Find os her

Basketligaen

Nigeriansk center forstærker Svendborg Rabbits

Svendborg Rabbits har tilknyttet vigtig højde til truppen med tilføjelsen af nigerianeren Enuoma Ebinum, der har skrevet kontrakt med klubben for resten af denne og næste sæson.

Arkivfoto: Aske Strandbygaard

Svendborg Rabbits præsenterede torsdag en ny forstærkning til mandskabet. Klubben har tilknyttet den 24-årige nigerianer Enuoma Ebinum på en kontrakt, der gælder til og med næste sæson.

Ebinum er primært hentet til den sydfynske topklub, da de i samme pressemeddelelse skrev, at Nicolai Hvidberg Andersen har valgt at stoppe tiden i Svendborg, selvom han var på kontrakt i de kommende to sæsoner.

Hvidberg havde et ønske om at komme tættere på familien i Nordjylland, og han har derfor valgt at holde en pause fra basketball. Derfor så Kaninerne tynde ud på inside-positionerne, hvorfor de har valgt at hente en ny spiller.

Forsvarsanker til Fyn

Enuoma Ebinum er født i Nigeria, men har boet størstedelen af livet i USA, hvor han har fået sin basketballopdragelse. Han måler 206 centimeter og kan spille både center og power forward.

Han spillede collegebasket for Bowie State, der spiller i NCAA Division II. Her var Ebinum forsvarsankeret på holdet og snittede 9,1 point, seks rebounds og 1,7 blocks per kamp på 27 minutter per kamp.

Efter fire år på college tog nigerianeren turen over Atlanten, hvor han skrev kontrakt med spanske Aquimisa Carbajosa, der spiller i den fjerdebedste nationale liga, EBA. Ebinum var en af holdets helt store profiler og leverede i gennemsnit 13,3 point, 9,7 rebounds og 1,8 blocks per kamp.

Den fine sæson i EBA førte Ebinum videre til den slovakiske Extraliga, hvor BK Spisska Nova Ves stod klar med en kontrakt. Det var dog ikke den rigtige situation for begge parter, og derfor fik Ebinum muligheden for at skrive kontrakt med Svendborg Rabbits.

Enuoma Ebinum er allerede i Svendborg, men kan først tørne ud for Kaninerne, når Udlændingestyrelse har behandlet klubbens ansøgning. Svendborg Rabbits forventer at have Ebinum klar til kamp om en lille måneds tid.

Husk du kan se Basketligaen live på fanseat.com

Aske er redaktør på Basketligaen, og han har været en del af Fullcourt siden 2014. Aske kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde ham i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn. Aske er desuden stor fan af Los Angeles Lakers.

Mere fra Basketligaen