fbpx
Connect with us

NCAA

NCAA: Når underhundene bider fra sig

Florida Gulf Coast Eagles har alt det, man elsker ved et hold underdogs: de er respektløse og fulde af kampgejst. Og så har de deres egen meget seværdige spillestil, som er blevet sammenlignet med Harlem Globetrotters – af ingen ringere end Globetrotters-guard, Tay Fisher.

Som omtalt her på Fullcourt har de allerede skrevet NCAA-mesterskabshistorie ved som det første 15. seedede hold at nå Sweet Sixteen, og nu står de over for 3. seedede Florida Gators, som har anderledes stolte mesterskabstraditioner. Men når man spørger dem, hvem det bedste hold i Florida er, så siger de uden at blegne ”Det er vi.” Det kommer så an på en prøve allerede i dag, hvor de to hold mødes på det gigantiske Cowboys Stadium i Arlington, Texas.

Men man må sige, at Eagles har noget at have deres selvtillid i efter overbevisende præstationer i de to første runder. Holdet spiller hurtigt og har nok det bedste fastbreak-angreb i turneringen. De går både efter afslutninger ved kurven og trepointsskud og er meget effektive. Deres setangreb er normalt meget simpelt med pick and roll, som enten bruges til at sætte direkte op til skud eller et drive-and-kick. De er gode til at sprede spillet og spiller i det hele taget disciplineret. I forsvaret bruger de forskellige aggressive zone-opstillinger herunder en matchup, der var meget effektiv imod Georgetown. Alle deres fem startere har spillet godt i turneringen, og det er nok så vigtigt for deres succes. Især point guard Brett Comer er en meget op-og-ned-spiller. Og i de to første kampe har pilen bestemt peget op. Han har gennem sin barndom til og med high school spillet sammen med Austin Rivers, hvis far er Boston Celtics-coach Doc Rivers. Doc Rivers fortæller til CBS Sports, at de to drenge kunne gør ham godt gal i skralden:

Those guys would be up 30 and would still be throwing lobs to each other. I’d yell at them, but they’d never listen to me.

På den ene fløj har Eagles shooting guard Sherwood Brown, som er holdets topscorer og en fin skytte, men også stærk nok til at gå ned som power forward og tage nogle slåskampe der. Han er også holdets bedste rebounder. Sherwood er senior og er gået markant frem i de to sæsoner, han har haft Andy Enfield som head coach. Han er en af holdets ledere, og måske den som med sin swagger bedst personificerer Eagles-holdet.

På den anden fløj finder man Bernard Thompson, som også må betegnes som shooting guard. Han er 6 fod og tre tommer og en ren tændstikmand. Men med en head coach, der er tidligere skudtræner i NBA, har han fået et særdeles fint arsenal af skudfinter mv., der gør ham til en trussel over for de fleste hold. Han er næstmest scorende på holdet, men er nok så vigtigt en sand pestilens i forsvaret, hvilket gjorde ham til Defensive Player of the Year i Atlantic Sun-conferencen.

De fleste af os har nok set for lidt til rigtigt at kunne vurdere, om der skulle gemme sig et NBA-prospect eller to på FGCU-holdet. Men den der atletisk skilder sig ud er forward Chase Fieler, som desuden både har et godt handle og kan skyde. Det sidste har han ikke fået vist under mesterskabet, til gengæld har vi set flere imponerende dunks fra hans side. Også han er gået frem fra år til år under Enfield og har i år en flot scoringsprocent på 56,2 (næsten 38 procent på trepointsskud), hvor han for to sæsoner siden var en trepoints chucker, der ramte under 32 procent af sine skud (under 26 procent af sine treere).

Den femte normale starter er forward Eric McKnight, som for to sæsoner dårligt kunne komme af bænken hos Iowa State, og som måtte bruge sidste sæson på at redshirte, da han skiftede til FGCU. Nu snitter han 6,6 points og 4,5 rebounds pr. kamp. Derudover har holdet også fået vigtige bidrag fra bænken. Imod Georgetown var det forward Eddie Murray, der leverede ni points og fem rebounds, mens det imod San Diego State var den schweiziske guard Christophe Varidel, der trådte op med 11 points.

Fællesnævneren for næsten alle spillerne er den fremgang, de har haft under head coach Andy Enfield, der som assistant coach hos hhv. Milwaukee Bucks (1994-1996) og Boston Celtics (1998-2000) samt personlig træner for adskillige NBA-spillere, har været skudtræner og stået for spillerudvikling. Og med de resultater, han har vist nu, har han gjort det noget lettere for sig selv at rekruttere spillere.

FGCU er et offentligt universitet og ligger i et område lige syd for Southwest Florida International Airport, lige ud til sump og strand. Der er bogstaveligt talt alligatorer på campus. Faktisk er over halvdelen af universitetets areal udlagt til naturreservat.

Det er i øvrigt ganske indlysende, hvorfor vi aldrig har hørt om Eagles før. For det første havde de ikke nogen imponerende resultateter op til turneringen: En enkelt kvalitetssejr over Miami, men store nederlag imod VCU, Duke og Iowa State. For det andet har holdet ingen historie:

Universitetet har kun haft studerende siden 1997 og har kun været med i NCAA Division I i seks år. Sidste sæson var første gang, de kunne kvalificere sig til NCAA-mesterskabet. I år er sådeles deres March Madness debut.

De er så ukendte, at de ikke har sponsor til deres Nike-udstyr, men betaler gildet selv. Det ændrer sig nok til næste sæson. Den mest kendte på holdet var før turneringen Andy Enfields kone, Amanda Marcum, en tidligere model. Andy Enfield er selv mangemillionær efter at have solgt det meste af sin andel i et softwarefirma. Fra 2006 til 2011 var han assistant coach på Florida State University. Jobbet hos FGCU er hans første head coach stilling. Men det er let at forestille sig, at han bliver headhuntet til et af de større sportsprogrammer, hvis succesen fortsætter. Selv om det nok ikke ville være for pengenes skyld, hvis han sagde ja.

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.

More in NCAA