fbpx
Find os her

Basketligaen

Defensive Player of the Year: Michel Diouf

Denne uge står på Fullcourt Awards, og i dag er det blevet tid til kåringen af den bedste defensive spiller i Basketligaen – Defensive Player Of The Year, som i år går til Bakken Bears-spilleren Michel Diouf.

Der var intet at rafle om i årets afstemning om prisen som årets defensive spiller, bedre kendt som Defensive Player Of The Year. Michel Diouf løb endnu en gang med prisen, og vandt dermed prisen for andet år i træk.

Diouf er kendt for sine defensive egenskaber, og han har især været værdifuld for Bakken Bears i den defensive ende. Den 208 centimeter høje center leverede en statline på 10,2 point, seks rebounds og 1,3 assists i løbet af den nyligt afsluttede sæson.

Men Diouf er en spiller, der gør en masse defensivt, som ikke kan ses ud fra stats, og denne indsats skal naturligvis ikke glemmes. Diouf spillede senest en finaleserie, hvor han lavede utallige af blocks og alt i alt spillede sublimt forsvarsspil.

Og netop forsvarsspillet er også en af styrkerne ved Diouf, når han bliver spurgt ind til hans styrker.

” Jeg tror helt klart, at forsvar er min stærkeste side på banen. Jeg kan altid godt lide at hjælpe mine holdkammerater, og derfor finder jeg det naturligt, at jeg kan sige til dem, at jeg har deres ryg, så de også stoler på mig, som de har gjort hele sæsonen, ” fortæller Diouf til Fullcourt.dk.

Derfor er det en ære for Diouf at blive anerkendt for sin defensive indsats, da det netop er den stærkeste del af hans spil, og er en del af hans spil, som han altid arbejder videre på.

“Det føles virkelig godt ( at vinde denne pris, red.), og jeg er meget taknemmelig for de personer, som hver dag hjælper mig med at blive en bedre basketspiller og en bedre person,”

“Og tak til alle, som stemte på mig til at vinde denne pris. Det føles godt,” uddyber Diouf.

Diouf og Bakken Bears vandt mandag aften endnu en DM-titel efter en lang sæson, hvor Diouf og kompagni har rejst en hel del grundet deltagelsen i FIBA Europe Cup, som bød på turer til alt fra Israel til vores tyske naboer. Således er Diouf tilfreds med at slutte sæsonen af med en titel.

“Det var en lang sæson. Vi har rejst nærmest overalt. Vi har været trætte både fysisk og psykisk, men tak til Gud for at kom igennem det. Og så er jeg utroligt glad for, at vi kunne afrunde sæsonen med en titel.” afslutter en glad Michel Diouf med at fortælle til Fullcourt.dk.

Regler

  • De individuelle priser kåres med en top-3.
  • En førsteplads giver fem point, en andenplads giver tre point, mens en tredjeplads får et point.
  • Klubrepræsentanterne må ikke kåre spillere/træner fra egen klub.
  • En spiller/træner kan derfor maksimalt modtage 70 point.
  • Der skal dermed fordeles 135 point blandt spillerne i de individuelle awards.

Pointfordeling:

1. Michel Diouf (Bakken Bears): 44
2. Frederik Rungby (Horsens IC): 21
3. David Onourah (Team FOG Næstved): 15
4. Brandon Tabb (Horsens IC): 9
4. Tyler Ongwae (Bakken Bears): 9
5. Cheikh Sane (Horsens IC): 8
6. Tobin Carberry (Bakken Bears): 5
6. Charles Callison (Horsens IC): 5
8. Andreas Meilby (BMS Herlev Wolfpack): 4
10. Jacob Enevold Jensen (Svendborg Rabbits): 3
10. Sebastian Åris (Svendborg Rabbits): 3
10. Brantley Bynum (Randers Cimbria): 3
13. Zach Charles (Svendborg Rabbits): 2
14. Adama Darboe (Bakken Bears): 1
14. Hayden Dalton (Bakken Bears): 1
14. Richard Granberry (Værløse Blue Hawks): 1
14. Philip Hertz (Team FOG Næstved): 1
14. Andy James (Stevnsgade Copenhagen): 1

Stemmeberettigede

Repræsentanter fra ligaklubber:
Bakken Bears: Darko Jukic
BMS Wolfpack: Andreas Meilby
EBAA: Kristoffer Løwenstein
Horsens IC: Frederik Rungby
Randers Cimbria: Chris Nielsen
Stevnsgade Copenhagen: Boris Vukicevic
Svendborg Rabbits: Sebastian Åris
Team FOG Næstved: Philip Hertz
Værløse Blue Hawks: Mathias Bak Christensen

Repræsentant fra TV2:
Jens Laulund

Repræsentanter fra Fullcourt:
Alexander Pahl
Aske Strandbygaard
Casper Pedersen
Daniel Elm Christiansen                                                                                                                                                  Sebastian Pfaff

Mere fra Bakken Bears