fbpx
Find os her

Basketligaen

Ugens Spotlight: Jonathan Klussmann

Ugens spotlight er en ny, ugentlig artikelserie, der sætter fokus på danske basketballspillere som befinder sig i sin karrieres forår. I denne uge er fokus på 17-årige Jonathan Klussmann, der på kort tid har slået sit navn fast i Basketligaen og er en fast bestanddel af BK Amagers ligahold.

5 hurtige om Jonathan Klussmann

Infoboks
Navn:
Jonathan Klussmann
Alder: 17 år
Position: Guard
Klub: BK Amager
Højde: 190 cm

Hvorfor startede du til basketball?

Jeg startede til basket, fordi jeg ikke rigtigt havde noget valg. Både mine forældre og søster har alle spillet på landsholdet, så det lå lidt i familien, at jeg skulle spille basket. Jeg startede som 4/5-årig, og jeg er siden hen blevet trænet af både min mor og far.

5 styrker og 5 svagheder i dit spil:
5 styrker:
1) Jeg er rigtig god til at kreere mit eget skud
2) Jeg er god til at komme på linjen for at skyde straffe
3) Jeg har en fin speed kombineret med styrke
4) Jeg har et hurtigt og godt skud
5) Jeg har en sult efter at blive bedre

5 svagheder:
1) Jeg vil gerne forbedre mit 1v1 forsvar
2) Jeg vil gerne forbedre mit fodarbejde
3) Jeg vil gerne forbedre mit skud og mine skudprocenter
4) Jeg vil også forbedre mine driblinger og få et større repertoire af driblinger
5) Og til sidst vil jeg godt forberede mine afleveringer

Hvad er din drøm med basketball?

Min drøm er selvfølgelig at have det sjovt med basket, men drømmen er at kunne leve af at spille fuldtidsbasket.

Hvor ser du dig selv om 5 år?

Jeg ser mig selv færdig efter College eller spille prof et sted i Europa, men stadig langt fra toppen (niveaumæssigt, red.) af min karriere.

3 interessante facts om dig selv:
1) Har boet på Amager i det samme hus hele mit liv
2) Jeg er ikke kun basketspiller, jeg er også baskettræner for BK Amagers U5-hold.
3) Basket er ikke det eneste, jeg spiller, for i min fritid spiller jeg nemlig Fortnite.

Rookie-sæson

Det danske stortalent Jonathan Klussmann har på kort tid taget Basketligaen med storm og har i den grad slået sit navn fast i dansk basket på trods af sin unge alder. Klussmann fik debut i Basketligaen mod BMS Herlev Wolfpack og leverede 13 point i debuten i den bedste danske række.

I skrivende stund er Klussmanns career high 30 point efter en underholdende kamp mod Pro A-holdet Randers Cimbria, og han har straks vist sig som værende en profil på BK Amager-holdet trods han alder.

“Det er rigtig fedt at spille på topniveau i Danmark. Man har altid kigget opad og set Basketligaen som det bedste i Danmark, så det er fedt endelig selv at spille der. Og det er så bare ekstra fedt, at jeg spiller for min ungdomsklub, hvor jeg har lagt alle timerne, for at blive god nok til ligaen,” siger Jonathan Klussmann til Fullcourt.dk.

“De første kampe har været en sjov oplevelse, men hårde. Vi har spillet mod nogle rigtig gode hold, og man kan godt mærke, at man er kommet et niveau højere op,” uddyber stortalentet.

Det er hidtil blevet til fire nederlag for Jonathan Klussmann og kompagni, men det er ifølge Klussmann kun et plus for hans udvikling, at han spiller mod de bedste af de bedste.

“Jeg har altid godt kunnet lide at måle mig med de bedste, så det er nice, at vi får muligheden for det. Jeg vidste ikke på forhånd, hvad jeg skulle forvente af niveauet, og hvordan jeg ville passe ind. Men jeg er glad for, at jeg kan være med og konkurrere mod alle hold,” siger han og fortsætter:

” Jeg synes, at holdet og jeg i perioder viser, at vi kan spille lige op imod alle hold, så jeg/vi skal bare blive bedre til at holde det over længere perioder og blive mere stabile.”

En travl hverdag

Den blot 17-årige dansker er endnu ikke fuldtidsprofessionel. Derfor fylder skole stadig en del i Klussmanns liv. Det resulterer i en travl hverdag, hvor der næsten altid er noget at lave.

“Hverdagen kan godt blive travl nogle gange. Det kan godt blive stramt med fys, styrke, skole og træning, men jeg synes, jeg er god til at finde tid. Jeg går på Falkonergårdens HF, som er en 2-årig uddannelse fordelt på tre år, så jeg har ikke så forfærdeligt mange timer, heldigvis, ” siger han.

“På en typisk hverdag ville jeg nok være i skole fra kl. 8-14, og efter ville jeg enten styrketræne eller tage til fys. Ellers ville jeg være sammen med mine venner eller finde på noget at lave lige efter skole, da vi træner ret sent. Efter det tager jeg hjem for at spise og måske få en lille lur. Så er det til træning, og efter træning er det hjem og spise og så se en god film,” fortæller Jonathan Klussmann.

18-årig skribent bosat i Aarhus. Jeg dækker både NBA og Basketligaen og kan ofte findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe.

Mere fra Basketligaen