fbpx
Connect with us

Analyser

Jayson Tatum Bostons nye Superstjerne

Jayson Tatum har haft et fantastisk år for Boston Celtics. Hans spil har fået ligaen til at åbne øjnene op for den unge superstjerne i Boston, og han er netop blevet kåret til Eastern Conference Player of The Month.

Foto: Flickr - Keith Allison

Jayson Tatum har i denne sæson løftet sit spil til et meget højt niveau. Mange så allerede Tatums potentiale i hans rookie sæson, men de blev mere skeptiske, da tingene ikke gik helt så godt for Tatum og Boston i hans anden sæson i klubben. Dog har Brad Stevens og Boston Celtics fået gang i de gode resultater og har lige nu tredjepladsen i Eastern Conference.

Det har blandt andet været muligt at spille sig ind på tredjepladsen på grund af spillet, som Jayson Tatum har leveret. Tatum har haft et stort år, hvor han blandt andet er blevet udnævnt som All-Star for første gang i karrieren. Han har været en af de helt store grunde til Celtics store succes i år og har vist sig som fremtiden for det forholdsvist unge Boston mandskab.

Player of The Month

Specielt efter årsskiftet har Tatum været ustoppelig. Han blev efter sin fantastiske februar måned hædret med titlen som Eastern Conference Player of The Month. Han har leveret kampe, som kun kan matches af de allerbedste spillere i ligaen. Hans evne til at tage bolden til kurven og afslutte i trafik har været fantastisk. Han har arbejdet meget på det, da han tidligere på sæsonen havde svært ved at afslutte tæt ved kurven over middelmådige forsvarsspillere. På det seneste har han dog ikke været bange for at gå til kurven og afslutte med stor succes over spillere som Rudy Gobert og Anthony Davis. Han kommer nemt til kurven ved hjælp af sine ret gode handels og gode spil designet af Brad Stevens.

Tatums skud bag trepointslinjen har også forbedret sig drastisk. Han har i løbet af februar scoret lige under 50 % bag trepointslinjen over hele måneden. Her formåede han at blive den kun femte Celtics spiller, som har haft 30 point i gennemsnit over en hel måned. De andre fire spillere er John Havlicek, Isiah Thomas, Paul Pierce og Larry Bird – et yderst fint selskab at blive nævnt sammen med. Forsvar har han også leveret i år, hvilket set over hele året har været en af hans største styrker. Tatum er allerede med i snakken til ALL-NBA teams og som Most Improved Player. Jayson Tatum har et skræmmende stort potentiale, og han er kun lige blevet 22 år gammel. Han har potentialet til at blive en af de helt store spillere i ligaen, og måske er han det allerede – men han kan blive endnu bedre.

Hvor langt kan Celtics nå?

Inden sæsonen blev Celtics ikke rigtig nævnt i snakken om, hvem der skal stå i Finals til juni, men efter deres overraskende sæson har de for alvor meldt sig ind i kampen. Der er stadig meget gode hold i East, og det bliver svært at gå hele vejen, men med det spil, som Jayson Tatum har vist, er der grund til optimisme. Tatum leder holdet i point, men spillere som Jaylen Brown og selvfølgelig Kemba Walker har også haft et godt år. Gordon Hayward bliver bedre hver dag, og Marcus Smart giver altid 200 %. Celtics matcher godt op mod de fleste af holdene i East, men de mangler en stor mand under kurven, og det kan koste dem i løbet af april og maj.

 

I videoen nedeunder kan du se Jayson Tatums highligts fra februar måned.

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

More in Analyser