fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

LA Lakers

Sagaen er slut: I dag er vi alle tabere

Normalt er der en vinder i en byttehandel. En sjælden gang er der to, og meget sjældent er der kun tabere. Sådan en handel så dagens lys i dag mellem San Antonio og Toronto.

San Antonio Spurs - Kawhi Leonard - Flickr - Erik Drost
San Antonio Spurs - Kawhi Leonard - Flickr - Erik Drost

Så skete det endelig; Kawhi Leonard er fortid i San Antonio og skal fremover reportere til Toronto Raptors, når træningslejren starter i september. Med sig tog han Danny Green. DeMar DeRozan, Jakob Poeltl og et 1-20 beskyttet draft pick blev prisen, som Raptors måtte betale for den tidligere MVP-kandidat.

Nu kan vi alle endelig ånde lettet op og ligge hele denne absurde historie bag os. Bortset fra at det kan vi slet ikke (mere om det senere).

Leonard-sagaen er slut i San Antonio og handlen med Toronto er dårlig for alle. Ikke kun de to hold og de to stjerner, men alle.

Lad os lige vende alle dem, som har tabt lidt i dag:

Kawhi Leonard

Historiens omdrejningspunkt er en af de helt store tabere i dag. Leonard, som er fra Los Angeles og ønskede at vende hjem, blev sendt så langt væk fra sin ønskede destination som overhovedet muligt. Ja, faktisk til et helt andet land. Der er næppe mange, som har ondt af ham efter hans måde at tackle det sidste år på.

Leonards forsøg på at tvinge sig vej ud af Texas ødelagde fuldstændig hans bytteværdi. Samtidig, var han pist væk fra offentligheden og fortalte aldrig, hvilke problemer han havde i San Antonio og med sin skade.

Det er klart, at mange hold var forsigtige med at bytte sig til en spiller, som kun spillede ni kampe sidste år på grund af en mystisk skade.

DeMar DeRozan

DeRozan er vel nok den helt store taber i dag. Han har kun kendt Toronto Raptors i sin karriere, har en fantastisk ven i Kyle Lowry og var glad for at være i Toronto. Med en lang historie af spillere, som valgte holdet fra (Tracy McGrady, Vince Carter, Chris Bosh), havde Raptors endelig en stjerne, som valgte dem til.

Deres svar? Efter at have fortalt DeRozan for nogle dage siden, at han ikke ville blive byttet, ja, så blev han endnu et eksempel på, at der ingen loyalitet er i NBA.

Rent spillemæssigt skal han nok finde sig godt til i San Antonio. Gregg Popovich bliver den bedste træner, han nogensinde har spillet for. Og Popovich har jo altid følt, at det var lidt snyd at skyde 3-pointere, så DeRozans midrange-spil skal nok forblive godt. Med ham og LaMarcus Aldridge på banen må Spurs-fans gøre sig klar til at se en overflod af lange 2’ere.

San Antonio Spurs

DeMar DeRozan, Jakob Poeltl og et 1-20 beskyttet draft pick er det bedste, man kunne få for en tidligere MVP-kandidat, dobbelt årets forsvarsspiller og en af de fem bedste spillere i verden for 14 måneder siden?!?! Det bliver en svær kamel at sluge.

Spurs har været i ukendt farvand hele sæsonen med millioner af øjne på dem døgnet rundt. Hvornår var sidste gang, at holdets superstjerne havde problemer med Spurs-organisationen? Aldrig? Og nu endte det med en offentlig ”bøn” om at blive byttet til holdets gamle rivaler fra Los Angeles.

Spurs har uden tvivl begået fejl det sidste år, og denne pakke formår ikke andet end at fange holdet i Western Conference’ middelmådighed de næste par sæsoner. Det er uvist, om Spurs kunne have landet en ung stjerne og et højt draft pick, men ønsket var der måske heller ikke. Popovich er formodentligt kun på trænerbænken i to sæsoner til, og at bruge de år på at udvikle unge talenter, var næppe hans drøm.

Toronto Raptors

LeBron James har slået dem ud af playoffs de sidste mange sæsoner. De har nu alligevel ligget i toppen af East i en årrække og var holdet med flest sejre i denne sæson. Det har været frustrerende for holdet, for dets spillere og for dets fans ikke at kunne komme igennem muren, som er LeBron James.

