fbpx
Connect with us

Bakken Bears

QJ Peterson efter brandvarm start: “Jeg tror, at alles drøm er at spille i NBA”

QJ Peterson har fået en fantastisk start på sæsonen for Bakken Bears, hvor han har været ligaens måske bedste spiller.

QJ Peterson har fået en forrygende start på tilværelsen i Bakken Bears. Den 26-årige point guard har over 3 kampe i Basketligaen et snit på 29,7 point samtidig med, at han scorede 24 point mod Iberostar Tenerife i Champions League.

Efter kampen mod Team FOG Næstved, hvor Peterson sad over, fangede vi amerikaneren til en snak om hans gode start og tilværelsen i Danmark.

“Jeg elsker det her i Danmark”

At score mange point er ikke noget nyt for QJ Peterson. Over fire år i college snittede han knap 20 point pr kamp, mens han sidste år blev topscore i den ukrainske liga, hvor han scorede hele 29,5 point pr kamp i gennemsnit. Da han skulle finde en ny klub, efter den flotte sæson, var det ikke et svært valg, da Bakken først kom på banen.

“Jeg valgte Bakken, fordi jeg hørte en masse godt om klubben og organisationen. At vinde er den vigtigste ting, og der er, hvad vi gør her,” siger QJ Peterson til Fullcourt.

Som amerikaner kan det til tider være hårdt at spille basketball på den anden side af Atlanten. Man er langt væk fra familie, venner og de vante omgivelser. Det har også været svært for Peterson, der dog er faldet godt til i Danmark.

“Det var hårdt at flytte til Europa. Især mit andet år var hårdt mentalt, men jeg er ved at have vænnet mig til det nu. Jeg elsker det her i Danmark, alle snakker engelsk, og der er masser af ting at lave.”

Drømmen om NBA

Bakken Bears har de seneste år fået et godt ry i basket-Europa. De har leveret flere flotte resultater i FIBA Europe Cup, og så lykkedes det for DeVaughn Akoon-Purcell at tage direkte fra Bakken Bears til NBA.

QJ Peterson har i denne sæson spillet sammen med Akoon-Purcell, Dentmon og McCree, der alle har prøvet at spille i NBA. Efter Petersons flotte start i Bakken, kommer vi så til det oplagte spørgsmål: Er QJ Petersons ambition at komme til at spille i verdens bedste liga?

“Jeg tror, at alles drøm er at spille i NBA, men lige nu prøver jeg bare at arbejde på mit spil og blive bedre hver dag. Der er mange erfarne spillere her (i Bakken red.), som jeg kan lære fra, så det er kun passende, at jeg stiller dem spørgsmål og prøver at lære fra dem,” siger Peterson.

Næste kamp for Peterson og Bakken Bears er næste søndag ude mod Horsens IC. Tre dage efter skal de spille ude, mod de tyrkiske kæmper fra Galatasaray, i Champions League.

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Jeg er Fullcourts Basketligaredaktør og har været det siden starten af 2020. Jeg brænder for basketball og bidrager til både NBA og Basketliga delen af siden.

Advertisement
Advertisement
Advertisement

More in Bakken Bears