fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

NBA

Stjernestøv over Philadelphia – Processen i fokus

Philadelphia 76ers er endelig kommet ud på den anden side af en genopbygningsfase. Det skyldes blandt andet at to af ligaens mest potente unge spillere har indtaget byen med storm.

Foto: Flickr - Keith Allison

Sæsonen er knap en måned gammel, og det første opgør mellem Miami Heat og Philadelphia 76ers er netop færdiggjort. Selvom weekenden netop er passeret, og kalenderen siger mandag den. 12 november, har 20.000 alligevel valgt at støtte hjemmeholdet fra Miami.

Hjemmebanefordelen har dog vist sig ikke at være nok til at sejre imod Sixers, for på udebaneholdet løber Joel Embiid rundt, og han har taget danseskoene med til Miami. Med 35 point og 18 rebounds har den 213 cm høje og 113 kg tunge camerounske center domineret under kurven, og gjort arbejdsdagen for Heat’s Big-men til en rigtig ’mandag’.

En pragtpræstation som kommer få dage efter nyheden om det længe ventede Butler-trade. Et nyt kapitel i Sixers’ franchise er klar til at blive skrevet, og genopbygningsfasen er definitivt slut med tilgangen af All Star, Jimmy G Buckets.

Nu skal der vindes kampe, og ikke mindst mesterskaber.

Men hvor placerer det fanfavoritten og twitterkongen Joel Embiid og hans sidekick, Ben Simmons? De har uden tvivl været ventetiden værd for de håbefulde Sixers-fans, og begge har evnerne til at blive fremtidige superstjerner.

Vi har her taget et kig på den charmerende center og hans evner, fortid og jagten på mesterskabet, samt den utraditionelle point guard fra Australien.

Trust the process

Embiid var af mange eksperter rangeret som det klare førstevalg i 2014 draften, men en alvorlig fodskade ugen inden draft-day, forringede hans værdi. Der skulle dog mere til at skræmme Sixers fra at vælge ham med tredjevalget. Sixers’ daværende general manager, Sam Hinkie, havde ved hans ansættelse gjort det klart for enhver, at holdet var i starten af en genopbygningsfase, hvor fokusset var på processen og ikke de øjeblikkelige resultater.

Strategien blev hurtigt et synonym for Embiid og Sixers’ vej ud af håbløsheden. Trust the Process var født.

Tillid var der i den grad brug for. Embiid kunne ikke komme skaderne kvit, og Sixers-organisationen tog ingen risici med at sætte ham på banen, før han var 100 procent klar. I to sæsoner måtte tilskuerne se Embiid sidde på bænken iklædt civiltøj, alt imens holdet satte rekorder i håbløshed.

Håbet om at Embiid kunne gøre Sixers mesterskabsrelevante var ikke kun en utopi. Embiid havde i sin korte college-karriere for Kansas University, vist lovende takter i begge ender af banen. Han snittede 11,3 point, otte rebounds og 2,5 blocks på bare 23 minutter, og var fysisk bygget til at spille basketball.

Hvad der gjorde ham attraktiv, var hans atletiske evner og agile bevægelser – lidt atypisk for hans størrelse. Han havde et sublimt touch i afslutninger omkring ringen, og tilmed et velafviklet skud, der gjorde ham uforudsigelig. Blandet med lækkert fodarbejde og topklasse forsvarsspil omkring ringen, havde han alle byggestenene til at blive en dominerende faktor i NBA.

Men skaderne havde begrænset hans spilletid i både high school og college, så fodskaden kom ikke helt uden fortilfælde. Ville skaderne følge ham med ind i NBA, kunne det ødelægge hans karriere før den overhovedet var begyndt.

Men Sixers tog som sagt med risikoen, og til deres held betød skaden, at de fik muligheden for at vælge Embiid.

The american dream   

Den 26. oktober 2016 fik Embiid så endelig debut for Sixers, og han gengældte tilliden med 20 point på 22 minutter.

Det lå ikke lige i kortene at Embiid som 22-årig skulle debutere i verdens bedste basketball liga.

Luc Mbah a Moute, aktiv NBA spiller og landsmand, afholdte i 2011 en sommer-basketcamp i Cameroun. Embiid var rundet de 16 år, og havde nået en størrelse som gjorde ham velegnet til et liv som basketballspiller. Udelukkende pga. højden fik Embiid en invitation til basketcampen, til trods for hans ikke eksisterende basket erfaring.

