fbpx
Find os her

NBA

Ja Morant er startskuddet til en ny æra i Memphis

Ja Morant har haft en kometsæson hos Murray State. Han gik fra at være en nogenlunde collegespiller, til at være en af draftens største stjerner. Morant har alle værktøjerne til at fungere i NBA. Han er klar til kickstarte en ny æra i Memphis.

Ja Morant
FOTO: Dave Winder, Murray State Athletics

Man bliver ikke valgt som nummer to i NBA-draften uden at skulle kæmpe for det. Lige præcis Ja Morant har for alvor oplevet, hvor meget det kræver at blive en del af NBA. Morant blev valgt af Memphis Grizzlies med andenvalget i årets draft. Han er startskuddet til en ny æra i Memphis, hvor han skal lede dem mod nye succeser.

En sulten træner gjorde forskellen.

Ja Morant har kæmpet længe for at blive en del af verdens bedste basketballliga. Fysikken var tidligt en stor udfordring for Morant, som manglede noget højde og vægt for, at han for alvor kunne gøre sig på næste niveau. I hans high school-tid modtog han ingen tilbud fra Division 1 collegehold. Alt det ændrede sig sommeren inden hans sidste år i high school.

Her deltog han i en to-dags træningslejr i North Carolina. I første omgang blev han valgt fra og skulle tilbringe turneringen sammen med de andre fravalgte spillere. Morants håb om en karriere i collegebasket virkede umulig.

Det var indtil at James Kane, som er assistenttræner for Murray State, opdagede ham. Kane var tilstede ved træningslejren, men det var for at rekruttere en anden spiller. Kane opdagede Morant, efter at han ledte efter nogle snacks i bygningskomplekset. Her bliver han vist hen til en bod i nærheden af den hal, hvor Morant og resten af de fravalgte spillede.

Kane tager et kig ind i hallen og blev med det samme tryllebundet af Morants evner. Kort tid efter blev Morant tilbudt en plads hos Murray State, hvor han kunne vise sit potentiale.

Den højst draftede spiller i Murray States historie

Første år i collegerækkerne var ikke spektakulært for Morant. Han var en stabil spiller der snittede 12,7 point og 6,3 assists. Det var først i hans anden sæson, hvor hans spil for alvor tog fart og fik opmærksomhed.

Alabama på udebane blev kampen hvor Morant fik national opmærksomhed. Han spillede en fantastisk kamp, på trods af et nederlag. Han scorede 38 point, langede fem assists ud og tog ni rebounds. Derudover havde han også dette dunk som generede en masse opmærksomhed.

Efter Alabama-kampen fik Morant endelig den opmærksomhed, som han havde fortjent. Han spillede en fænomenal sophmore sæson. 24,5 point i snit, som var det syvende højeste i collegerækkerne, 10 assists, hvilket var det højeste antal, og 5,7 rebounds. Derudover havde han den niende højeste PER på 31,6 og fjerdeflest win shares med 8,2.

Den årlige NCAA turnering, bedre kendt som March Madness, blev stedet, hvor Morant satte en tyk streg under, hvorfor han fortjente at blive valgt som nummer to i årets draft. Murray State var ikke et prangende mandskab. De var hovedsageligt nået med i turneringen på baggrund af Morants præstationer.

I første runde havde Murray State en seedning som nummer 12, hvilket betød, at de mødte femte seedet Marquette. En kamp som på papiret skulle havde sendt Marquette videre i turneringen.

Morant havde andre planer. Efter en fænomenal kamp, stod Murray State tilbage som sejrherre. Det blev de i lyset af en vanvittig kamp fra Morant. Han scorede kun 17 point, men dertil kom der hele 16 assists og 11 rebounds. Morant havde Marquette i sin hule hånd og dominerede fra start til slut.

Murray State har ikke produceret mange NBA spillere igennem årene. Morant er den første spiller, der blev valgt så højt og er deres første spiller, som blev valgt i top ti. De har haft én anden spiller, som blev valgt i top 15. Det var Cameron Payne i 2015.

Bye Bye til Grit and Grind

Memphis Grizzlies valgte at trade Mike Conley kort inden årets draft og Marc Gasol tidligere på sæsonen. Dermed sluttede Grit  and Grind-æraen i Memphis. Det betyder også, at det er tid til en ny begyndelse. Her kommer Morant ind i billedet. Han får tøjlerne og muligheden for at bygge holdet op fra bunden.

Styrkerne for Morant ligger i hans evner til at håndtere bolden. Hans hurtighed og evne til at skifte tempo med bolden er et vigtig redskab. I college formåede han med snilde at bryde forsvaret ned.

Hans atletiske kunnen bidrager også når han skifter tempo. Når han kommer i fart og sætter af mod kurven er han svær at stoppe. Afslutningerne omkring kurven er en hans primære form for scoring, hvilket han er uhyre dygtig til.

Afleveringsspillet og evnen til at gøre sin medspillere bedre er dog hans største facet. Han førte collegerækkerne i assists og hans evne til at finde sine medspillere er utrolig. Han kan aflevere bolden med begge hænder på tværs af feltet, hvilket er med til at gøre hans afleveringer svære at forudsige for forsvaret.

Ingen spillere er perfekte og det gælder også for Morant. Han har haft en tendens til at lave en del turnovers. Det er en tendens han skal arbejde med, men med bedre holdkammerater og flere muligheder kan det løse sig over tid. Men det er et klar punkt, som skal forbedres, hvis han skal fungere i NBA.

Derudover skal han arbejde med sit forsvar. Han har ikke vist det store defensive potentiale. Hvorvidt det skyldes den store offensive byrde eller en mangel af interesse vides ikke.

Morants skud er ikke dårligt, men det kan bruge lidt arbejde. Kigges der på hans skudprocenter er de ganske fornuftige. Han bruger bare ofte sit skud som en nødløsning eller hvis han er helt fri. Han er nødt til, at bruge det som et våben til at trække forsvaret til ham. Derefter kan udnytte sin hurtighed og komme til kurven.

Memphis har valgt godt med Morant. Han er den rigtige spiller til at starte en ny æra med. Succesen vil nok ikke komme med det samme. Med et ungt hold der kan udvikles sig omkring hinanden, kan Morant blive en ligaens mest prominente spillere. Memphis skal ikke længere spekulere på, hvem der skal tage over for Mike Conley. De har fundet en afløser som kan blive ansigtet ud ad til for en ny æra i Memphis.

Nyt NBA-gear? Tjek - NordicBasketball.com ud her.

Mere fra Memphis Grizzlies