Men godt nyt Raptors! LeBron er rejst til Los Angeles. Jeres største forhindring er væk. Ja, Boston Celtics og Philadelphia 76’ers har mere talent, men er ikke så godt spillet sammen. Chancen for endelig at komme igennem East er der i næste sæson! Der behøver ikke at blive gjort noget.

Alligevel sagde man farvel til en elsket spiller. Faktisk den spiller med flest point og kampe i holdets historie for Kawhi Leonard. Leonard har allerede igennem sine talsmænd fortalt, at han ikke har interesse i at spille for Raptors. Selvom han nok bliver nødt til det i denne sæson, er risikoen for, at han smutter næste sommer endnu større, end da Oklahoma City Thunder tog samme risiko med Paul George sidste år.

Los Angeles Lakers

LeBron James. Paul George. Kawhi Leonard. Det var Lakers’ drøm, da free agency begyndte den 1. juli. Man endte med Javale McGee, Rajon Rondo og Lance Stephenson som LeBrons partnere.

Selvom Lakers er i en super gunstig position til at skrive kontrakt med Leonard – eller en anden stjerne – næste sommer og har nogle virkelige gode og spændende unge spillere i Ingram, Kuzma, Ball og Hart, må Lakers være lidt skuffede over, at deres planer faldt til jorden.

Det er svært at se, hvad Lakers skulle have tilbudt for Kawhi, som ikke var en opgradering over den pakke de fik fra Toronto. Det samme kan siges om næste hold på listen over dagens tabere:

Philadelphia 76’ers

Sixers var aldrig tæt på at vinde over et skadesplaget Boston Celtics hold i årets slutspil. Efter at have hørt på, hvor gode deres hold var, hele marts, og at de måske kunne komme til finalerne allerede i år, måtte Ben Simmons, Joel Embiid og resten af holdet slutte deres sæson af med visheden om, at de ikke var de kommende konger af East.

Boston Celtics manglede deres to mest talentfulde spillere i Kyrie Irving og Gordon Hayward og var alligevel kun én sejr fra at spille i finalerne. Havde Sixers skaffet sig Leonard ville de straks være på niveau med det Boston-hold.

Alle os fans af NBA

Efter de sidste seks udmattende måneder, hvor historien om Kawhi Leonard har fyldt mere og mere, så vi alle frem til, at byttet kom og sagaen kunne slutte. Den er desværre ikke slut endnu. Den har blot skiftet postnummer. Nu er det i Toronto, at sagaen skal udspille sig.

Hvad vil der ske, hvis Kawhi holder fast i, at han ikke vil spille for Raptors? Bliver han væk fra holdet og betaler alle de bøder, som måtte komme? Hvor stor en kontrakt kan han få næste år, hvis han ikke har spillet mere end ni kampe på to sæsoner? Hvem vil røre ham med en ildtang, efter han i den grad har brændt alle broer til holdet som draftede ham – og allerede er i gang med at brænde broerne til holdet, som lige har byttet sig til ham?

En ting er sikkert: Sagaen fortsætter, og for dét er vi alle tabere.

Skrevet af

Andre artikler med dette emne

Chicago Bulls

30-årige Otto Porter Jr. har meddelt, at han har valgt at indstille sin karriere efter 11 sæsoner i NBA.

NBA

Morten Stig Jensen er klar med sin første klumme på Fullcourt.dk, og den danske basketekspert mener, vi skal blive bedre til at snakke om...

Brooklyn Nets

Ben Simmons kommer ikke i kamp igen for Brooklyn Nets i denne sæson på grund af rygproblemer, skriver den amerikanske journalist Ian Begley.

Analyser

En af Danmarks mest kompetente NBA-eksperter, Morten Stig Jensen, bliver ny klummeskribent på Fullcourt.dk.

NBA

Victor Wembanyama og Chet Holmgren duellerede natten til fredag, i hvad der endte i en nærmest direkte duel om årets Rookie of the year-trofæ.

Los Angeles Lakers

Victor Wembanyama leverede i nattens opgør mod Los Angeles Lakers endnu en historisk præstation. På trods af nederlaget i Crypto.com Arena, viste den franske...

Golden State Warriors

Trods kontraktudløb med Golden State Warriors til sommer, regner Steve Kerr med at blive enig med klubben om en ny aftale og fortsætte i...

Internationalt

Det tidligere Miami Heat-forsvarses Hassan Whiteside har besluttet at indstille karrieren i en alder af 34 år.