fbpx
Connect with us

Boston Celtics

En ny stjerne i Boston

22 år gammel og allerede en helt i sportsbyen Boston. Det er virkeligheden for Jayson Tatum, der er i gang med sin tredje sæson for Celtics og godt på vej mod superstjernestatus. Og selvom der er langt op til Celtics-ikoner som Bill Russell, Larry Bird og Paul Pierce, kan den unge forward trøste sig ved, at han i høj grad har båret Boston Celtics til Eastern Conference Finals.

Jayson Tatum
Jayson Tatum var for første gang i år All-Star, og så blev han valgt til NBA's All Third Team. Foto: Tomas Satoransky

Tatum har været effektiv i dette års grundspil. Med 23,4 point, 7 rebounds og 3 assists per kamp har han vist, at han hører til blandt de bedste i ligaen. Han skød 45% fra gulvet og lige over 40% fra trepointlinjen, og Celtics sluttede den afkortede sæson på en tredjeplads i Eastern Conference med 48 sejre og 24 nederlag.

Det er en markant forbedring fra sæsonen 2018/2019, hvor Tatum scorede lige over 15 point i snit. Han spillede blot tre minutter mere per kamp i år, men efter Kyrie Irvings skifte til Brooklyn Nets sidste sommer, er Tatum blevet Celtics’ offensive go-to-guy.

Han har oppet sine skudforsøg fra 13 til lige over 18 fra gulvet, hvoraf han rammer 45%. Han sender mere end syv trepointsskud afsted per kamp, hvilket er over en fordobling fra sidste sæson, og skudprocenterne er samtidig steget fra 37 til lige over de 40. Det viser blandt andet, at Tatum ikke hovedløst sender skud efter skud afsted, men at han generelt træffer de rigtige beslutninger.

En usage-rate angiver, hvor meget en spiller er involveret i et angreb, der ender med enten en scoring, straffekast eller en turnover. Tatum har den højeste usage-rate hos Boston med over 28%. Det er tydeligt, at Celtics er mere afhængige af Tatums produktion, end de var sidste år med Kyrie Irving ved roret. Og det har – indtil videre – båret frugt for Celtics, der dog i skrivende stund er bagud 3-2 til Miami Heat i Eastern Conference Finals.

Playoff Tatum?

27 point, 9,8 rebounds og 2,5 assists per kamp. Smid 2,3 blocks oveni og du har Tatums gennemsnit i første runde af dette års slutspil. Celtics vandt overbevisende 4-0 over de skadesramte Philadelphia 76’ers, og Tatum cementerede sig som en fuldblods scoringsmaskine. Endnu engang har han løftet sit spil og måske gjort sig fortjent til det efterhånden uundgåelige virale kaldenavn, Playoff Tatum?

I samme serie sendte han mere end syv trepointsskud afsted per kamp og ramte 45% af dem. Han er 203 cm høj, atletisk og kan sagtens skabe sit eget skud, og han kan sno sig igennem forsvaret, lægge bolden i med sine lange arme og måske endda trække en fejl. I kamp 1 og 4 kom han på linjen 21 gange og 16 gange gav det point.

Noget mere spændende var det, da Celtics og Raptors mødte hinanden i anden runde. Raptors havde, ligesom Celtics, forholdsvist friske ben efter en 4-0-sejr over Brooklyn Nets i første runde. Celtics vandt de to første kampe, og særligt i en tæt kamp to spillede Tatum fantastisk: 34 point, 47% fra gulvet og fire ud af syv ramte bag trepointlinjen. I samme kamp kom han på linjen 14 gange og ramte imponerende 100%.

I serien, der ender 4-3 til Celtics, scorede Tatum 24,3 point, greb 10,3 rebounds og uddelte over 5 assists i gennemsnit. Tatum smed bolden væk mere end tre gange per kamp, men for en offensiv spiller som ham, der i serien spillede knap 42 minutter per kamp, er det ikke alarmerende.

Et stærkt hold i begge ender

Tatum fortjener meget ros, men han har naturligvis ikke gjort det alene. Boston Celtics er et stærkt hold i begge ender af banen og er faktisk nummer fire i både offensiv og defensiv rating i grundspillet. Særligt Tatum har været god til at læse modstandere, komme i afleveringsbanen og stjæle bolden. Han er blandt de ti bedste forwards, når det gælder steals per kamp og det samme med blocks.

Selv med ryggen mod muren, kan Celtics ikke afskrives endnu. De vandt den seneste kamp 121-108, og Tatum havde 31 point, 10 rebounds og 6 assists. Det var ikke imponerende procenter fra gulvet, men han ramte 12 af 14 straffekast, og det var altså nok til en komfortabel sejr over Heat.

Og så er det værd at bemærke, at Miami Heat blot har vundet med 11 point i alt i deres tre sejre, mens Boston i deres to sejre har vundet med 24 point.

Boston er dét hold, der har vundet flest mesterskaber i NBA. 17 er det blevet til gennem tiden – et enkelt mere end Los Angeles Lakers, der efter en sejr over Denver Nuggets skal repræsentere Western Conference i dette års NBA-finaler. Måske det bliver et klassisk Lakers-Celtics-opgør, men først skal Celtics kæmpe sig tilbage mod et bidsk Heat-mandskab.

Kamp 6 i Eastern Conference Finals kan ses natten til mandag på TV 2 Sport X.

Læs mere om Eastern Conference Finaleserien her.

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Har set - og selv spillet - basketball igennem 12 år. Holder med Los Angeles Lakers

Advertisement
Advertisement
Advertisement

More in Boston Celtics