fbpx
Connect with us

Basketligaen

Optakt til sæsonen: Horsens IC

Dette er en del af en optaktsserie til den kommende Basketliga-sæson. Denne gang stiller vi skarp på Horsens IC.

Oversigt over ændringer i spillertruppen

Træner: Lukas Varga (ny)

Tilgange: Gage Davis (Braunschweig), KJ Robinson (Omaha Mavericks), Trayvon Reed (kontraktløs), Magnus Høj (ungdom), Julius Gørtz Andersen (ungdom), Magnus Langager (ungdom) og Deng Geu (North Texas).

Afgange: Aladdin Barakeh (Indstiller karrieren), Roberto Gallinat (Leonis Roma), Brandon Gilbeck (Latina Basket), Otis Livingston II (endnu ukendt), Boris Vukicevic (endnu ukendt), Stefan Savic (endnu ukendt), Kristian Friedrich (endnu ukendt) og Soufi Diakite (endnu ukendt)

Fortsætter fra sidste sæson: Vedran Borovcanin, Frederik Rungby, Igor Djukelic, Marius Rasmussen, Emil Langager, Lasse Elbæk og Bakir Serdarevic.

Oversigt over slutplacering sidste sæson, antal DM og antal pokaltitler

Slutplacering i 2019/2020-sæsonen: Horsens IC endte på tredjepladsen og vandt dermed bronze.
Antal danmarksmesterskaber: 6 (1992, 1994, 1998, 2006, 2015, 2016)
Antal pokaltitler: 4 (1993, 1995, 2015, 2019)

Opsummering af sidste sæson

Sidste sæson var på mange måder en mærkværdig sæson for Basketliga-holdene, og Horsens IC var ingen undtagelse, da sæsonen jo som bekendt blev aflyst i marts med få kampe tilbage af grundspillet.
Horsens IC nåede dog at spille 22 kampe, hvoraf de fik 17 sejre og 5 nederlag. Det høje antal sejre rakte til en tredjeplads i grundspillet, da ligaen blev aflyst, hvorfor horsensiaerne blev tildelt bronzemedaljerne.

Selvom det lykkedes klubben at hente medaljer, sidder sportschef Dennis Nedergaard, den dag i dag, tilbage med følelsen af, at han gerne havde set, sæsonen var blevet færdiggjort, men anerkender samtidigt, at der var nogle sikkerhedsforanstaltninger at tage.

”Jeg synes, at afslutningen var helt vildt mærkelig. Det var meget uforløst, men det var jo også det eneste rigtige at gøre at lukke ned grundet corona-situationen. Jeg gad da godt at have set vores egne spiller i slutspillet, hvor det hele gælder, men selvfølgelig også modstanderne. Det er jo der basket er fedest, fordi intensiteten stiger. De fedeste kampe ligger i slutspillet, hvor alt er på spil,” siger Horsens IC-sportschefen.

Klubbens anfører, Frederik Rungby, ærgrer sig også over, at sæsonen blev aflyst, da han er af den overbevisning, at klubben muligvis kunne have opnået mere, end den bronzemedalje de blev tildelt på skrivebordet.

”For vores holds vedkommende synes jeg egentlig, at vi blev gradvist bedre. Der var selvfølgelig nye spillere og trænere, så vi skulle lige lære hinanden at kende, men jeg synes faktisk, at vi fik ramt et okay niveau til tider, hvor vi fik vist, at vi kunne være med, hvor det var sjovt. Vi går jo altid efter at komme i finalen, og det er også sådan det skal være i den her klub. Om vi så havde gjort det, skal jeg ikke kunne sige,” siger Frederik Rungby.

Udover at ende treer i Basketligaen lykkedes det også for Horsens IC at spille sig i pokalfinalen, hvor man tabte til Bakken Bears med 89-80. Individuel hæder fandt også vej til Horsens IC, hvor holdets bedste spiller Roberto Gallinat blev kåret til Årets Spiller i Basketligaen.

Sæsonforventningerne for Horsens IC

Sæsonforventninger og ambitioner for Horsens IC er de samme, som tilfældet har været de sidste mange år, fortæller klubbens sportschef.

Der er således et minimumkrav om en semifinaleplads og medaljer til klubben.
Disse forventninger bakkes også op af holdets anfører, der blandt andet peger på klubbens historik og kultur for at være blandt de bedste i landet, hvilket også bør være et pejlemærke for Horsens IC i den kommende sæson.

Selvom sæsonforventninger er, at klubben skal spille med om medaljerne, så anderkender sportschef Dennis Nedergaard da også, at klubben er op mod hård modstand.

