fbpx
Connect with us

Dansk Basket

Jonathan Richters liv blev ændret på et splitsekund: “Basketball hjalp mig videre”

I sommeren 2009 blev Jonathan Richter ramt af et lyn under en fodboldkamp. Richter svævede mellem liv og død i 11 dage, men da han blev vækket fra koma, var livet ikke længere det samme som før ulykken. En ellers lovende fodboldkarriere sluttede alt for tidligt, og årene efter ulykken var præget af flere sorte perioder.

Foto: Hamistolen

Jonathan Richter er en af landets bedste kørestolsbasketspillere. I forrige weekend vandt han DM i 3×3 streetbasket, han er en profil i den danske kørestolsbasketliga, og han har vundet adskillige danmarksmesterskaber og pokaltitler med Stevnsgade Lowriders. Men for lidt over et årti siden blev han bedst husket som stjerneskuddet på fodboldholdet FC Nordsjælland.

Lad os spole tiden tilbage til 2009. Mandag den 20. juli for at være præcis. Jonathan ´Jonas´ Richter spillede på daværende tidspunkt professionelt fodbold for FC Nordsjælland. Han var i startopstillingen i en af deres reserveliga-kampe mod Hvidovre på Hvidovre Stadion. Vejret var ikke noget at juble over. Det regnede, og skyerne var grå.

To dage forinden var den nye sæson i den bedste danske fodboldrække, Superligaen, skudt i gang, og holdet fra Farum havde besejret de forsvarende danske mestre fra FCK med 2-0 i åbningskampen. Richter fik 25 minutters spilletid. Han havde lige taget hul på sin femte sæson i den danske Superliga, og den dengang 24-årige dansker havde udsigt til en stor sæson.

Men kampen i Hvidovre ændrede Jonathan Richters liv for evigt. I en hovedstødsduel blev Jonathan Richter ramt af et lynnedslag og faldt til jorden – for øjnene af sin far og tvillingebror, Simon Richter. Han var kunstigt død i 41 minutter, men blev genoplivet. I næsten to uger lå han i koma og svævede mellem liv og død.

Tiden i koma

Efter 11 dage i koma blev Jonathan Richter vækket, men hvad han ikke vidste var, at hans liv aldrig ville blive det samme igen.

“Jeg var desorienteret og diffus, da jeg blev vækket fra koma. Jeg får at vide, at jeg spørger om et glas juice og fjernbetjeningen, og så ser jeg bare min familie stå omkring mig. Der går nogle dage, hvor jeg stille og roligt får fortalt op til flere gange, at jeg er blevet ramt af et lyn og har været ude for en ulykke,” fortæller Jonathan Richter til Fullcourt.dk og fortsætter:

“Det var super surrealistisk, da jeg blev vækket fra koma. Bare følelsen af, at man har sovet alt, alt for længe, er nok den bedste måde at beskrive hele den process, hvor man ligger i koma, på.

Jonathan Richters liv ændrede sig for altid d. 20 juli 2009. Efter 11 dage i koma slog han igen øjnene op, men i løbet af disse 11 dage var der sket meget. Lægerne drøftede muligheden for, at Jonas Richters venstre ben skulle amputeres, og lægerne havde været nødsaget til at amputere to tæer. Selvom FC Nordsjælland-spilleren lå i koma og kæmpede for sit liv, havde lægernes samtale sat sit præg på hans drømme.

“Jeg husker tydeligt drømme om, at jeg samler mine kropsdele op, som om jeg var skilt ad. Jeg har senere fået fortalt, at det nok er fordi, at lægerne over mit hoved, mens jeg lå i koma, har snakket om muligheden for, at jeg skulle have amputeret benet. Så har jeg ligesom på den måde koblet det ind i drømmen, og jeg tror generelt, at de drømme jeg havde, var ubevistheden som samlede en brøkdel af lægernes samtale over mit hoved,” husker han.

En alt for tidlig afslutning på en lovende karriere

Jonathan Richters hårde kamp sluttede dog ikke, da han på mirakuløs vis vågnede op fra koma. Tre uger efter ulykken bliver han fortalt, at hans venstre ben skal amputeres. Det slukker en masse drømme om hans lovende fodboldkarriere, men intet ville blive det samme som før den fodboldkamp på Hvidovre Stadion.

