Portland Trail Blazers overraskede alle sidste sæson, hvor de formåede at nå anden runde af playoffs – på trods af, at de, sæsonen før, havde sagt farvel til fire ud af deres fem startere. Det var netop derfor, at den 24-årige guard CJ McCollum fik tid og plads til at skabe sig en breakout-sæson som blev toppet med hæderen som NBA’s ‘Most Improved Player’.
CJ McCollum stod til at blive en fri transfer efter den kommende sæson, men hele det virvar har Portland netop undgået ved at låse den talentfulde guard til holdet indtil 2021. Alt i alt en strålende handling af Portlands general manager, der nu har NBA’s måske næstbedste backcourt langtidssikret.
Læs også: Tyus Jones udnævnt til Summer League MVP
Combo-guarden ud af Lehigh University kommer dog heller ikke til at sulte, da han over de fire år kontrakten dækker, startende fra 2017, får betalt vanvittige $106 millioner – det svarer til lidt over 700 millioner kroner. Wow.
Portland har heller ikke været bange for at bruge penge på andre talenter denne offseason, da de både har smidt store penge efter Evan Turner, der før spillede i Celtics-trøjen, mens de samtidig matchede et offer-sheet på Allen Crabbe, hvilket låste sammenlagt $145 millioner fast over de næste fire år.
Portland er måske ikke på niveau med de største i Western Conference endnu, men om nogle år? Hvem ved. De har alle puslebrikkerne til at skabe noget stort.
Læs også:
Nye regler i NBA: Hjælper måske Howard, Drummond og Jordan
Drømmen gik i opfyldelse for Malcolm Delaney der skifter til NBA
NBA Free Agency: Få overblik over handlerne her
Foto: Scott Ripley, Flickr