fbpx
Connect with us

Basketligaen

Brandon Tabb får comeback i Basketligaen

Brandon Tabb har skrevet kontrakt med Svendborg Rabbits og erstatter T.J Atwood i truppen.

Arkivfoto: Svante Brink

Efter en sæson i polske GTK Gliwice vender Brandon Tabb tilbage til Danmark og Basketligaen.

24-årige Brandon Tabb har skrevet under med Pro A-holdet Svendborg Rabbits på en 1-årig kontrakt og får gensyn med den bedste danske række, som han har godt kendskab til. Den amerikanske guard spillede i forrige sæson for De Gule fra Horsens og tog dengang ligaen med storm.

Tabb havde en god sæson med Horsens IC og var med til at vinde pokalturneringen mod hans nu nye arbejdsgiver, mens det blev til et nederlag i finaleserien mod Bakken Bears. Han var en af ligaens helt store profiler og dannede sammen med Charles Callison en af Basketligaens giftigste duoer. Han snittede 16,5 points, 3 rebounds, 1,8 assists og 2 steals per kamp hos Horsens IC.

Tilføjelsen af Tabb betyder, at det sydfynske mandskab må sige farvel til T.J Atwood. Klubben skriver på deres facebookside, at Atwood og Rabbits ikke helt var det rigtige match, og derfor har man altså besluttet at lave en udskiftning i truppen.

Beslutning om at tage til tilbage

Den 3. oktober indleder Svendborg Rabbits og Brandon Tabb den nye sæson hjemme i Kaninhulen mod Værløse Blue Hawks, og Tabb ser frem til endnu en sæson i Basketligaen.

“Det føles godt at komme tilbage til Danmark, og det bliver en god oplevelse for mig. Jeg vil gerne lære af de fejl, jeg har lavet, så jeg besluttede, at dette skifte var det rette for mig. Svendborgs GM og cheftræner har haft indflydelse på min beslutning. De har hele tiden bare været et telefonopkald væk, så at kalde Svendborg mit nye hjem føles godt, og jeg er glad for at være her,” siger Brandon Tabb til Fullcourt.dk og fortsætter:

” At spille i Polen var en stor oplevelse. Der var mange talentfulde hold, og kulturen var god. Jeg elskede alt omkring denne oplevelse. Der var dog meget, jeg ikke nåede i min tid der. Men min tid kommer, og jeg er glad for min beslutning om at skrive under med Svendborg,” siger han.

I sæson 2019/20 sluttede Svendborg Rabbits på femteplads i Pro A-rækken. Kaninerne har i løbet af denne off season lavet flere ændringer, og det bliver derfor spændende at se Svendborg i aktion. Jimmy Moore har erstattet Lukas Varga på trænerposten, og sydfynboerne har hentet flere interessante spillere til klubben – heriblandt Brandon Tabb.

“Mine mål for denne sæson er at hjælpe holdet med at vinde og udfordre mine nye holdkammerater til at blive så gode, som jeg ved, de kan. Jeg ser meget frem til den nye sæson. At vende tilbage til Basketligaen var vigtig for mig, fordi jeg følte, da jeg forlod ligaen, at jeg havde nogle mål, som jeg ikke havde fået indfriet. På samme tid følte jeg, at jeg ikke havde gjort alt, som jeg kunne have gjort på banen,”

“Jeg vil udfordre mig selv til at være en komplet ny spiller, og en spiller som mit hold, trænerne og alle andre kan regne med,” afslutter den nye Svendborg Rabbits-spiller, Brandon Tabb, med at sige til Fullcourt.dk.

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

19-årig skribent bosat i Aarhus. Jeg dækker både NBA og Basketligaen og kan ofte findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe.

Advertisement
Advertisement
Advertisement

More in Basketligaen