Litauen er stedet, hvor basketball bliver til religion. En religion, der har skabt store basketball ”guder” i form af Arvydas Sabonis , Šarūnas Jasikevičius, Šarūnas Marčiulionis, Rimas Kurtinaitis, og Valdemaras Chomicius.
I år kommer de til EM, med en stor sult efter medaljer, og helt konkret en sult efter mere succes og guldmedaljerne.
Ved det seneste EM i 2015, blev det til sølvmedaljer til Litauen, efter at de tabte til Spanien i finalen med 80-63. To år tidligere fik de ligeledes sølv, da de denne gang tabte til Frankrig i finalen med næsten samme resultat 80-66.
Sølvmedaljer vandt de også tilbage i 1995, imens det en enkelt gang er blevet til bronze ved EM-slutrunden i 2007.
Disse resultater vil de gerne gøre bedre, eftersom de ikke har været på toppen af podiet siden 2003, hvor det blev til guld. Guldmedaljer, som de før det år, ikke havde vundet siden 1937 og 1939.
Ingen overraskelser i spillertruppen
Litauen kommer til EM uden de store overraskelser i spillertruppen, og uden de store afbud. Eneste store navne, som mangler på listen blandt andet Robertas Javtokas, som har valgt at trække sig fra landsholdet, samt Paulius Jankunas.
Herudover mangler også den unge Domantas Sabonis, som efter samråd med sin nye NBA-klub Indiana Pacers, har valgt at springe slutrunden over, for at træne individuelt inden sæsonstart.
Ikke helt overraskende bliver Litauen ført an af generalen Jonas Valančiūnas, som i sidste sæson snittede 11,9 point, 9,5 rebounds og 0,8 blocks pr. kamp for NBA-klubben Toronto Raptors. Han vil uden tvivl blive litauernes farligste våben.
Men her stopper det ikke. På backcourten har Litauen den erfarne Mantas Kalnietis, der får hovedrollen i litauernes organisering af angrebet. Herefter følger store navne som Mindaugas Kuzminskas fra New York Knicks, samt endnu en erfaren ræv i Jonas Maciulis fra Real Madrid, og Donatas Motiejunas fra New Orleans Pelicans.
Kigger vi endnu dybere i spillertruppen finder vi også to veteraner i Martynas Gecevicius og Arturas Milaknis.
Af nye ansigter på landsholdet er der blandt andet Marius Grigonis. En fantastisk trepointsskytte, og en spiller som havde en flot sæson med Iberostar Tenerife, der vandt Basketball Champions League.
Arturas Gudaitis skal også nævnes som manden, der vil agere backup til Valančiūnas og Motiejunas. En talentfuld ung spiller fra Lietuvus Rytas, og som havde en flot sæson med klubben med sine 11,9 point, 6,9 rebounds og 1,8 blocks pr. kamp.
Filosofien på dette landshold er enkel og simpel. En hård defensiv, med traditionelt pick-n-roll spil i angrebet, og en masse, virkelig masse, trepointsforsøg.
Langt de fleste på det litauiske mandskab, kan tage trepointskudet. Om spillerne er presset eller ej, så VIL de affyre et skud, hvilket meget af deres spil bærer præg af.
På trænerbænken sidder den kun 43-årige Dainius Adomaitis, som har været træner siden 2016 for landsholdet. Han overtog tøjlerne fra Jonas Kazlauskas, der valgte at trække sig. Adomaitis har ikke ligefrem den længste trænerkarriere bag sig, men det faktum, at han blev kåret til årets træner i Litauen i 2016 siger alt om hans kunnen.
Dette bliver dog hans første store udfordring med landsholdet, og et eventuelt fiasko, kunne meget vel også være et farvel. Der forventes nemlig store ting af det litauiske landshold, og fiasko, er ikke en af dem.
Litauen kan gå hele vejen
Litauen er placeret i gruppe B, sammen med Italien, Tyskland, Georgien, Israel og Ukraine.
En sikker førsteplads er selvfølgeligt forudsætningen i denne gruppe, hvilket ikke burde være et problem. Med det sagt, er de placeret i den sværeste gruppe ved EM, og der kan opstå komplikationer. Der vurderes nemlig at alle kan slå alle i denne gruppe, set bort fra Ukraine, der formentligt bliver den store taber i gruppen.
Litauens landshold har alt hvad de behøver for at opnå minimum samme resultat, som ved de forrige to slutrunder. Skulle de gå hele vejen, ville dette ikke være den store overraskelse.
I træningskampene op til EM har de dog ikke ligefrem været uovervindelige. Ud af ni kampe har de vundet fire, mod nationer som Polen, Rumænien, Island og Frankrig. Deres nederlag har været til Letland 2x, Kroatien, Spanien og Frankrig, men disse har langt fra været overbevisende nederlag.
Litauen åbner gruppespillet i EM med et møde mod Georgien torsdag den 31. august, og slutter af mod Tyskland onsdag den 6. september.
Se hele kampprogrammet ved at klikke her, hvor du også kan finde alle resultaterne fra litauens træningskampe, samt stats, bruttotruppen og meget mere.
Du kan også læse om alle nationer der er med til EuroBasket 2017, ved at klikke her.
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.









































































