fbpx
Find os her

Lørdag klokken 17:00 bliver bolden kastet op til den 43. pokalfinale. Dette års finale står i mellem Horsens IC og Team FOG Næstved; en kamp mellem Jylland og Sjælland og en kamp mellem et hold, der har stået i pokalfinalen mange gange, mod et hold der blot står i sin tredje finale.

Historisk turnering

Pokalturneringen har og vil altid være noget specielt. Det er en skarp turneringsstruktur, hvor det kræver både held og dygtighed at nå helt til tops. Man skal være klar på dagen, da der kun spilles én kamp, hvor det er knald eller fald.

Den første pokaltitel fandt sin vinder i 1975 da Falcon slog Stevnsgade. Først i 1993 fandt Pokalturneringen en vinder, der ikke var fra Sjælland. Det var netop Horsens, der brød forbandelsen. Efter denne dato har der næsten kun været klubber vest for storebælt, som har været vindere af pokalturneringen, hvilket også stemmer overens med både Horsens’, Bakken Bears’ og Svendborg Rabbits’ fremgang over de seneste 20 år. Samtidig er de københavnske klubber gået væsentlig mere i stå, og savner lige nu at være at finde i toppen af dansk basket.

Horsens har historien med sig

Ni gange har Horsens været i pokalfinalen, hvor det er blevet til tre titler. Første gang var som sagt i 1993, men der er sket mange op og nedture for klubben siden. De senere år har de vist, at De Gule hører til i toppen af dansk basket. Holdet vandt således senest i 2015 pokalfinalen mod et amputeret Randers-mandskab.

Selvom Horsens er en traditionsrig klub, så er der ikke mange på holdkortet, der har prøvet en pokalfinale før. En af dem er holdets point guard og måske bedste mand i denne sæson, Myles Mack. I de amerikanske collegerækker har man intet, der minder om pokalturneringen i Danmark, og Mack indrømmer også, at der er noget specielt over kampen, de skal spille på lørdag.

”Det er fedt at skulle være med i pokalfinalen, fordi vi har arbejdet hårdt for at nå til det her punkt. Så vi er bare virkelig glade for den her mulighed,” udtaler Mack til Fullcourt.dk.

Horsens har haft et par svipsere på det sidste, og var lige ved at smide en sejr over SISU i tirsdags. Svipserne har dog kun rykket holdet tættere sammen ifølge Mack.

”Jeg tror, at de to nederlag vi havde har gjort, at vi er kommet tættere på hinanden, og vi har opbygget en bedre kemi på holdet. Det er gået rigtig godt i de seneste par kampe. Vi bliver bare nødt til at blive ved med at blive bedre hver dag og gøre alle de rigtige ting.”

Det er tydeligt at Myles Mack og Horsens har fokus på egne evner, når han skal forklare, hvordan de skal vinde kampen på lørdag.

”Vi skal gøre alle ting rigtigt, og følge den gameplan vores træner giver os til kampen. Vi skal spille det bedste basketball, vi kan for at vinde kampen.”

Selvom de ikke er meget for at udpege Næstveds forcer, så lykkedes det alligevel at hive det ud af Myles Mack.

”Jeg synes deres forcer er på deres guard-pladser, hvor de er virkelig stærke, og spiller godt sammen. De er et rigtig godt hold, der går efter det i begge ender ad banen, og så kæmper de godt.”

Er tredje gang lykkens gang for Næstved?

Team FOG Næstved er det nye hold i klassen, der ikke har traditionerne at kigge tilbage på. Tilgengæld har de masser af ambitioner og tro på tingene. Holdet var for første gang i pokalfinalen tilbage i 2007, hvor de tabte til Bakken Bears. Det samme gjorde sig gældende to år efter, da klubben i 2009 igen så sig besejret af Bjørnene.

Dette bliver holdets tredje deltagelse i pokalfinalen, og denne gang bliver det mod en ny modstander. Der er ingen tvivl om, at en titel som pokalmestre vil betyde utroligt meget for sydsjællænderne, som stadig har sin første finale i Basketligaen tilgode. Holdet har vundet bronze tre gange, hvorfor pokalfinalen er det tætteste klubben har været på at vinde en pokal. Det er en af holdets nye profiler også godt klar over.

”At få muligheden for at repræsentere Team FOG Næstved, og kæmpe for at vinde pokalturneringen, er en stor mulighed for klubben, og for at vise at vi kan kæmpe om et mesterskab,” indleder holdets amerikanske guard Deon Mitchell med at fortælle til Fullcourt.dk.

Sæsonen startede skidt for Næstved, men på det seneste har holdet virkelig fundet melodien. Holdet har vundet de sidste fem kampe i træk, og det gør dem til det mest formstærke mandskab i Basketligaen. Deon Mitchell giver her sit bud på, hvad der gik galt i starten, og hvad det er, der har vendt det for dem.

