Find os her
Forrige1 af 2Næste
Brug ← → piletaster for at skifte

I de seneste to sæsoner har DeVaughn Akoon-Purcell vist sig, som en af de bedste spillere, der nogensinde har spillet i Basketligaen. Den atletiske guard har gjort livet så svært for modstanderne, at selv Forsvarsministeriet ville være fortvivlet om, hvilken strategisk taktik der kan stoppe Akoon-Purcell.

Amerikaneren, der har rødder i Trinidad og Tobago, kom direkte til Bakken Bears fra college, hvor han spillede for Illinois State i to sæsoner. Succesen i den aarhusianske klub har gjort DeVaughn Akoon-Purcell til en eftertragtet herre, hvorfor han på rygteplan både har været i spil i store europæiske ligaer samt Kina.

Det er dog ingen af de ovennævnte steder, som i første omgang får glæde af den tidligere Bakken-profil, der i løbet af denne sommer skal spille NBA Summer League for Denver Nuggets, som angiveligt har fulgt ham længe.

“Nuggets har fulgt mig siden januar i min sidste sæson for Bakken og hele vejen gennem slutspillet, hvor de har været imponeret af, hvad de har set,” udtaler Akoon-Purcell til Fullcourt.dk.

NBA Summer League bruges af NBA-holdene til at teste deres unge talenter samt mulige tilføjelser til truppen, og der er altså ingen garanti for, at spillerne bliver en del af deres endelige roster. Det er dog et fremragende udstillingsvindue, hvor spillerne kommer tæt på den ultimative basketdrøm – at spille i NBA.

“Det er et stort skridt for mig, og det er noget, som jeg har forberedt mig på, siden jeg er kommet hjem. [At spille i NBA, red.] har altid været en af mine drømme, så nu hvor jeg får chancen, så skal jeg få det bedste ud af situationen,” fortæller Akoon-Purcell.

Kvalitetsstempel af Basketligaen

Ingen spiller har før taget skridtet til NBA Summer League direkte fra Basketligaen, og det siger derfor lidt om den udvikling, som den danske Basketliga er inde i. Det skal særligt krediteres Bakken Bears, som via deres flotte europæiske eventyr har skabt en øget interesse for dansk basket.

DeVaughn Akoon-Purcell og resten af Bakken-mandskabet viste i den grad, at de kan hamle op med store europæiske hold, men der venter alligevel lidt af en udfordring forude for DAP i NBA Summer League.

“Jeg ser på det som en udfordring, ligesom jeg ser på alle andre udfordringer, jeg møder på min vej. Det handler om at arbejde hårdt og forberede sig på det, og derefter vise verden, at jeg er i stand til at gøre ting, som folk ikke forventede, at jeg kunne. Det er en fantastisk mulighed, og jeg kan ikke vente med at vise mit talent frem,” udtaler Akoon-Purcell, inden han afslutningsvis kommer med sit trademark-hashtag:

“#Mandatory”.

Hvis du savner at se den højtflyvende Akoon-Purcell, så kan du herunder nyde nogle af hans mange highlights fra FIBA Europe Cup.

Forrige1 af 2Næste
Brug ← → piletaster for at skifte

Husk du kan se Basketligaen live på fanseat.com

Aske er redaktør på Basketligaen, og han har været en del af Fullcourt siden 2014. Aske kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde ham i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn. Aske er desuden stor fan af Los Angeles Lakers.

Mere fra Bakken Bears