Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Basketligaen

Optakt til sæson 2020/21: BK Amager

Dette er en del af en optaktsserie til den kommende sæson. Denne gang stiller vi skarpt på BK Amager.

Oversigt over ændringer i spillertruppen

Cheftræner: Almir Zeco

Tilgange:
Jack Gjeding (College)
Jordan Naughton (College)
Tomas Bjarkason (Lewis Flyers)
Gabriel Román Bennássar (Innova Chef Zamora)

Afgange:
Rob Fields (Hvidovre)

I truppen: Valdemar Wexøe, Linus Grøn, Andreas Høier, Christian Bülow, Jacob Knudsen, Magnus Bjørnå, Elias Mølbach, Aske Bagge-Petersen, August Sturup, Niki Tamjidi, Oscar Quackenbush, Jonathan Klussmann.

Oversigt over slutplacering sidste sæson, resultater fra Basketligaen og pokalturneringen

Slutplacering i 2019/2020-sæsonen: Sidste sæson var på mange måder en interessant sæson for BK Amager. Sæson 2019/20 var Amager-mandskabets første sæson tilbage i Basketligaen efter mange års fravær, og selvom sæsonen ikke bød på alverdens sejre, kan BK Amager tage meget med fra comeback-sæsonen, hvor især klubbens unge, talentfulde spilleres udvikling har nydt godt af den hårde modstand i den bedste danske række.

BK Amager sluttede som nr. 5 i Pro B-rækken.

DM-bronze: 2 (2006 og 2008)

Pokaltitler: 1 (2006)

Hård første sæson

BK Amagers første sæson tilbage i Basketligaen efter otte sæsoners fravær var en hård en af slagsen. Amager-mandskabet lærte hurtigt på sæsonen, at de havde trådt ind i en ny virkelighed, hvor 1. division-klubberne var udskiftet med giganter i dansk basketball som Bakken Bears og Horsens IC.

Oprykkerne blev testet fra første færd og fik en svær start på tilværelsen i den bedste danske række. I sæsonpremieren fik de besøg af BMS Herlev Wolfpack, som endte med at vinde Pro B-rækken, men klasseforskellen mellem de to hold var for stor. Wolfpack vandt komfortabelt med cifrene 66-89, men der var på trods af resultatet flere lyspunkter ved Amagers præstation.

Men som sæsonen skred frem måtte BK Amager ganske enkelt erkende, at der manglede lidt endnu, før de for alvor kunne drille Pro A-holdene. Det var derimod en anden sag mod Pro B-holdene, hvor Amager flere gange gav dem kamp til stregen. Sæsonen bød kun på to sejre, som var mod EBAA, nu Bears Academy, og Copenhagen Basketball, men det kunne sagtens være blevet til flere sejre for københavnerklubben.

Mod på mere

Og det har givet BK Amager mod på mere. Overgangen fra 1. division til Basketligaen krævede tilpasning for BK Amager, men de går nu ind til deres anden sæson i Basketligaen i denne omgang, og forventningerne til den kommende sæson er høje, siger Jonathan Klussmann, BK Amagers stjerneskud, til Fullcourt.dk.

“I år er forventningerne og målet en plads i slutspillet, men også generelt at hæve niveauet, for mig selv og for resten af holdet. Jeg vil vise alle, at jeg har udviklet mig og lært af sidste sæson, så jeg er klar til at tage det næste skridt og spille endnu bedre i år som en etableret senior-spiller og ikke bare en ungdomsspiller med lidt held i sprøjten, siger Jonathan Klussmann og fortsætter:

“Jeg synes klart, at forventninger (i år, red.) er højere end sidste år, både for holdet og for mig selv. Sidste år var vores første sæson, og der skulle vi alle vænne os til Basketligaen. Det var en meget lærerig sæson, og jeg synes, det var øv at tabe så meget, men det tror jeg, vi er klar til at ændre på det i år, “siger den unge BK Amager-profil, som får opbakning fra sin cheftræner, Almir Zeco.

“Sidste sæson var vores første i Basketligaen, og det var i bund og grund en sæson med fokus på at tilpasse sig niveauet i ligaen. Alle vores spillere kommer fra vores ungdomsafdeling eller 1. division, så det tager sin tid til fuldstændigt at tilpasse sig den høje fart og fysikken i Basketligaen. Sidste sæson var hård, især i starten, men vi håber alle, at vi kan bruge vores erfaring fra sidste sæson og er mere konkurrencedygtige i den kommende sæson,” siger Almir Zeco til Fullcourt.dk. og fortsætter:

“Det var svært sidste år på grund af vores manglende erfaring og fysik. Mine forventninger til holdet er altid høje, og i år er de uden tvivl endnu højere, men faktum er, at vi mistede vores mest erfarne spiller, Rob Fields, på en følsom position. Vi har nogle talentfulde, unge spillere, som kan spille point guard, og jeg tror, at vi kan kompensere Rob´s kvalitet og erfaring med talent og energi, som de kan bidrage med,” siger han.

De unge fører an

Som Almir Zeco påpeger, er BK Amager et ungt mandskab – faktisk Basketligaens yngste trup. For BK Amager står udviklingen af deres talentspillere højt, og det kan man i særdeleshed se på deres holdkort.  Med en gennemsnitsalder på bare 21,9 år er Amager-truppen meget ung og til dels uerfaren, når det kommer til dansk basketball på højeste niveau, men det ser Jonathan Klussmann som en styrke frem for en hindring.

