fbpx
Find os her

Den mentale mavepuster Cavaliers led i kamp et, virkede til stadig at sidde godt op under ribbenene på de 13 spillere, Tyronn Lue satte på banen i nat. At han valgte at bruge hele 13 spillere, opsummerer også kampen meget vel.

I kamp et valgte Lue at spille med ni forskellige spillere, og det var på trods af, at kampen endda gik i OT.

I nat var vi dog langt fra overtid, og Cavaliers tabte med 19 point.

Det tab skyldes i høj grad Warriors’ point guard Stephen Curry. Ord kan ikke beskrive nogle af de skud Curry ramte i nat. Stephen Curry selv, kan ikke engang beskrive nogle af de skud han ramte i nat. Det var en sublim præstation af den 30-årige Warriors-guard, som sjældent har præsteret på et så ude-af-den-her-verden-niveau.

Han havde et specifikt moment, hvor han bliver fanget bag 3’eren med Kevin Love på sig. Han forsøger ihærdigt at vriste ham af sig, men uden held. Det eneste udslag af hans cross-overs og driblen er, at han kommer længere og længere væk fra kurven, alt imens skuduret med hastige skridt nærmer sig nul.

Som nødløsning svinger han bolden afsted i blinde. Havde det været alle andre. ALLE andre end Curry der havde lavet det skud, ville man ikke have troet det. Men Curry’s magi lyste op i nat.

Det var en af de kampe som fik en op ad sofaen, selvom den ikke på noget tidspunkt var rigtigt tæt. Det kan vi takke Stephen Curry for, som desuden nåede op på 33 point.

Foruden skuduret, slog han også Ray Allens rekord for fleste 3’ere i en kamp. Ni styks blev det til, og han passerede derved Allens otte.

Golden State Warriors vandt 122-103.

Næste kamp er i Quicken Loans Arena natten til torsdag klokken 03:00. Her skal Cleveland Cavaliers forsøge at komme tilbage på sporet, i en serie, som de på nuværende tidspunkt er nede med 2-0 i.

Kasper er redaktør for NBA på Fullcourt.dk Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.

Mere fra Cleveland Cavaliers