Find os her

Landshold

Jonathan Klussmann imponerede ved U16 B-EM for Danmark

Det danske stortalent Jonathan Klussmann, slutter gruppespillet ved U16 B-EM af som landsholdets og turneringens topscorer.

FIBA.com

Det danske landshold placerede sig ikke videre til kvartfinalerne ved U16 B-EM, men basketball Danmark har dog alligevel noget at glæde sig over. Det store danske talent Jonathan Klussmann imponerede nemlig alt og alle ved turneringen i Sarajevo.

Den 188 centimeter høje guard, er blot 15 år gammel, og skal i den kommende sæson spille i første division for BK Amager. Ved denne sommers EM-slutrunde i Divison B, har han taget alt og alle med storm. I fem kampe er han både danmarks og turnerings topscorer med 25,4 point pr. kamp.

Den unge spiller startede turneringen med ”blot” 13 point, for derefter at score 27 mod Norge. Her stoppede Klussmann dog ikke. I de to efterfølgende opgør, spillede han sine bedste kampe ved EM mod henholdsvis Rusland og Makedonien. 

Mod Rusland scorede Klussmann 32 point (7/13 for to point og 3/9 for tre point) og fik samtidigt også 7 rebounds og 1 assist. Mod Makedonien scorede han endnu engang 32 point (4/6 for to point og 5/10 for tre point), og blev også noteret for 9 rebounds, 1 assist og 1 steal.

I den sidste kamp i gruppespillet mod Slovakiet i dag, som Danmark i øvrigt vandt med resultatet 98-78, sluttede Klussmann af med 24 point (4/9 for to point og 1/1 for tre point), 8 rebounds og 4 assists.

Jonathan Klussmann er i en årrække blevet vurderet til at være et af de største talenter som dansk basket længe har set, og har ligeledes været på raderen hos diverse europæiske scouts og klubber.

Udover Klussmann har blandt andet Mads Bro Hansen også spillet en flot slutrunde, hvor han i fem kampe har snittet 15,4 point, 3,8 rebounds og 2,8 assists pr. kamp.

Danmark har udover Slovakiet i dag, også slået Norge, imens det er blevet til nederlag mod Belgien, Rusland og Makedonien. Det danske U16 landshold er dog ikke helt færdig ved slutrunden endnu. De skal nu spille om pladserne 9-16 torsdag den 16. august.

Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.

Mere fra Eurobasket