evn-dk
Fullcourt
20. okt 2017 - 21:45

Randers dominerede på Nørrebro

Randers Cimbria havde størrelsen på sin side, og de gjorde alt for at udnytte det.

Foto: Steffen Kartman

Det er ikke mere end to uger siden, at Randers Cimbria tog imod Stevnsgade Supermen og i aften var det københavnernes tur til at være værter. I Jylland var kampen faldet ud til kronjyderne, som vandt 89-67. Supermen stillede op til kampen uden deres topscorer, Filip Rajovic, som var skadet, og toprebounder, Luciano de Souza, som tidligere på ugen skiftede til Wolfpack.

Det var derfor en ny startopstilling, hjemmeholdet stillede op med: Mathias Seilund, Frederic Filsoof, Mike Flowers, Salman Kahn og Mohamed Osman. Mens gæsterne fra Randers startede med Chris Nielsen, Kyndahl Hill, Deuce Bello, Charlie Burgess og Casper Jørgensen.

Første halvleg: Alt er større i Jylland

Først på tavlen var Randers, da Kyndahl hill  scorede på et fastbreak. Deuce Bello fulgte efter i næste angreb, med et stort baseline dunk. Mathias Seilund svarede hurtigt igen med en treer. Herefter fulgte fem rodede minutter, hvor ingen af holdene rigtig fik gang i deres angrebsspil. Chris Nielsen formåede på spektakulær vis at forøge Cimbrias føring med en lækker lille floater og en treer, som knap nok ramte nettet. Stillingen var 6-10, da kampens første timeout blev taget efter seks minutters spilletid. Randers kom bedst ud af timeouten: i første angreb spillede de Bello fri til et flot alleyoop. Resten af perioden stod der Randers på og den endte 12-21. Cimbria store spillere voldte alvorlige problemer for et Stevnsgade mandskab uden meget størrelse.

Randers havde fundet ud af, hvor de havde fordelen og på første play af anden periode, kiggede de inside og Jerrel Williams lagde bolden i kurven. Randers fortsatte strategien, og Williams og Hill brugte musklerne til at få scoret yderligere 6 point under kurven. Første halvdel af perioden udspillede sig på samme måde; Jyderne dominerede inside, mens Supermen havde svært ved at få bolden gennem nettet. Randers spillede meget aggressivt forsvar og københavnerne havde svært ved at få afleveret bolden rundt. Efter fem minutters spil var stillingen 13-38. De sidste fem minutter gik bedre for Stevnsgade, hvor de scorede ni point til Randers’ otte. Stillingen ved halvlegen var 22-46. Mathias Seilund, 13 point, og Mike Flowers, otte point, var de bærende kræfter for Supermen, de havde scoret 21 af Stevnsgades 22 point. Hos gæsterne var det Deuce Bello med 13 point, som førte an.

Anden halvleg: If it aint broke…

Randers Cimbria kom fra pausen med fornyet energi og gik på et hurtigt 13-4 run. Det var blevet Charlie Burgess’ tur til at vise, hvad han kunne, og han skuffede ikke. På de første tre minutter af perioden lagde han to lay-ups i kurven og ramte en treer. Selvom Stevnsgade fik mere gang i angrebet i perioden, og flere spillere kom scoringstavlen, var det ikke nok. Randers var bare for store og perioden endte 41-79.

Supermen startede fjerde periode med zone forsvar for at forsøge at give Randers lidt modstand under kurven. Randers var ikke imponeret; Deuce Bello scorede to point under kurven, Chris Nielsen satte en treer, Bello dunkede bolden i kurven på et alley-oop, Charlie Burgess scorede på et fastbreak. Stevnsgades træner Ricky Kristensen havde set nok, og skiftede alle fem spillere på banen ud. Stillingen var 43-91, da Stevnsgade efter tre minutter scorede sine første point i perioden. Mens de to holds startere brugte det meste af fjerde periode på bænken, var det Stevnsgades reserver, som spillede bedst. Efter Randers var foran med hele 48 point fik Supermen kæmpet den ned til 30. Kampen endte 67-97.

I en kamp, hvor Randers dominerede inside og i en lang periode af kampen ramte bedre en 60% på deres 2 points skud (ender på 58%), var Stevnsgade aldrig tæt på at gøre kampen spændende.

Randers Cimbria spiller næste gang på torsdag, når de tager imod Team FOG Næstved på hjemmebane. Stevnsgade Supermen tager samme dag igen til Jylland for at spille mod Horsens.

 

Seneste nyheder