evn-dk
Fullcourt
23. sep 2017 - 16:40

Adam Silver er klar til at spille med musklerne

Adam Silver er klar med nye forslag til næste sæson. Blandt andet skal det være slut med at lade spillere sidde kampe over.

Flickr - Keith Allison

Den mest magtfulde mand i NBA, Adam Silver, har store planer for næste sæson. Produktet skal forbedres. Stjernerne skal spille, og der skal spilles for at vinde. På torsdag skal The NBA Board of Governors – NBAs bestyrelse bestående af alle holds ejere – mødes i New York for stemme om nye forslag. Jeg vil i dagene op til mødet beskrive de nye forslag og deres indflydelse på den kommende NBA-sæson.

Adam Silver og NBA står overfor problemet, at al logik siger, det er bedst for de bedste hold at hvile deres bedste spillere hist og her for at give dem selv en fordel i playoffs. Der er ingen grund til at risikere en skade til Steph Curry eller Lebron James i november eller marts, når de skal være klar til finaler i juni. Samtidig giver det mening for hold, som ikke er en nærheden af playoffs, for eksempel Phoenix og Philidelphia, at tabe så mange kampe som muligt. Så kan de sikre sig den største chance for at vælge det næste store talent.

Silver er klar med to forslag, som skal komme disse problemer til livs. I dag handler det om problemet med at hvile spillere. På mandag vil jeg tage et kig på forslaget, som skal ændre draftet og forhindre hold i aktivt at forsøge at tabe kampe.

 

Hvile – et taktisk værktøj

De seneste år er det blevet normalt, at de bedste hold i NBA, lader deres bedste spillere sidde kampe over i ny og næ for at holde dem friske til playoffs. Lørdag den 11. marts valgte Golden State Warriors at lade Steph Curry, Klay Thompson, Draymond Green og Andre Iguodala sidde en kamp over, som blev vist på den amerikanske kanal ABC. En kamp, der blev vist i hele USA. En uge senere gjorde Cleveland Cavaliers det samme med Lebron James, Kyrie Irving og Kevin Love. Endnu engang skulle kampen vises på nationalt tv. Begge hold tabte kampene stort.

San Antonios Big Three: Tim Duncan, Manu Ginobili, Tony Parker. Foto: Flickr – Jalberto

San Antonio Spurs har været kendt for at hvile deres spillere i mange år. Den mest kendte episode var i November 2012, da Gregg Popvich rejste til Miami uden The Big Three (Tim Duncan, Tony Parker, Manu Ginobilli). NBA, med David Stern i spidsen, kvitterede med en bøde på 250.000$ (ca. 1.5 millioner kr), for at have bragt skam over sporten og været respektløse overfor alle fans.

I sidste sæson spredte tendensen sig til flere hold. Cavaliers, Spurs og Warriors lod deres spillere sidde over for at have en fordel i playoffs. Hold som Brooklyn Nets og Phoenix Suns begyndte også at hvile spillere. Dette var dog gjort med henblik på få en fordel i draft-lotteriet. De hold, som taber flest kampe, har størst chance for at blive førstevælger til årets draft. Det er denne proces, som kaldes tanking.

Brooklyn Nets lod to af deres bedste spillere, Brook Lopez og Jeremy Lin, sidde sæsonens sidste kamp over. En kamp de tabte til Chicago Bulls. Den 23. Marts stillede Phoenix Suns op med den yngste line-up nogensinde i et forsøg på at tabe kampen mod Brooklyn Nets – og de gjorde det. Gennemsnitsalderen på holdet var 21år og 14 dage.

Et bedre kampprogram – og mere magt til Silver:

Det skal være slut med at lade spillere sidde kampe over. NBA har for at løse dette problem lavet ændringer til kampprogrammet. Sæsonen er blevet forlænget med en uge, så første kamp er nu tirsdag den 17. Oktober. Ingen hold skal spille fire kampe på fem dage. Det er desuden lykkedes at sænke antallet af back-to-backs for tredje sæson i træk. Således vil holdene kun have 14.4 back-to-backs, hvor det sidste år var 16.3.

Med disse ændringer håber NBA, at kampprogrammet naturligt vil give spillerne mere hvile, så det ikke er nødvendigt for spillere at sidde kampe over.

