MVP: James Harden
Læs alt om årets MVP her!
Rookie of the Year: Ben Simmons
Endelig blev det bekræftet at Ben Simmons vandt Rookie of the year. En statline på 16-8-8 som rookie er helt fænomenalt og Magic Johnson sammenligningerne er allerede begyndt.
Med Simmons ved roret endte Philadelphia 76’ers meget højere oppe i tabellen end nogen havde regnet med før sæsonen. Fra 28 sejre året før til 52 i år var det åbenlyst at uden ham ville Sixers ikke have fået tredje seed i øst.
Den fortjente vinder fik prisen i nat, men over de sidste par måneder har Donovan Micthell stjålet nogle af Bens fans. Havde prisuddelingen fundet sted kort tid efter den regulære sæson havde Mitchell ikke haft ligeså meget momentum og Simmons ville have vundet titlen uden de helt store protester.
Simmons’ overblik, evne til at aflevere og rebounde er hvad der gør ham til den fortjente vinder af Rookie of the year.
Defensive Player of the Year: Rudy Gobert
Gobert vandt giganternes kamp, da han tog prisen som årets forsvarsspiller foran Joel Embiid og Anthony Davis. Gobert tog 10,7 rebounds per kamp og blokerede 2,3 skud. Utah Jazz var et langt bedre hold med Gobert end uden Gobert, og denne kåring er mere end fortjent!
Gobert missede 26 kampe i denne sæson, og her tabte Utah 15 af dem. Utah, der ellers havde en fremragende sæson, hvor man gik 48-34, kom først rigtigt i gang da Gobert kom i gang. Han er forsvarsankeret der tillader spillere som Mitchell og Rubio at få fri lejde offensivt, da de ved, at der er styr på defensiven. Det letter presset fra bærende spillere, når man har en sikker sidste skanse, der holder styr på holdet.
Man kan diskutere om Gobert ville have vundet, havde han været skadet i den anden halvdel af sæsonen, men heldigvis for franskmanden, var det ikke tilfældet. Han fortjener den fuldt ud, og hans skadesperiode manifesterer blot hans betydning.
Til sidst, skal Gobert hyldes for hans suit til nattens NBA Awards. Han rocker det lyserøde sæt!
Sixth Man of the Year: Lou Williams
Lou Williams bliver den blot fjerde spiller til at vinde denne pris to gange (Kun Jamal Crawford har vundet den tre gange).
Og det er, ligesom Harden og Gobert, fuldt fortjent.
Lou Williams kom til Clippers før denne sæson og tog med det samme over, som en bærende offensiv kraft, der på egen hånd kunne afgøre kampe for Los Angeles-organisationen.
Han havde et imponerende run, hvor han med afstand var ligaens varmeste spiller. Her fik alle øjnene op for Lou Williams, der uddelte 50- og 40-pointskampe som det behagede ham.
Som fortjent udløste det også en forlængelse med Clippers, efter at Lou Williams i flere sæsoner i træk havde nydt en tilværelse som NBA-nomade. De tre foregående år havde han spillet for fire forskellige klubber med blandet succes.
Derfor var det befriende at se Sweet Lou udfolde sig i Lob City, hvor han blev spilstyrer og holdets go-to-guy i en offensiv der ellers besad prominente navne som DeAndre Jordan og Blake Griffin.
Most Improved Player of the Year: Victor Oladipo
Oladipo tog Indiana på sine skuldre, og bar dem til slutspillet, hvor han gik mand-mod-mand med selveste LeBron James i syv hele kampe.
Oladipo viste en eksplosivitet, frygtløshed og viljestyrke som vi ikke før har set fra det tidligere andet valg i 2013’s draft.
Tre kendetegn som Russell Westbrook ellers har monopol på, og det er nok ikke helt tilfældigt at Oladipo nu står her, som årets mest forbedret spiller.
Han spillede sidste sæson i Oklahoma sammen med netop Russ, men her stod han voldsomt i skyggen af sidste års MVP. Holdet spillede for Westbrooks jagt på en gennemsnitlig triple-double og det gjorde livet svært for en ung mand, der gerne selv vil frem i verden.
Men fremad er han i den grad kommet i denne sæson, hvor han snittede 23,1 point, 5,2 rebounds, 4,3 assists og 2,4 steals per kamp.
Oladipo fortjener prisen fuldt ud, og det bliver voldsomt spændende at følge ham og Indiana næste sæson, hvor det helt store spørgsmål bliver om de kan putte endnu et lag på deres udvikling.
Coach of the Year: Dwayne Casey
Det har været to vilde måneder i Dwayne Caseys liv. Først blev han fyret af Toronto Raptors, så vandt han prisen som Coach of the Year af sine kollegaer, så kom jobbet ved Detroit Pistons og nu vandt han også NBAs officielle pris for årets træner.
Toronto havde deres bedste sæson nogensinde, da de for første gang fik førstepladsen i Eastern Conference. Casey, som slog Boston Celtics Brad Stevens og Utah Jazz’ Quin Snyder, fik æren for meget af den historiske sæson. Særligt var det udviklingen af hans offensive system, som trak opmærksomhed. Raptors skød 711 flere 3’ere i denne sæson end forrige. Holdet endte med det tredje bedste angreb og det femte bedste forsvar.
Valget af Casey er typisk for denne pris i NBA, hvor det oftere er den træner med den bedste historie, som vinder i stedet for den egentlige bedste træner. Den forskel bliver mere iøjnefaldende på grund af tidspunktet for prisuddelingen.
Casey var måske den rigtige vinder efter sæsonen stoppede (Brad Stevens burde have vundet), men efter at have haft to måneder med Playoffs, må det give en dårlig smag i munden at have stemt på Casey over Stevens.
Diverse andre awards:
Som noget nyt kårede NBA også årets spil. Det blev LeBron James’ gamewinner mod Timberwolves tilbage i februar.
Derudover var der også en række andre awards som blev fordelt ud blandt NBA-personligheder. Her er et overblik over dem:
- Sager Strong Award: Dikembe Mutombo
- Executive of the Year: Daryl Morey
- NBA Hustle Award: Amir Johnson
- Lifetime Achievement Award: Oscar Robertson
- Twyman Stokes Teammate of the Year: Jamal Crawford
- Community Assist Award: Kevin Durant
Kasper er tidligere redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.









































































