Om to uger skal et historisk EuroLeague-mesterskab afgøres i den tyrkiske millionby Istanbul, og nu er både deltagerne og programmet klar.
Final Four arrangement går år fra år på skift mellem de europæiske storbyer. Sidste år blev turneringen afholdt i den tyske hovedstad Berlin, og nu er turen kommet til Istanbul, imens Beograd og Moscow er værtsbyer de kommende to år.
Final Four er opbygget således at alle kampe spilles under samme tag i en arena. Her skal både semifinalerne og finalen afgøres i EuroLeague i perioden 19-21 maj.
Sæsonen i år har været historisk på mange måder for EuroLeague, efter den nye turneringsstruktur blev indført.
Der har været rekord mange seere, kampe, tætte opgør, og det har måske været den mest spændende sæson i nyere tid.
Alle håber derfor at finalen kan blive ligeså succesfuld som turneringen har været indtil i nu.

Mægtige klubber, kan danne ramme om en mægtig finale
Sidste år blev vi vidner til en spektakulær og uforglemmelig finale mellem Fenerbahce og CSKA Moscow, og i år kan det blive ligeså attraktivt, når Olympiacos, Real Madrid, Fenerbahce og CSKA Moscow skal kæmpe om det mest prestigefyldte trofæ i europæisk klubturnering.
Olympiacos er en af de mægtigste hold i Europa, og mandag aften kunne de sikre sig den fjerde og sidste plads ved Final Four, da grækerne på hjemmebane i Athen slog Anadolu Efes med 87-78.
Grækerne vandt kvartfinaleserien 3-2, og kunne placere sig ved Final Four for sjette gang på ni år. Sidste gang de var med er tilbage i 2015, hvor de rød-hvide tabte i finalen til Real Madrid.
I semifinalen møder grækerne de forsvarende mestre CSKA Moscow, der har haft en mindst ligeså imponerende sæson som sidste år.
I kvartfinalen fejede de Baskonia af banen og sluttede serien af 3-0. De er dermed klar til deres femte Final Four i træk, og deres 13 deltagelse de seneste 14 år, hvilket i sig selv er en imponerende bedrift.
I den anden semifinale finder vi det spanske storhold Real Madrid, der har haft en fantastisk sæson. Real Madrid er videre efter at Darussafaka Dogus Istanbul gav spanierne masser af modstand i kvartfinalen, hvor de endda stjal en sejr på udebane. Spanierne kvalificerede sig dog alligevel sikkert videre efter sammenlagt 3-1 i serien. Real Madrid vandt turneringen tilbage i 2015, og er tilbage ved Final Four efter en sæson uden, sidste år.
Nemt bliver det dog ikke for dem. For Spanierne skal i semifinalen stå overfor det tyrkiske storhold Fenerbahce, der får æren af at kalde sig for hjemmebanehold ved årets Final Four. Fenerbahce hører hjemme i Istanbul, og der forventes et stort fremmøde fra deres tilskuere, på trods af at arenaen der lægger gulv til turneringen ikke er Ülker Sports Arena, hvor ”Fener” hører hjemme, men i den lidt større Sinan Erdem Arena, få kilometer derfra.
Tyrkerne slog Panathinaikos overbevisende med 3-0 i deres serie, og er ved Final Four, for tredje år i træk, og for blot tredje gang i alt i klubbens historie. Sidste år var Fenerbahce tæt på at levere et sensationelt comeback i finalen mod CSKA Moscow, men tabte desværre efter overtid. I år kan det blive endnu mere spektakulært, hvis tyrkerne kan tage trofæet på ”egen hjemmebane”.
Vi kigger meget nærmere på de to match-ups de kommende uger, så hold godt øje med hjemmesiden, for at få et bedre indblik i de to semifinaler samt holdene, deres sæson, og ikke mindst spillere.
EuroLeague Final Four semifinale Match-ups
SEMIFINALE A: Fenerbahce Istanbul vs. Real Madrid (Maj 19, 20:30)
SEMIFINALE B: CSKA Moscow vs. Olympiacos Piraues (Maj 19, 17:30)
EuroLeague Finalen (Maj 21)
Foto: Final Four Logo
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.









































