”Der er mange nye spillere i alle klubber, så at bedømme hvem der er stærke og svage på nuværende tidspunkt, synes jeg er rigtig svært at sige. Jeg synes, at vi har en god trup, men jeg synes da også, at Randers (Cimbria, red.) ser stærke ud, Svendborg (Rabbits, red.) ser forbedret ud, Næstved (Team FOG Næstved, red.), ved vi, er gode, og Bakken (Bears, red.), ved vi også, er rigtig gode, når det spidser til,” siger han.

I spillertruppen ser man til at komme i kamp, når sæsonen endelig bliver skudt i gang. Forventningerne er høje, selvom der har været stor udskiftning på spiller- og trænerfronten hos de gule.

”Vi har fået fire nye spillere ind og en masse unge, og ikke mindst ny træner, så vi skal lige lære systemet og hinanden at kende. Jeg ser dog et potentiale, det ser spændende ud. Jeg tror, at vi bliver bedre i år end sidste år, men det er selvfølgelig svært at spå om,” siger anfører Frederik Rungby, der går ind til sin syvende sæson for HIC.

Profiler

Det er altid svært at spå om, hvem der bliver et holds profil, særligt når der traditionelt er meget udskiftning i trupperne i Basketligaen, og Horsens IC er heller ikke en undtagelse i år.

HIC-truppen har således sagt farvel til otte spiller og har budt syv ny velkommen. Der er dog særligt en spiller, der skiller sig mere ud end den øvrige trup, når Horsens IC’s sportschef og anfører skal udpege én spiller, og navnet er Gage Davis.

Den 24-årige amerikanske guard, der måler 193 centimeter og vejer 84 kilo, er udset som værende Roberto Gallinats direkte afløser. I pre-season har Davis vist lovende takter, og han har imponeret både spillertruppen og ledelsen i klubben.

”Jeg synes, at han (Gage Davis, red.) er en spændende spiller. Han er svær at blive klog på, for selvom han ikke spiller en god kamp, så når han alligevel at lave 20-23 point i en kamp,” siger Frederik Rungby og uddyber.

”Man kan godt forlade banen med fornemmelsen af, at han har spillet en dårlig kamp, men så ser man statistikkerne, og han har alligevel scoret mange point. Når han så spiller godt, og det kører for ham, så er han sindssygt god. Jeg tror, at han bliver virkelig spændende.”

Davis kommer til Horsens IC fra St. Cloud State University, som gør sig glædende i NCAA Division II. Her var Davis holdets stjerne, da han i sin senior-sæson snittede hele 26 point, 3,32 assists og 7,5 rebounds pr. kamp. Disse præstationer gjorde, at han blev valgt som All-American-spiller for NCAA Division II, og var desuden kandidat til årets spiller. Han sluttede sin college-karriere som indehaver af 12 skolerekorder heriblandt rekorden for den mest scorende i historien.

En anden person, jeg forudser, vil gå hen og blive en profil, hvis Horsens IC skal få den succes de håber i den kommende sæson, er holdets nye cheftræner Lukas Varga.

Dette skyldes primært, at Varga vil ændre spillestilen under tidligere træner Finnur Stefansson, hvor holdet i den kommende sæson vil komme ud med et mere hurtigt spillende udtryk, hvor man vil bevæge bolden endnu mere end tidligere og spille mere aggressivt forsvarsspil.

Med valget af Lukas Varga får man også en træner, som kender klubben indefra, da han har haft flere roller i klubben over årene. Og det ser holdets anfører, som en klar fordel.

”Man kan virkelig mærke den passion, han har. Han vil virkelig vinde – alt eller intet. Sådan var han jo også som spiller, hvor han spillede som en lille bulldog, der bare gik all in. Det kan man også godt mærke på ham, at det er den tilgang, han også har som træner. Han gider ikke tabe,” siger Frederik Rungby.
”Det er også sådan kulturen, skal være i en klub som HIC, så han passer perfekt ind.”

Styrker

Horsens IC har unægtelig flere styrker. Klubbens sportschef og anfører peger dog begge på særligt to styrker, som skal bære HIC frem mod gode resultater i den kommende sæson.

Først og fremmest er det lykkedes for klubben at holde fast på, hvad man selv kalder for ”den danske stamme” på holdet. Dette er et afgørende træk for, at man bibeholder den vinderkultur, som holdet har opbygget over en lang årrække, hvis man spørger sportschef Dennis Nedergaard.