Kommer Lebron til at spille alle 82 kampe næste sæson? Foto: Flickr – Erik Drost

Adam Silver er dog klar, hvis det ikke sker. Da ejerne sidst mødtes i juli, ønskede Silver, at de indgik en gentlemans-aftale om ikke at hvile spillere. Phoenix Suns ejer Robert Sarver, mente dog ikke, at holdene ville være i stand at overholde en sådan aftale. Han foreslog at give Silver magten til at give bøder og andre straffe, man holdte stjernerne ude af kampe.

Silver har siden hen arbejdet på at udforme et officielt forslag. Dette forslag skal, der stemmes om i næste uge, og det forventes, at Silver vil kæmpe hårdt for at få det vedtaget. Forslaget vil indebære retningslinjer, som giver holdene nogen mulighed for at hvile deres spillere til hjemmebanekampe. Til gengæld vil han slå ned, når de bliver hvilet til udebanekampe og til kampe på nationalt tv.

Han vil forsøge at overtale ejerne ud fra et økonomisk synspunkt. Hvis de store stjerner som Steph Curry og Lebron James bliver holdt ud af kampe, som bliver sendt på nationalt tv, vil tv-aftalerne blive dårligere. Tilskuere vil stoppe med at komme til kampene. Det er ting, som kan mærkes på pengepungen. ESPN har for nyligt offentliggjort, at 14 ud af de 30 NBA mistede penge sidste sæson. Mon ikke ejerne er klar til at lytte til Silver, hvis det kan betyde flere penge til dem.

For at vedtage forslaget skal 16 ud af de 30 ejerne stemme for.

Vil det hjælpe?

Det vil blive spændende at se, hvilken indflydelse forslaget vil have, hvis det bliver vedtaget. Ændringerne i kampprogrammet er blevet budt velkommen med åbne arme, og vil give holdene en chance for at sikre deres spillere mere hvile i løbet af sæsonen, så de vil være friske og skadesfri i playoffs. Holdene vil nok også følge retningslinjerne i forhold til at lade spillere sidde hjemmekampe fremfor udebanekampe.

En konsekvens ved det nye forslag kan være, at trænerstaben begynder at opfinde skader til deres spillere for at holde dem ude af kampe. Det vil være let sige, at en spiller har vredet om på en ankel eller har kramper i læggen, og derfor har brug for hvile. Hvordan Silver vil vurdere dette kan vise sig interessant – vil han tvinge spillere til at spille igennem skader?

Et andet utilsigtet problem kan blive, at trænerne ikke giver stjernerne ret mange minutter. Dette kunne ske særlig meget i tv-kampe. Det handler ikke kun om hvile, når Warriors holder deres bedste spillere ude af en kamp mod San Antonio Spurs, som de gjorde den 11. marts. Der er i ligeså høj grad taktiske tanker bag dette. Det er ofte set, at spillere er blevet holdt ud af kampe mod potentielle playoff-modstandere, så man ikke giver modstanderholdet en chance for at forberede sig. Dette kan også gøres ved at lade Steph Curry og Draymond Green starte kampen, men kun spille første periode.

 

Blot et plaster

Det nye forslag har gode intentioner, og særligt at give Silver magten til sanktionere mod hold, som holder deres stjerner ude af kampe, skal nok have en effekt. Der vil blive færre kampe i denne sæson, hvor stjernerne sidder ude, men om det gør det samlede produkt bedre, tvivler jeg på. Ja, den regulære sæson bliver måske bedre, men det bliver på bekostning af playoffs. Jeg sidder med følelsen af, at det er som at sætte et plaster på det åbne benbrud, som er, at NBA-sæsonen er for lang. Hvis NBA ønsker, at kampene skal nå det højst mulige niveau, tror jeg, at sæsonen bør kortes ned.

James Harden spillede 81 kampe sidste år, og talte flere gange om, at han ikke ville sidde over for at hvile kroppen. Det er en ønskværdig tilgang have til spillet, en tilgang man burde forvente af alle. I Houstons sidste to kampe så man dog en udmattet og ineffektiv Harden. Det var prisen en af NBAs største stjerner måtte betale for at spille hele sæsonen.

Det vil aldrig ske, så lad os i stedet følge med i kommende sæson og se om niveauet hæves, om flere stjerner spiller (næsten) alle kampe, og hvilken pris de må betale for det i playoffs.

 

Charles Barkley er altid god for nogle udtalelser og han er tydeligvis uenig med det nye kampprogram. Hør, hvad han har at sige, da han holdte pressekonference ved Southern Methodist University for et par dage side. Emnet falder på back-to-backs ved 5:33.

 

Kommenter på artiklen:

Seneste nyheder