evn-dk
Fullcourt
21. sep 2017 - 22:35

Troy Franklin tilbage i hopla i Næstved-sejr

I aften var det Team FOG Næstveds tur til, at tage hul på Basketligaen 2017/2018. Modstanderen var Wolfpack, som allerede havde tyvstartet sæsonen i mandags, hjemme mod Bakken Bears. Trods et nederlag, så var der oprejsning til gæsterne oven på 40-points nederlaget til Bakken Bears.

Foto: Kongsgaard Foto

Troy Franklin og Team FOG Næstved var endnu engang tilbage på banen i Basketligaen. Modstanderen var oprykkerne fra Wolfpack Basketball, og det blev lige præcis lige så rodet som man kunne forvente. Hjemmeholdet skulle lige skubbes i gang, men så blev det også en forholdsvis sikker sejr på 75-56.

“Der er altid et pres på til den første kamp, men jeg synes vi klarede det godt. Jeg har kun været her i tre dage, og kender kun et par enkelte plays. Det var ikke kønt, men vi fik sejren,” fortalte den store sydafrikaner, Chris Gabriel efter kampen.

Og kønt det var det bestemt heller ikke hele tiden, faktisk startede gæsterne fra Wolfpack kampens bedst. De kom med en meget solid defensiv, som der i den grad var et problem i sidste kamp mod Bakken Bears. Der var tydeligvis fokus på at lukke ned inside, for hjemmeholdet fik lov at åbne kampen med fire helt frie trepointsforsøg. Heldigvis for Wolfpack, så var der ingen der røg i kurven.

Skarpheden manglede i den grad for Team FOG Næstved i kampen indledning, så det var derfor helt fortjent, at Wolfpack tog første periode 13-18.

“Vi havde en god snak hvordan vi skulle kommer videre, oven på 40-points nederlaget til Bakken Bears. Og mødte op og spillede meget bedre i dag, og viste desuden at vi sagtens kan spille bedre. Forsvarsmæssigt steppede vi op, men offensivt var status quo.” Udtalte Wolfpacks headcoach Giedrius Zibenas til Fullcourt efter kampen.

Netop offensiven fik sit tydelig udtryk i anden periode, hvor gæsterne blot fik sat seks point på tavlen. Værterne fik bedre gang i scoringerne, og fik dermed vendt kampen til en føring på 33-24 ved pausen.

Der var mange debuttanter på banen for Team FOG Næstved, og den ene på point guard pladsen, Conner Washington fik dog ikke nogen drømmedebut. Efter blot seks minutter, måtte han tage plads på bænken, da han havde problemer med lysken efter gårsdagens træning. Han bliver sparet i lørdagens pokalkamp, og må muligvis også side over i tirsdagens kamp mod Stevnsgade.

Troy Franklin er tilbage for at underholde

Kampens store oplevelse blev hans guard-kollega Troy Franklin, som var tilbage for Team FOG Næstved, efter en sæsons fravær. Der skulle dog hul på anden halvleg, før man fik hans lækre detaljer at se. For det første fik han virkelig hul igennem bag treeren, med fem styks i kampen. Men han fik også vist, at han har styrket sit one-one spil, da Team FOG Næstved flere gange kørte isolation for Troy Franklin, som udnyttede situationerne til fulde.

Troy Franklin endte med 25 point, 5 assist og 2 rebounds i kampen, men han synes stadig holdet har meget at arbejde med.

“Det er en lang sæson, det her var den første kamp, Wolfpack kom med et nederlag til Bakken. Bakken er et godt hold, og spiller godt sammen, men de skal møde os også. Vi skal bare blive ved med at arbejde, komme tilbage til træningslokalet og arbejde hårdt. Vi skal holdes os klar, og blive ved med at gøre hinanden bedre,” fortalte den tilbagevendte Troy Franklin efter kampen til Fullcourt.

For Wolfpack spillede Edgaras Stanionis en vigtig rolle offensivt, da han satte 20 point på tavlen, krydret med 6 rebounds.

Næstved spillede store dele af kampen i zoneforsvar, og det gav Wolfpack store problemer. Holdet mangler tydeligvis nogle skytter, der kan skyde en habil treer. F.eks stod holdets tre inside-spillere Moss, Vinson og Brooks for syv af holdets 22 forsøg, vel at mærke uden at ramme en eneste.

Næste kamp for Wolfpack er mod Svendborg, som formentlig heller ikke vil give dem nogen bedre velkomst til Basketligaen. Team FOG Næstved fortsætter dog den bløde start, og møder Stevnsgade på tirsdag. En blød start holdet i den grad har brug for, for at rette lidt op på det til tider rodede spil de viste i dag.

Du kan se de fulde interviews med Troy Franklin, Chris Gabriel og Giedrius Zibenas her på Fullcourt i morgen.

Seneste nyheder