”Jeg er glad for, at vi også har Frederik Rungby, Lasse Elbæk og Bakir (Serdarevic, red.) i den kommende sæson. Det er lige før, at man også kan tage Vedran (Borovcanin, red.) med i samme ombæring, selvom han ikke er dansker, men det er jo ottende år, han spiller for os. Det er jeg rigtig, rigtig glad for, at vi kan bevare dem og det giver noget kontinuitet,” siger sportschef Dennis Nedergaard og fortsætter.

”Rungby, Elbæk og Vedran (Borovcanin, red.) har været her i en del år, og de kommer til at være virkelig vigtige, da de skal give vores kultur videre til de nye spillere. De skal sætte tonen for, hvordan vi er i HIC, vores træningsstandarder og hvordan vi agerer.”

Hvis Horsens IC skal gøre sig nogle forhåbninger om at nå finalen i Basketligaen, så kræver det blandt andet, at holdet spiller godt sammen og har en god indbyrdes forståelse på banen.

Og dette er netop tilfældet ifølge Frederik Rungby, der fornemmer en bedre indbyrdes forståelse på holdet, når han sammenligner med samme tidpunkt i forberedelserne til sidste sæson.

”Jeg tror, at vi er et mere homogent hold i år sammenlignet med sidste år, der er bedre til at spille sammen. Det skyldes særligt spillestillen på de nye, der er kommet ind, der passer mere til systemet, end tidligere spillere gjorde.”

Såfremt anførerens fornemmelser viser sig at holde stik, må det siges at være en klar styrke for Horsens IC.

Svagheder og usikkerhedsmomenter

Der er flere spørgsmålstegn at sætte ved Horsens IC frem mod 2020/21-sæsonen, da holdet har lavet mange udskiftninger.

Først og fremmest vil jeg gerne stille mig tvivlende over for, om det kan lykkes Horsens IC at finde en fuldbyrdet erstatning for Roberto Gallinat, selvom Gage Davis er hentet ind til netop denne opgave.
Derudover skal HIC også have erstattet spillere som Otis Livingston, som havde tredjeflest assists i ligaen i sidste sæson, og lige så Brandon Gilbeck, der havde tiendeflest rebounds i ligaen.

Det er dermed nogle store sko, der skal udfyldes af de nye spillere, og såfremt holdet ikke formår at erstatte afgangene, så kan sæsonen højst sandsynligt gå hen at blive mindre succesfuld, end horsensianerne håber på.

Derudover har man også tilført mange unge og talentfulde spillere fra egne rækker, hvilket i sig selv viser, at klubbens ungdomsafdelinger virker. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget de unge spillere kan bidrage med, når det gælder – eller når skadede spillere skal erstattes. Dette må tiden vise.

Hold øje med…

Der er særligt én spiller for Horsens IC, man skal holde med frem mod den kommende sæson, og det er Bakir Serdarevic. Trods sine blot 19 år, så er han efterhånden flere sæsoner bag sig, og han går ind til sin fjerde sæson for Horsens IC i år.

I sidste sæson blev det til 22 kampe for Serdarevic, der snittede lidt over 15 minutter på banen, 5,5 point, 1,1 assists og 0,9 rebounds pr. kamp. Han har kontinuerligt langt på sit niveau år for år, og dette forventes også af den unge guard i den kommende sæson.

”Jeg synes, Bakir (Serdarevic, red.) er en, man helt sikkert skal holde øje med. Han havde et godt år sidste år, og jeg tror, at han får et endnu bedre år, når vi kommer i gang med den nye sæson. Man glemmer jo helt, at han kun er 19 år. Han tog et stort skridt sidste år, og det forventer jeg også, at han gør igen i år,” lyder det fra sportschef Dennis Nedergaard.

Nedergaards forventninger til Serdarevic deles også af Rungby.

”Bakir (Serdarevic, red.) har spillet rigtig godt til træning og i træningskampene, så jeg tror, at han får en større rolle i år. Som det ser ud lige nu, så forventer jeg også at han er klar til at tage en større rolle på sig.”

Horsens IC indleder Basketliga-sæsonen d. 2. oktober på hjemmebane i Forum Horsens, hvor de tager imod BK Amager. Kampen fløjtes i gang kl. 19:00.

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Jeg er skribent på Basketligaen. Når jeg ikke skriver artikler på Fullcourt, skriver jeg helt sikkert på en anden historie, da jeg til daglig studerer journalistik. Jeg har en stor interesse for basketball og et blødt punkt for dansk basketball, DeMar DeRozan og Russell Westbrook.

Advertisement
Advertisement
Advertisement

More in Basketligaen