“En af vores styrker kunne være, at vi er meget unge og har masser af gå på mod, som måske også hænger sammen med andre holds forventninger til os. De vil altid være lave, og vi kommer nok til at spille de fleste kampe som underdogs, hvilket kan give os fordelen af, at vi kan overraske eller nemmere spille over forventning. Vores fokuspunkter er primært bare at udvikle os, som sagt er vi meget unge, og vi skal allesammen vænne os til niveauet og lære af det,” siger Jonathan Klussmann.

Og netop Jonathan Klussmann på bare 17 år er en af profilerne på BK Amager-mandskabet. Stortalentet snittede 17,3 points, 3,4 rebounds og 2,4 assists per kamp, og han var dermed holdets topscorer og imponerede stort i sidste sæson. Klussmann var en af de helt store historier i sidste sæson, så det er altså noget af en juvel som BK Amager har på deres hænder.

Statistikken taler for sig selv. Den unge dansker har et enormt potentiale og leverede allerede i sin debutsæson. De 329 point han scorede gennem 19 kampe gjorde ham derudover til den 8. mest scorende spiller i sæson 2019/20 – og det var vel og mærket den unge guards debutsæson.

Men selvom talentet hos flere af spillerne på BK Amager-holdet er stort, mangler fremtidens stjerner stadigvæk erfaring, mener cheftræner Almir Zeco, der dog understreger, at holdets ambitioner er at hjælpe spillerne til at få mest muligt ud af deres talent.

“Vi er et af de yngste hold i ligaen, vores budget er lavt, og vi har en masse talentfulde, unge spillere, der har brug for mere erfaring for at være konkurrencedygtige på liga-niveau. Vores ambition er at udvikle vores spillere og holdet som helhed, og så vil vi også udfordre de andre hold, især Pro B-holdene. Det ville være godt, hvis vi kunne spille med om en plads i slutspillet. Udover netop spillerudvikling, ville slutspillet være et skridt fremad sammenlignet med sidste sæson,” siger den erfarne cheftræner fra Bosnien.

Anderledes preseason

Årets preseason har som alt andet været overskygget af Covid-19, og pandemiens udbrud har haft sine konsekvenser på basketballbanen. Det har for Amagers vedkommende betydet, at de ikke kunne deltage i to turneringer som planlagt, men på trods af disse omstændigheder har det været en god preseason.

“Vi har haft en fin preseason, hvor vi samlet set har spillet otte kampe mod hold fra 1. division og Basketligaen. Min plan var at spille 11-12 kampe i løbet af preseason, især mod stærkere hold, fordi jeg tror, at vores unge hold skal spille møde de stærkest mulige hold, men to turneringer, som vi skulle have deltaget i, blev aflyst,” siger Almir Zeco og fortsætter:

“Vi prøvede forskellige muligheder af og involverede vores unge spillere så meget som muligt, og derfor vil jeg sige, at jeg er tilfreds med intensiteten og fysikken som nogle af de nye spillere bidrager med til holdet,” siger han.

Cheftræner Almir Zeco råder over en ung og bred trup, og især bredden på holdet ser han som en af deres klare styrker, mens fysikken fortsat er en af deres svagheder – men ikke på samme størrelse som i sidste sæson.

“Vores styrke er en bred på primært 16 unge spillere, der hver især kæmper for en plads på holdet. Det gør det lettere for mig som træner at vælge et kampdygtigt hold, selv hvis vi er præget af skader, hvilket ikke var tilfældet sidste år. Derudover har vores hold i år mere størrelse og flere atletiske spillere,” siger han

“Vi gik glip af 4-5 måneders udvikling gennem træning og kampe, og det er en meget lang periode uden kontinuitet i processen for individuel- og holdmæssig udvikling for et ungt hold. Derfor vil jeg sige, at vores svagheder nok er de samme som sidste år: mangel på erfaring og fysikken, hvilket er meget vigtigt for at kontrollere vigtige segmenter i en basketballkamp som tempo og rebounds,” afslutter Almir Zeco med at fortælle til Fullcourt.dk.

BK Amager spiller første kamp i sæson 2020/21 på udebane mod de forsvarende bronzevindere, Horsens IC, den 2. oktober kl. 19.00.

Skrevet af

Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)

Andre artikler med dette emne

Basketligaen

BK Vejen har været på rov hos fynboerne, hvor man har landet en aftale med en af klubbens unge danskere.

Basketligaen

BK Vejen har sikret sig en amerikansk point guard direkte fra college.

Basketligaen

Bakken Bears kunne senest lade sig hylde som danske mestre, men nu står en ny sæson for døren.

Bakken Bears

De danske mestre har sikret sig underskriften fra endnu en profil til den kommende sæson.

Basketligaen

Svendborg Rabbits trak det længste strå i kampen om metal torsdag eftermiddag.

Bakken Bears

Bakken Bears knuste Horsens på ny og er dermed klar til DM-finalen for den 24. gang i streg.

Basketligaen

Basketball er ikke ens overalt, og det har Tony Wroten mærket på egen krop.

Basketligaen

Amerikanerens tid i Danmark gik næppe som ønsket, og den hårde start sætter han nu ord på.