“Tre uger efter ulykken får jeg at vide, at jeg skal have mit ben amputeret, og så går min verden i sort. Det var meget kynisk og direkte, den måde jeg blev fortalt det på. Nogle læger fortalte mig om deres beslutning, og så lukkede jeg mig bare ind i mig selv og var totalt ked af det,” siger han og uddyber:

“Der gik nogle dage, hvor vi prøvede noget alternativ behandling for at være sikker på, at man har prøvet alt, men vi fandt hurtigt ud af, at der ikke kunne gøres noget, og så fik jeg amputeret benet. Jeg fik det heldigvis meget bedre sådan rent fysisk, men psykisk var jeg jo helt færdig, for jeg havde mistet alt. Selvom jeg hurtigt kunne se fremskridt fysisk, så rent psykisk var der ingen fremskridt, for alt hvad der hedder motivation var taget fra mig,” siger han.

Jonathan Richters fodboldkarriere sluttede alt for tidligt. To år efter ulykken fandt han kærligheden for basketball. En sport, han har spillet lige siden. Foto: Kørestolsbasket.dk.

Jonathan Richter fik taget fodbolden, sporten han elskede så meget, fra sig.

Sammen med sin tvillingebror, Simon, der på daværende tidspunkt ligeledes tørnede ud for FCN, havde Jonathan opnået drømmen om at blive professionel fodboldspiller. Men ulykken vendte op og ned på livet.

“Min første tanke med hensyn til min fodboldkarriere efter ulykken var, at alting var helt ligegyldigt. Jeg var helt nede. Jeg synes ikke selv, at jeg har været selvmordstruet, men det er nok det tætteste, man kommer på ligegyldighed. Og spørgsmålet om, ‘hvorfor er det værd at leve?’ fyldte meget. Jeg havde jo mistet alt, og derefter kommer processen, hvor man stille og roligt finder ud af, at der er andet i livet end fodbold. Men fodbold var alt for mig. Det var hele min identitet,” siger han.

Motivationen var væk

Jonathan Richter kæmpede en hård, psykisk kamp efter ulykken. Han endte i et sort hul og havde mistet motivationen, men han forsøgte at komme både de fysiske og psykiske udfordringer til livs.

“En af de hårdeste udfordringer, efter ulykken, er første gang, jeg skulle op at stå på en protese – det var bare en smerte, der var for sindsyg. Det er stadig en kamp, som står helt klart i mit indre billede, men også bare det at stå op hver eneste dag på hospitalet uden at have motivation til at tænke, at det nok skal blive bedre. At finde noget nyt at stå op for, var noget af det hårdeste,” fortæller han.

“Det har helt sikkert været hårdest psykisk – en kæmpe rutsjetur, der gør det til min største stolthed, at jeg står her i dag. Jeg fik taget nogen ting fra mig, så det var virkelig hårdt psykisk,”

Jonathan Richter var stålsat på at komme tilbage til livet, men det var ikke for hans egen skyld, men for hans familie og venner.

“Jeg havde nogle sorte perioder. Jeg prøvede at finde motivationen gennem familie og venner. Jeg levede for dem, fordi jeg ikke levede for den gulerod, der plejede at være i form af at være på fodboldbanen. Jeg kom ned i et virkelig sort hul og var deprimeret omkring hele min situation, og jeg skulle genfinde mig selv,” siger han og fortsætter:

“Min familie og venner hjalp mig gennem alt dette. Det gik nok bare alt sammen op i en højere enhed i forhold til, at jeg overhovedet overlevede den dag.”

En ny passion

Efter ulykken skulle Jonathan gennem et genoptræningforløb, og det er her basketball kommer ind i billedet. Under genoptræningsforløbet blev han præsenteret for flere sportsgrene, men det var ikke alle, der fangede hans interesse.

“Under mit genoptræningsforløb kommer kørestolsbasket ind i billedet. Jeg blev præsenteret for det første gang af min holdkammerat Nagwa, landets nok bedste kvindelige kørestolsbasketspiller. Det startede bare som noget hygge i en hal i Rødovre, men jeg tror. at det var to år efter ulykken, så startede jeg i Stevnsgade Lowriders,”

“Jeg er blevet ved siden da og er blevet bidt af sporten. Nu er jeg lidt af en basketballnørd og nyder at se basketball. Jeg er virkelig begyndt at nørde basket og kan ligesom koble normal basket sammen, med det jeg selv spiller, og kan se sammenhængen og måden at tænke på. Ligesom dengang jeg spillede fodbold, hvor jeg så en masse fodbold for at blive bedre. Det er meget på samme måde med basket i dag, og nu har jeg spillet basket i 8-9 år og ser det lige så meget i tv som fodbold,” siger han med et smil på læben.