”Jeg var så nervøs at jeg ikke mødte op den første dag. Anden dag, mødte jeg op og dunkede på en anden. Jeg tror, at jeg var så bange at min adrenalin tog over,” sagde Joel Embiid til Players Tribune om sine første tanker om basketcampen.

Det blev startskuddet til en lynkarriere, som tog Embiid fra Yaoundé i Cameroun til Philadelphia i USA på bare tre år. The american dream var blevet til virkelighed.

Tålmodigheden giver udbytte

Virkeligheden var midlertidig i fare for at ende som et mareridt. Med kun 31 kampe i tre sæsoner var potentialet ved at visne væk af skader. Embiid havde til den nye sæson, 17/18, fået grønt lys til at spille, dog med restriktioner – ingen kampe med mere end 30 minutters spilletid, eller back-to-back kampe.

De synlige skadeskvaler var et frustrationselement for Embiid, og efter en 1-4 start på sæsonen ytrede han overfor en gruppe journalister, at han ikke følte sig som en NBA-spiller så længe han ikke kunne spille back-to-back kampe.

De efterfølgende fem kampe vandt Sixers, og det startede en positiv trend, der i sidste ende resulterede i en slutspilsplads som tredje seed og en record på 52-30. Antallet af sejre var ikke set i Philadelphia siden starten af 00’erne – Allen Iversons storhedstid.

Forklaringen på succesen var enkel. Meget mere spilletid til holdets stjerner, Ben Simmons og Joel Embiid, samt en flok solide rollespillere som kunne dække forsvar og skyde 3’ere. Embiid spillede 63 kampe i den regulære sæson, og var blevet en fuldblodet starter med 30 minutter per kamp.

Det var dog den kommende Rookie of the Year, Ben Simmons, som stjal hovedparten af overskrifterne. Sjældent havde ligaen set en point guard, hvis fysiske ramme (208 centimeter, 104 kilogram) kunne matche selv centere, og tilmed føre bolden frem i samme tempo som en væver point guard.

I realiteten var det Simmons’ anden sæson i NBA, men Sixers havde for alvor taget trust the process til sig, og ladet deres første valg i 2016 draften se til fra bænken, grundet en fodskade. Set i bakspejlet, var beslutningen om at holde Simmons fra spilletid den helt rigtige. Han missede kun en enkel kamp i hele 17/18-sæsonen.

Gennem den regulære sæson havde Simmons opnået 12 triple-doubles, en bedrift som ikke var set af en rookie siden legenden, Oscar Robertson.

Sixers havde fundet en alsidig spiller som kunne hjælpe holdet i alle facetter af spillet. Hans 9,2 win shares i den regulære sæson, var med længder holdets bedste og et glimrende eksempel på hans værdi – især i den defensive ende.

Med hans bevægelighed og fysiske ramme, var han som skabt til det moderne NBA. Det var muligt for Simmons at bytte på samtlige spillere, og stadig udøve væsentlig modstand for angrebsspilleren.

Men han kunne ikke ramme kurven længere væk end en meter. Lidt under 50 procent af hans afslutninger kom fra den afstand. Alarmerende når man også medregner hans skudprocent bag trepointslinjen; 0 for 11 igennem HELE den regulære sæson.

Simmons kompenserede hans ringe evne til at skyde, med råstyrke og atletiske evner og moste ofte modstanderens point guard.

Krumtappen på holdet var stadig Embiid. Tydeligt eksemplificeret ved hans tid med bolden i angrebet. Hele 33 procent af holdets angrebsminutter blev styret af Embiid når han var på banen, hvilket var cirka 10 procent mere end Simmons. Med den øgede spilletid og høje usage% snittede han flere point, assists og rebounds sammenlignet med forrige sæson, og med en PER (primært en offensiv statistik) på 22,9 var han Sixers’ bedste offensive kort. Disse kvaliteter belønnede eksperterne med en All Star-plads.

Ingredienserne til slutspils-succes var på plads. Med en ROY, en All Star-center og et af ligaens bedste forsvar, var mesterskabet en opnåelig drøm.

Manglerne bliver udstillet

Alt gik efter planen i serien mod Miami Heat, som intet modsvar havde imod ligaens nye superduo, Embiid og Simmons. Efter en samlet sejr på 4-1, stod et skadesramt Boston Celtics i vejen for Sixers vej mod toppen.

Celtics cheftræner, Brad stevens, havde dog læst på lektien.

