fbpx
Connect with us

Basketligaen

Fullcourt Awards: Årets Træner i Basketligaen

Efter sæsonens alt for tidligere afslutning, har vi på Fullcourt redaktionen valgt at stemme om, hvem vi synes fortjener sæsonens priser. Priserne vi har stemt om, er Årets Spiller, Årets Forsvarsspiller, Årets Fans, Årets Hold og Årets Træner. Vinderne vil vi offentliggøre henover de næste dage.

Den første pris vi uddeler fra Fullcourts side er Årets Træner. Hver person på redaktionen fik mulighed for at uddele tre, to og et point. De nominerede var:

Steffen Wich, Arnel Dedic, Finnur Freyr Stefansson, Lukas Varga, Jimmy Moore og Pascal Colman.

Der var dog ikke overraskende to trænere, der skilte sig ud, og tog størstedelen af pointene, nemlig Steffen Wich og Jimmy Moore. De er trænerne for sæsonens guld- og sølvmedaljevindere, og det er derfor også naturligt, at de har modtaget flest stemmer.

Årets Træner er Jimmy Moore

Årets Træner blev Jimmy Moore, der tog Randers fra en sidstepladsen i Pro A grundspillet sidste år, til en flot andenplads i år, hvor de sluttede sæsonen med 19 sejre og 5 nederlag. De har formået at spille lige op med Bakken i deres interne serie, og ellers vist sig som et homogent hold, der har spillet flot basket. Det er i høj grad Moores fortjeneste, så en velfortjent titel som Årets Træner til ham.

“Tak for kåringen, det er dejligt at blive anerkendt på på positiv vis. Jeg føler mig beæret, og det er rart at kunne tage noget positiv med hjem fra vores pludselige slutning på sæsonen. Jeg vil betragte det som en holdpris.” fortæller Jimmy Moore, da han får fortalt, at han har vundet prisen.

Moore fortæller videre, at grunden til Randers gode sæson skal findes i, at kernen på holdet havde endnu en sæson sammen, og at de havde fået sammensat et hold med gode spillere, der var nemme at omgås og træne.

Randers var også kun få uger fra at få Josh Fortune tilbage fra skade før sæsonen blev afsluttet. Noget Jimmy Moore mener kunne have givet holdet en vigtig brik tilbage inden slutspillet.

“Vi føler, at vi havde en oprigtig chance for at jagte guldet. Så vi er utrolig skuffet over den tidlige afslutning på sæsonen,” fortæller han.

Det er endnu ikke afgjort om Jimmy Moore igen skal stå i spidsen for Randers i næste sæson, men han fortæller, at der i løbet af de næste par uger kommer til at være samtaler mellem ham selv og ledelsen i Randers.

 

 

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Jeg er Fullcourts Basketligaredaktør og har været det siden starten af 2020. Jeg brænder for basketball og bidrager til både NBA og Basketliga delen af siden.

More in Basketligaen