”Vi kom ind til den her sæson med en ny trænerstab og et helt nyt hold. Vi vidste, at det ville tage tid at opbygge kemien og spille op til vores potentiale. Vi har fået et par folk med mere erfaring, og det tror jeg har været nøglen for os. Som hold er vi stadig ikke helt, hvor vi skal være, men vi er på rette vej.”

Næstved har haft store problemer mod Horsens i denne sæson, men ikke desto mindre har Mitchell helt styr på, hvad de skal gøre for at bremse Horsens-maskinen.

”Vi har haft store problemer alle de gange vi har mødt Horsens. Efter min mening har vi et af de mest talentfulde hold i ligaen, så hvis bare vi spiller det hårdeste vi kan og efterlader alt på banen, skal vi nok klare den,” fortæller han og forklare videre om Horsens’ styrker.

”Det er måden de bevæger bolden på, og måden de kæmper i begge ender af banen. Efter min mening er deres største forcer, hvor godt de spiller i omstillingsspillet.”

Eksperterne taler

På Fullcourt har vi bedt to af vores Basketligaen-skribenter, om at komme med en vurdering af lørdagens finale. Basketligaen-redaktør Aske Strandbygaard er ikke i tvivl om, at Horsens har det største pres på sig.

”Team FOG Næstved er inde i en fremragende stime, hvorfor de kommer til pokalfinalen med selvtilliden i orden. De har troen på egne evner, men de skal møde et Horsens-mandskab, der ofte giver dem problemer. Desuden har Horsens IC både fordelen af hjemmebanen samt langt mere erfaring fra finaler. Horsens har i min optik en dybere trup med nogle store profiler, hvor jeg særligt forventer meget af Vedran Borovcanin, Iffe Lundberg og Myles Mack til kampen. 65-35 i Horsens favør.”

Daniel Christiansen er også af samme opfattelse og vurderer ligeledes at Horsens er favoritter.

“Man siger altid, at pokalturneringer i forskellige sportsgrene har deres eget liv. Så Næstved KAN godt vinde. Horsens er dog uden tvivl favoritter. Hvis Næstved skal vinde, skal de holde deres antal af turnovers på et absolut minimum, og alle mand skal spille op til deres bedste. Ellers plejer Horsens hurtige spil at dræbe de andre hold. Jeg tror, at sandsynligheden for en sejr hedder 70/30 i Horsens favør.”

Underholdning i særklasse

Det er ikke kun en pokalfinale. For to sæsoner siden valgte man at sløjfe All Star-kampen, hvilket betød at der manglede de to publikumsfavoritter trepointskonkurrencen og dunkekonkurrencen. Derfor har man gjort det til underholdning i pausen mellem dame- og herrefinalen.

Jesper Sandager fra Stevnsgade deltager i trepointskonkurrencen. Foto: Robert Dines Rasch

I trepointskonkurrencen dyster tre damer mod tre mænd. Fra Dameligaen er det Camilla Frommelt Andersen, Astrid Sturlason og Amalie Langer. Mens det fra Basketligaen er Anders Haas fra SISU, Jesper Sandager fra Stevnsgade og Igor Djukelic fra Horsens.

Som altid har alle deltagere 25 skud fra fem forskellige positioner, de skal nå at få sendt afsted inden ét minut. De første fire bolde på hver position giver ét point, og den sidste bold giver to.

I pausen mellem de to halvlege i herrefinalen, vil der være dunkekonkurrence. Her deltager Darious Moten og Cameron Jones fra Svendborg Rabbits, Deuce Bello fra Randers Cimbria samt den unge joker Oscar Quakenbush fra BK Amager.

Hele arrangementet tager sin begyndelse kl. 14:30 hvor Damefinalen lægger for land. Herrefinalen er kl. 17:00, og de føromtalte konkurrencer vil altså løbe af staben undervejs i de to finalers pauser. Hvis ikke du skal i Forum Horsens lørdag eftermiddag, kan du følge hele arrangementet på TV2 Sport.

Casper er 31 år og er ejer af Fullcourt Media, som også står bag Fullcourt.dk. Casper bidrager til sidens funktionalitet, og arbejder mest bag kulissen for, at skabe et godt fundament for sidens medarbejdere og naturligvis brugerne. Casper overtog Fullcourt.dk tilbage i 2014, hvor siden efterfølgende er vokset kraftigt, og er nu et veletableret og respekteret medie i den danske basketballverden. Han bidrager naturligvis også selv med artikler når tiden er der til det, hvor han primært dækker Team FOG Næstved i Basketligaen.

Mere fra Horsens IC