fbpx
Connect with us

Golden State Warriors

Warriors tilbage til virkeligheden

Golden State Warriors inkasserer en ordentlig lussing fra et velspillende Thunder-mandskab, som vinder deres første kamp i sæsonen 92-120.

Søndag aften klokken 20:30 dansk tid mødtes Golden State Warriors og Oklahoma City Thunder i Chesapeake Energy Arena, Thunders’ hjemmebane.

Ingen af holdene har fået en ønskestart på sæsonen. Thunder har tabt deres første to kampe, og Warriors blev nedsablet forleden af Los Angeles Clippers i deres hidtil første og eneste kamp. Warriors skulle derfor ud og bevise, at de stadigvæk er et hold, der skal tages seriøst efter at have mistet Kevin Durant i sommers.

Thunder skulle derimod ud og vise at deres helt nye unge hold kan fungere sammen, velvidende at det tager tid at finde kemien på et hold med så mange nye spillere. Derudover lader det til, at NBA-holdene har payback på menuen, når de skal møde et Warriors hold, som har været altdominerende i en årrække.

Skidt start fra Curry og co

Thunder kommer flyvende fra start med godt spil af Danilo Gallinari og Chris Paul, som scorer deres første femten point og bringer OKC foran 3-15. Steph Curry sætter efterfølgende et par dybe treere, og man tror et kort øjeblik, at Warriors er ved at bringe balance i regnskabet. Her tager man fejl.

Allerede her begynder en decideret nedslagtning af Warriors-mandskabet, som man skal langt tilbage for at finde magen til. Intet går deres vej. Thunder dominerer i begge ender af banen og borer sig igennem Warriors hullede forsvar. Selv Steph Curry ser skidt ud, bedst illustreret da han brænder et fuldstændigt frit layup i starten af anden quarter, et skud han ellers normalt altid rammer.

Warriors ligner ikke dem selv, de ligner faktisk ikke engang et hold, der har noget at lave på de første otte slutspilspladser. Det skal dog samtidigt siges, at Thunder spiller forrygende og især Shai-Gilgeous Alexander er værd at fremhæve. Han laver adskillige flotte drives mod kurven og er umulig at stoppe. Thunder holder Warriors til kun 37 point i første halvleg, og det ligner en kamp, der allerede er afgjort. Stillingen ved pause er 37-70.

Nedslagtningen forsætter

Warriors har uden tvivl fået en opsang fra træner Steve Kerr i pausen, men i så fald er der blevet talt for døve øre. De skifter til at spille zone-forsvar, men lige lidt hjælper det. Thunder viderefører det flotte spil fra første halvleg, anført af en storspillende Dennis Schröder og Shai-Gilgeous Alexander som fortsætter, hvor han slap.

Efter tre minutter i tredje quarter går det for alvor galt. Curry slår Terrance Ferguson i skridtet, da han driver forbi ham og får tilkendt en teknisk fejl, der dog kan diskuteres. Få minutter senere får D’angelo Russell også én, da han tydeligt frustreret brokker sig helt op i hovedet på den ene dommer, som ikke kalder fejl på Russell’s scoring. Det finder han sig tilsyneladende ikke i, så han forsætter med at råbe dommeren op i hovedet, inkasserer sin anden tekniske fejl og bliver smidt ud af kampen.

Russell efterlader ikke et godt indtryk i sin kun anden kamp for Warriors, og dette bliver da også punktummet, da de med seks minutter tilbage af tredje quarter kommer bagud 49-85. Herfra er det ren “garbage-time”, som det kaldes, når kampen er afgjort, og bænkspillerne får lov til at få de sidste spilminutter. Kampen ender 92-120 til hjemmebaneholdet.

Hermed fik Thunder deres første sejr af tre mulige, men det store spørgsmål bliver, hvordan Warriors rejser sig fra to så markante afklapsninger.

Skal du med på Fullcourts NBA rejse til Florida til marts? Læs mere her.

25 årig skribent bosat i Århus. Følger NBA på tæt hold, og har altid været stor Los Angeles Lakers fan.

More in Golden State Warriors