evn-dk
Fullcourt
20. nov 2017 - 21:17

De nye drenge skal føre Lakers-toget tilbage på sporet

Los Angeles Lakers er et af de mest traditionsrige franchises i NBA, men de seneste år har været mørke for klubben. Fremtiden ser dog lys ud.

Lonzo Ball, Kyle Kuzma, Brandon Ingram og Julius Randle. Alle er de nye drenge, der skal være med til at tage Los Angeles Lakers tilbage til deres gamle højder.

Franchiset, der har været et af de mest vindende i amerikansk sports historie, har været trofæ-tørlagt i, hvad der snart minder om et årti. Men et nyt kuld af spillere kan måske bringe Lakers tilbage på landkortet.

Det traditionsrige franchise har ikke været en reel kandidat til mesterskabet siden Kobe Bryant var på sit højeste. Sidste gang man bragte Larry O’Brien trofæet til Los Angeles var i 2010.

Nu kan skuden måske været vendt. Opskriften lyder på en flok nye og unge gutter, som skal være med til at løfte Los Angeles Lakers igen. Man har lige nu syv spillere, der alle snitter over ti point per kamp, og seks af dem er enten 25 år eller yngre.

Lonzo Ball

Lonzo Ball blev valgt som nummer to ved årets draft, og forventningerne har lige siden været høje til den blot 20 år gamle point guard. Det er ikke alle forventninger som er blevet indfriet, og den unge guard har været lidt svingende.

Selvom Lonzo Ball har en far, der fylder en del, så virker det ikke til at gå den tidligere UCLA-spiller på. ”Knægten” snitter denne sæson 8,9 point, 7,1 rebounds, 7,1 assists og 1,5 steals per kamp. Ball er den spiller, der snitter flest assists og steals for Lakers.

Ball, der for nyligt satte ny rekord for at være den yngste nogensinde til at notere en triple-double, har da også til dels levet op til nogle af forventningerne. Dog har der været langt mellem pragtpræstationerne, og han har ikke været den bedste spiller Lakers har draftet denne sommer.

Kyle Kuzma

Til gengæld har Kyle Kuzma startet sæsonen som fyr og flamme. Kuzma, der blev valgt som nummer 27 ved sommerens draft, har uden tvivl været Lakers bedste rookie denne sæson.

Kuzma, der for nyligt satte ny career high (30), var et ubeskrevet blad efter draften, men efter en stærk præstation ved NBA Summer League og hans forrygende start på sæsonen, så er hans navn pludselig blevet et samtaleemne i NBA.

Den 22-årige forward er en af de bærende kræfter for det traditionsrige mandskab i angrebet. Han er lige nu den mest scorende Los Angeles Lakers spiller i denne sæson. Kuzma snitter 16,8 point og 6,5 rebounds pr. kamp.

Brandon Ingram ses her under træning – Foto: Sylwetki Zawodnikow – Flickr.

Brandon Ingram

Den langlæmmede small forward er endelig begyndt at vise karakter og noget af sit potientiale frem. Han var spået til at være den nye Kevin Durant, da han tilbage i 2016 blev draftet, og efter lang tids venten kan der nu endelig være noget om det.

Sidste sæson var han ikke noget at råbe hurra for, hvis man er Lakers-fans. Men i år har han skabt genlyd i NBA-miljøet med store præstationer mod både Philadelphia 76’ers og Phoenix Suns. Ingram snitter denne sæson 14,8 point og 5,4 rebounds.

Den 20-årige tidligere Duke-spiller, der sidste år blev hædret med en plads på NBA All-Rookie Second Team, har alle de fysiske fordele, som kan være med til at løfte Lakers igen. Ingram måler 2.06 meter i højden og har et vingefang på hele 2.20 meter.

Julius Randle

Han havde en katastrofal rookie-sæson, hvor det kun blev til 14 minutter, inden han blev skadet, som kostede ham hele hans sæson. Men hvad han ikke har fået forløst i sin rookie sæson, nåede han at forløse i sidste sæson og i starten af denne sæson.

Denne sæson har han haft en rolle, hvor han er kommet fra bænken. Hans input herfra kan måske være nok til at gøre Los Angeles Lakers bedre. Han snitter lige nu 12,2 point og 6,7 rebounds på kun 20 minutter pr. kamp.

Sidste kamp mod Denver Nuggets, var indtil nu hans bedste kamp i sæsonen. Han noterede 24 point, 7 rebounds og 5 assist i Los Angeles Lakers sejr på 127-109.

Fremtiden er lys for Los Angeles Lakers

Udover disse fire nævnte spillere, der alle er 22 år eller yngre, så er der også Larry Nance Jr. (24 år), Jordan Clarkson (25 år), Josh Hart (22 år) og Ivaca Zubac (20 år) som også kan nævnes i fremtids-ligningen.

Selvom sæsonen er lang, så er det heller ikke nu, at Los Angeles Lakers skal toppe. Med en så ung stamme af spillere, så skal holdet først om nogle år begynde at være en nævneværdig mesterskabskandidat.

Indtil videre er det blevet til syv sejr ud af 17 mulige, hvilket lige nu nok til at give dem en tiende plads i Western Conference.

Kommenter på artiklen:

Seneste nyheder