fbpx
Find os her

Der blev skrevet historie i dansk basketballregi, da Danmark lørdag aften slog Tyskland i en henrivende kamp med cifrene 106-102 efter triple overtime. Det var første danske sejr i 19 opgør mod vores naboer mod syd.

Danmark startede kampen i Næstved med Adama Darboe, Darko Jukic, Jonas Zohore, Jonathan Gilling og den 30-årige fødselar Alan Voskuil på banen, mens tyskerne startede med profiler som Chicago Bulls-spilleren Paul Zipser, Danilo Barthel fra Bayern München og den lynhurtige guard Maodo Lo fra Brose Basket.

Zipser åbnede scoringstavlen med kampens første to point, men herefter fulgtes de to hold pænt ad. Stillingen efter første periode endte 16-18 til Tyskland. Tyskerne kom foran 18-23 i anden periode, men herefter tog fanden ved danskerne, der spillede på et langt højere niveau end tidligere set i denne EM kvalifikationsturnering. Danskerne vandt resten af perioden 30-14, og de kunne derfor gå til pausen foran 48-37.

Tyskerne kom ud fra pausen med en helt anden intensitet i anden halvleg, og det var tydeligt, at flere af de tyske spillere prøvede at provokere danskerne. Anført af specielt Lo kom tyskerne bedre med i kampen, og de havde halvvejs inde i tredje periode reduceret den danske føring til 54-51. Danmark var modsat de andre opgør i kvalifikationen dog ikke så lette at kyse, og de formåede at holde en føring på 62-56 inden kampens fjerde periode.

Fjerde periode startede tungt for danskerne, der havde særdeles svært ved at få bolden gennem nettet. Således skulle der gå fire minutter, før Mathias Seilund scorede Danmarks to første point i perioden til stillingen 64-60. Heldigvis for Danmark var tilfældet stort set det samme hos gæsterne. Danmark havde brug for en spiller, der tog teten og gik forrest, og det skulle vise sig at være 21-årige Iffe Lundberg.

Lundberg ramte først et stort trepointsforsøg og fulgte op med to point i det efterfølgende angreb. Det bragte Danmark på 69-64 og gav lidt luft ned til Tyskland. Gæsterne lagde sig ikke desto mindre ikke ned, og med 1:23 tilbage af opgøret reducerede tyskerne til 71-70. Darko Jukic svarede tilbage med to point, men Chicago-spilleren Zipser formåede med elleve sekunder tilbage af kampen at udligne med et trepointsskud. Jukic fik igen bolden og chancen for at afgøre kampen, mens hans step-back gik desværre ikke i. Dermed var der lagt op til overtidsdrama i Næstved.

darko-jukic-danmark-eurobasket-2017-kvalifikation-casper-pedersen

Darko Jukic var en af kampens helt store profiler

Danmark lagde bedst fra land, hvor Voskuil blev fejlet af Zipser i et trepointsforsøg, hvor han eksekverede alle tre free throws. Danmark kom på 78-73 med 3:35 tilbage, men tyskerne formåede endnu en gang at komme tilbage i kampen. Lo scorede med 38 sekunder tilbage af opgøret hans første trepointsskud i kampen, og han sendte dermed tyskerne foran 81-82 for første gang siden starten af anden periode. Fødselaren Voskuil var dog iskold og scorede en trepointsscoring få sekunder efter, hvilket bragte Danmark foran 84-82 med 27 sekunder igen. Barthel udlignede med få sekunder tilbage, og double overtime i Næstved var en realitet.

Tyskland kom klart bedst fra land i OT2, hvor de halvejs inde førte med 84-90. På dette tidspunkt forsvandt signalet meget uheldigt på TV2 Sport, men Danmark kæmpede sig bragt tilbage. Gilling sendte med 31 sekunder tilbage kampen på 92-92, og det blev sidste scoring i denne periode.

I noget så udsædvanligt som en OT3 kørte danskerne videre på deres momentum, og de løb hurtigt fra tyskerne, der virkede særdeles trætte. Begge hold havde på dette tidspunkt også flere spillere, der var fejlet ud, og hjemmebanefordelen gav danskerne det sidste til at hive en historisk sejr i land. Danmark vandt kampen med 106-102 i en fremragende kamp.

Chancerne for videre avancement ser på trods af sejren ikke gode ud, da Danmark havde tabt de tre foregående kampe til Tyskland, Østrig og Holland. Holland fører nu gruppen med en record på 3-1, mens både Tyskland og Østrig har en record på 2-2 og danskerne nu er på 1-3. Det var desuden Danmarks første sejr i en gældende kamp siden 16. august 2013, hvor Luxembourg blev besejret.

Foto: Casper Pedersen, Fullcourt.dk

Aske er redaktør på Basketligaen, og han har været en del af Fullcourt siden 2014. Aske kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde ham i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn. Aske er desuden stor fan af Los Angeles Lakers.

Mere fra Eurobasket