fbpx
Find os her

NBA

Smart, Tatum udgik i nederlag til Magic

Boston Celtics tabte søndag nat til Orlando Magic, 108-116, men på trods af nederlaget, var det skader til to af holdets profiler, der skabte nervøsitet i TD Garden.

Foto: Keith Allison - Flickr.com

Marcus Smart og Jayson Tatum udgik i nederlaget til Orlando Magic med hver deres skade.

Jayson Tatum udgik efter blot seks minutters spil, grundet problemer med skinnebenet. Det er en skade han har bearbejdet længe, men i nat blev det altså værre. Ifølge Brad Stevens, Celtics’ cheftræner, havde Tatum ikke mærket noget til skaden i dagene op til eller under opvarmningen og følte derfor ikke, at der var nogle bekymringer ved at starte ham.

Marcus Smarts skade var, i modsætning til Tatums, en skade som følge af kampen. I et forsøg på at indhente Evan Fournier, stødte den 25-årige guard ind i den noget større Nikola Vucevic, og Smart gik med det samme i gulvet og tog sig øjeblikkeligt til hoften. Efter en kort behandling var Smart dog i stand til selv at humpe fra banen, men stadig med en arm til at støtte sin venstre side.

Begge skaders seriøsitet afventes på nuværende tidspunkt, og der burde være svar efter et par dage. Det er højst usandsynligt at de to får spilletid i den sidste kamp af den regulære sæson, hvor Boston møder Washington.

Boston er sikret en plads i slutspillet og møder Indiana Pacers i førsterunde.

Nyt NBA-gear? Tjek - NordicBasketball.com ud her.

Kasper er redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.

Mere fra Boston Celtics