Simmons havde sæsonen igennem ført bolden op ad banen i høj fart, hvilket ofte resulterede i et angreb mod kurven. Hans råstyrke og fart flyttede samtlige forsvarsspillere, som stillede sig imellem ham og kurven. Mod Celtics, blev Simmons mødt af centeren, Aron Baynes, allerede ved straffekastlinjen. Det sænkede hans fart væsentligt, og tilmed neutraliserede det meget effektive angreb.

Resultatet var bemærkelsesværdigt. Holdet gik fra at være plus 8,4 point med Simmons på banen mod Heat, til at være minus 12,6 point mod Celtics. Samtidig var Embiid ikke voksen nok til at løfte opgaven alene. Trods en favoritstatus blandt mange bookmakere, måtte Sixers lide et nederlag på 1-4.

Både Embiid og Simmons havde været for forudsigelige i deres afslutninger, og var ingen trussel bag trepointslinjen. Kombineret med middelmådige straffekastsprocenter, skulle pointene primært hentes via hårdt spil omkring kurven. Opslidende i en playoffsserie, hvor man samtidig også skal være 100 procent klar i forsvaret.

Mesterskabet indenfor rækkevidde.

For bare et år siden, stod Sixers med et utal af ubesvarede spørgsmål vedrørende Embiid og Simmons. Taget deres skader i betragtning, var det ikke givet at udfaldet blev en tur til anden runde i playoff.

Alt andet lige, er der muligheder for at Sixers-mandskabet kan være mesterskabsrelevante de næste par sæsoner. Embiid skrev sidste år under på en 5-årig makskontrakt, startende i denne sæson. Pengene har han blandt andet investeret i Andre Drummond’s hoved, med tanke på hans mentale overtag i deres indbyrdes opgør.

Drummond er langtfra den eneste center, som er blevet domineret af Embiid i denne sæson. Ifølge NBA.com er det kun The Greek Freak der overgår Embiid i MVP-ræset. En statline på 28 point, 13 rebounds, 3,7 assists og to blocks per kamp retfærdiggør da også hans relevans blandt den absolutte elite. Hvis procenterne bag trepointslinjen følger med hans udvikling, vil vi om 15-20 år se tilbage på en af de bedste centere, spillet har fostret – skader snakker vi ikke om!!.

Simmons derimod, har ikke taget det næste skridt mod at blive en superstjerne. De fysiske attributter gør ham overlegen i mange facetter af spillet, men kan være en bremseklods for udviklingen af hans skud.

Statistikkerne er stagneret, og hans betydning for holdets succes er skrumpet i takt med Butlers tilgang og Embiid’s MVP-form (Holdet er plus 0,0 med Simmons på banen).  Med næsten to år tilbage af kontrakten, står Sixers overfor en mindre hovedpine. Vil han finde sit skud, eller skal han trades for en habil skytte?

Til trods for skaderne og skudprocenterne bag trepointslinjen, må en duo bestående af Simmons og Embiid være fremtiden for det hungrende Sixers-franchise. Ungdommens ærgerrighed, forsvarsevnerne og de fysiske egenskaber, er en farlig cocktail for alle hold.

Om det rækker til et mesterskab, må tiden vise.

Skrevet af

NBA skribent og til dagligt at finde i Århus. Har et årligt Space Jam ritual, og tilhænger af pass-first spillestillen med Spurs og Warriors som forbilleder.

Andre artikler med dette emne

NBA

NBA har denne sæson sat nye krav for at vinde ligaens sæsonpriser, og flere spillere kan derfor se frem til tab af både prestige...

Chicago Bulls

30-årige Otto Porter Jr. har meddelt, at han har valgt at indstille sin karriere efter 11 sæsoner i NBA.

NBA

Morten Stig Jensen er klar med sin første klumme på Fullcourt.dk, og den danske basketekspert mener, vi skal blive bedre til at snakke om...

Brooklyn Nets

Ben Simmons kommer ikke i kamp igen for Brooklyn Nets i denne sæson på grund af rygproblemer, skriver den amerikanske journalist Ian Begley.

Analyser

En af Danmarks mest kompetente NBA-eksperter, Morten Stig Jensen, bliver ny klummeskribent på Fullcourt.dk.

NBA

Efter at sæsonens favorit blev skadet, er MVP-ræset nu igen åbent. Med en tredjedel af sæsonen tilbage er der også rigeligt tid til at...

Golden State Warriors

Trods kontraktudløb med Golden State Warriors til sommer, regner Steve Kerr med at blive enig med klubben om en ny aftale og fortsætte i...

Internationalt

Det tidligere Miami Heat-forsvarses Hassan Whiteside har besluttet at indstille karrieren i en alder af 34 år.