Artiklen fortsætter under billedet

Jonathan og Nagwa – Foto: Stevnsgade Lowriders

Det var dog ikke helt tilfældigt, at den nu nuværende Stevnsgade Lowriders-profil fandt kærligheden for den amerikanske sport. Han har nemlig altid været fascineret af basketball.

“Jeg kan godt lide attituden i basketball og har altid været fascineret af sporten. Når du er god, skal du virkelig også levere. Det der med big players make big plays, det synes jeg er meget dragende, og også hvordan man på et sekund skal definere sig selv i forhold til, hvor god man er, og det skal man jo bare igen og igen. Der kan man gemme sig lidt mere i fodbold,” siger han.

“Basketball er lidt ligesom fodbold var for mig. Det er et frirum for mig, og det er min passion. Ligemeget om jeg har haft en god eller dårlig dag, kan jeg bare sætte mig i stolen i to timer og forsøge at blive bedre, grine og bare glemme hverdagen og have fokus på basket,” lyder det videre.

Kærligheden til basketball

Jonathan Richter fandt kærligheden til basketball, og ikke nok med han fandt en ny sport, han kunne lide, så fandt han også endnu en sport, han var særdeles habil til.

“Det hjalp mig helt sikkert, at jeg fandt kærligheden til basketball. Det hjalp mig på en måde videre, hvis man kan sige det sådan. Det har hjulpet mig i den henseende, at jeg har fundet en ny holdsport, der har mange af de samme facetter, både kammeratmæssigt og måden at få et hold til at fungere på. Jeg kan se de samme tendenser mellem fodbold og basketball i forhold til at nå et fælles mål,” siger han.

I løbet af de knap ni år, som han har spillet kørestolsbasket, har han oplevet meget. Han har sammen med Stevnsgade Lowriders været rystende gode. De har vundet den danske kørestolsbasketliga, Bjarne Brath Ligaen, og pokalturneringen op til flere gange og dermed domineret dansk kørestolsbasket i de senere år.

“Det var stort første gang, jeg vandt danmarksmesterskabet i kørestolsbasket. Det var stort, men det største for mig er nok det venskab, jeg har med min holdkammerat Nagwa, hvor vi nyder passionen for sporten sammen. Jeg har også været til turneringer i Tyskland og Sverige, og det har været stort for mig,” siger han.

Tvillingebror

Vi skal faktisk ikke længere tilbage end i forrige weekend, hvor Jonathan Richter sidst kunne trække sig sejrrigt ud af en turnering. Denne turnering var dog helt speciel for Jonathan. Det var nemlig første gang, siden ulykken for 11 år siden, at han spillede side om side med sin tvillingebror i kampe af betydning. De var underdogs i DM i Streetbasket, men en god indsats resulterede i, at de vandt turneringen.

“Så sent som i forrige weekend, spillede jeg for første gang med min tvillingebror i noget som betød noget. Han har været med til en del træninger, men at få lov til spille med ham og så ovenikøbet vinde DM i Streetbasket som totale underdogs og vinde på rent fight og viljen til at vinde, det var en stor oplevelse,”

“Det betyder rigtig meget for mig, at han har engageret sig så meget i kørestolsbasket, som han ved, jeg holder så meget af. Det med at dele sin passion og følelsen af at spille med min tvillingebror står som noget af det højeste for mig,” siger en glad Jonathan Richter.

Jonathan og Simon Richter poserer som vindere af DM i Streetbasket. Foto: GAME

“Jeg tror, at min bror har været mere overvældet over at spille med mig igen. Han har hele tiden følt, at han har kunnet dyrke det, jeg ikke kunne mere. Selvom vi ikke er nogen, der hænger noget over hinanden, tror jeg egentligt altid, han har haft lidt – måske skyldfølelse – altså den der følelse af, at han bare kunne fortsætte med at spille fodbold, mens jeg ikke kunne. Så det har været stort for ham at kunne dele DM i Streetbasket med mig. Det var faktisk meget specielt,” fortsætter han.

Det er 11 år siden, ulykken ændrede Jonathan Richters liv og fik ham ned i et sort hul. Men han har kæmpet sig tilbage til livet og har idag meget at smile over. Han er i dag 35 år og er far til to.

“Livet er fantastisk i dag. Jeg har det dejligt. Jeg har mine to børn, har en fantastisk kone, har min familie og venner tæt på mig og har det fedt. Og så nyder jeg at spille basket,” afslutter Jonathan Richter med at fortælle til Fullcourt.dk.

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

19-årig skribent bosat i Aarhus. Jeg dækker både NBA og Basketligaen og kan ofte findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe.

Advertisement
Advertisement
Advertisement

More in Dansk Basket