fbpx
Find os her

NBA

NBA står overfor sin største krise i fem år

Daryl Moreys tweets om situationen i Hong Kong har kastet NBA ud i, hvad der kan blive, sin største krise siden 2014.

Houston Rockets filckr Michael Tipton
Foto: Flickr - Michael Tipton

Søndag ramte NBA ind i sin største krise siden 2014. Ikke siden Donald Sterling-skandalen har NBA været på så tynd is. Dengang var det den daværende L.A Clippers ejer, Donald Sterling, som skabte røre i NBAs andedam med sine racistiske kommentarer om blandt andet Magic Johnson.

Det medførte, at Clipper-spillerne næsten strejkede i en playoffskamp, og Sterling blev erklæret uegnet som ejer, så hans hustru kunne sælge holdet til Steve Ballmer. Da Daryl Morey tweetede sin opbakning til folket i Hong Kong, havde han ingen anelse om, hvilken betydning det ville få for ham selv, Houston Rockets og hele NBA.

Den store forskel på denne situation og Donald Sterling-farcen er, at der denne gang ikke er en enstydig rigtig handleplan. Alle var enige om, at Sterling sit tid i NBA var slut (det burde den have været længe inden), men der var juridiske spørgsmål, som besværliggjorde at smide ham ud af ligaen.

Denne gang er NBA endt i politisk spil, som alle sportsgrene forsøger at undgå. Mange kinesiske selskaber har afbrudt samarbejdet med Houston Rockets. Tencent, som har NBAs medierettigheder i Kina, har tilbudt alle kinesere, som har købt adgang til Rockets kampe på et single-team pass, at skifte til et andet hold – de vil nemlig ikke længere vise Houstons kampe.

I klemme mellem en sten og et hårdt sted

Houston Rockets’ ejer Tilman Fertitta var hurtigt ude og forsøge at slukke ilden inden den rigtigt fik fat. Morey udtrykte ikke Houstons officielle holdning, Morey er den bedste manager i NBA, og forholdet i mellem dem er positivt. Alligevel har kilder fortalt The Ringer, at der har været interne diskussioner om at fyre Morey.

Og her kommer Houstons – og i forlængelse NBA og måske hele sportsverdenen – problem. Morey har som alle i frie demokratiske lande ytringsfrihed. Han brugte denne frihed til at vise sin support for andre, som kæmper for deres frihed og rettigheder. I den vestlige verden er det svært ikke at være enige med Morey efter at have set billederne fra Hong Kong, hvor politiet kaster tåregas og skyder på demostranterne.

På den anden side er det vigtigste for Houston Rockets ejer og NBA at tjene penge. Og der er ingen tvivl om, at Morey allerede har kostet Rockets en del penge. En sum, som kun vil blive højere, hvis ikke Houston hurtigt for genskabt det gode forhold til Kina. Texanernes situation kompliceres, da Houston har været et af de mest populære hold, siden de draftede Yao Ming i 2002.

Som mange andre firmaer i tidens løb har prøvet, skal Houston nu vælge mellem pengene og forsvaret af basale menneskerettigheder.

NBA står i samme situation. Ligaen har altid støttet op om de atleter, som har taget politiske standpunkter. Adam Silver og resten af ledelsen høster ofte stor ros for at lade deres spillere indgå i politiske diskussioner og gave dem en platform til at påvirke samfundet.

Men hvad nu? Har NBA modet til at gå imod Kina, som med næsten 1,4 milliarder mennesker, er verdens største marked. Statens magt i landet er stor, og rager man uklar med den, kan NBA være nødt til at vinke farvel til en kæmpe eksponering. På den måde adskiller situationen sig fra andre politiske kriser, som ligaen har været nødt til at tage stilling til.

Når Lebron James og andre snakker om Politivold mod sorte i USA, så ved ligaen, at der er mindst ligeså mange, som er enige med James, som er imod ham. Derudover vil ingen afbryde deres aftaler med ligaen på grund af spilleres udsagn om dét emne.

En mand i inderkredsen

Joe Tsai står centralt i krisen. Som den nye ejer af Brooklyn Nets og medstifter af det kinesiske svar på Amazon, Alibaba, har han en unik position til at kunne mægle mellem de to parter.

I en langt åbent brev på Facebook malede han til besidighed. Han påpegede, at Daryl Morey, som fremmed, ikke havde stor nok historisk forståelse for Kina og Hong Kongs position. Derfor skulle landet tage imod Moreys undskyldning, og begynde at reperare skårene, som vil tage lang tid at fikse. Mellem linjerne skulle det forstås, at Morey eller andre NBA-medlemmer ikke skulle udtale sig om begivenhederne i Kina.

James Harden har mandag kommenteret sagen sammen med sin nye holdkammerat Russell Westbrook: “Vi undskylder. I ved, vi elsker Kina. Vi elsker at spille her. Vi tager begge hertil en eller to gange om året. De viser os den største kærlighed.”

Morey har også forsøgt at hele sårene, da han på Twitter skrev, at han “gav en fortolkning af en kompliceret begivenhed” og, at han har haft god mulighed for at høre andre synspunkter efter sit tweet.

Skadesbegrænsningen er begyndt, men det skal vise sig om undskyldningerne fra direkte og indirekte aktører vil være nok. Eller om nogen skal ofres for at råde bod på Moreys udtalelser.

NBA står for alvor overfor en test af deres idealer. I hvilken udstrækning vil de støtte deres aktørers rettigheder og hvilket signal vil de sende? Sagt på en anden måde – hvor mange penge er de villige til at miste? NBA-sæsonen er ikke engang startet endnu, og NBA er allerede tilbage i mainstream medierne.

Der er ingen tvivl om, at Adam Silver håber på, at medierne bare vil bevæge sig videre og kaste sig over et nyt emne. Men med kinesiske hold i USA for at spille træningskampe mod NBA-hold og Lebron James’ Lakers på vej til Kina for at spille to kampe mod Kyrie Irving og Brooklyn Nets, har vi næppe hørt det sidste til problemerne.

 

Nyt NBA-gear? Tjek - NordicBasketball.com ud her.

Mere fra Houston Rockets