fbpx
Find os her
EVN Efterskolen ved Nyborg

8. Cleveland Cavaliers

Cleveland kommer muligvis i finalerne. Sandsynligvis faktisk. Højst sandsynligt fristes man til at sige. Det fristes man til at sige ligegyldigt hvor LeBron James spiller.

Hvis The L-Train kan holde dampen oppe og konstant fylde mere kul på, så bliver det svært at stoppe Cleveland. Men hold op, et stort læs LeBron er tvunget til at bære på sine skuldre denne sæson, og i særdeleshed dette slutspil.

Hvis man er Cavs-fan, eller Tyronn Lue for den sags skyld, så burde man være bekymret. LeBron så grænsende til kvæstet ud efter første rundes kamp 7 mod Indiana Pacers, hvor han snittede knap 42 minutter per kamp.

Hvis Cavaliers vil gøre sig forhåbninger om, at slå Toronto over syv kampe, og komme i finalerne, har de behov for en LeBron James i sit livs form. Han må ikke være udmattet eller småskadet. Det er destruktivt for Cavaliers’ udsigter til et mesterskab, hver gang LeBron spiller over 40 minutter i en kamp, men sådan er realiteten desværre. Uden James er Cleveland ikke et slutspilshold. De ville ikke engang have været at finde i playoffs. Så simpelt er det.

En spiller som Kevin Love, der burde være ‘den anden stjerne’, for det her Cavaliers mandskab, har ingen lunde slået til eller levet op til fordums styrke. Kevin Love har lignet en rollespiller, sammen med de 14 andre på det hold. Han har snittet 11,4 point og 9,3 rebounds, og det er på 32,6 minutter per kamp. Det er langt under de standarder man burde kunne forvente sig, af en spiller af hans kaliber.

Love ramte en afgørende 3’er i kamp syv mod Indiana, i mens James sad på bænken med benkramper, men udover det har han været en nonfactor hele slutspillet.

Kevin Love er blevet spilleren man glemmer. Han er blot en i mængden. En mængde af Clarksons og Smiths. Love burde være bedre end det. Meget bedre end det. Måske vi skal se virkeligheden i øjnene og erkende, at Love ikke længere er spilleren vi så i Wolves. Måske.

Kun Kevin Love selv, kan modbevise den påstand.

7. Utah Jazz

Jazz sprudlede i første runde mod Oklahoma City Thunder, hvor Rubio drev gæk med OKC’s forsvar, Mitchell viste prøver på sit umættelige talent, Rudy Gobert lukkede af i painten og Quin Snyder var taktisk bedre stillet end Billy Donovan.

De ville det mere og kæmpede helt til det sidste.

Det er det smukke ved et uprøvet mandskab med en underdog-attitude, som har alt at vinde, men intet at tabe. De løber solen sort og er ikke bange for den store scene.

Utah var et underholdende bekendtskab denne sæson, og en smuk historie. Man sender sin bedste spiller afsted inden sæsonstarten, og drafter en ny guldklump, som viser sig, hvis muligt, at være endnu bedre.

Desværre har vi formentligt set det sidste til Utah i denne sæson. Houston er simpelthen for gode, og når Rubio er skadet og Harden kaster om sig med 40-pointskampe som var det en kamp i summerleague, så bliver det svært for Snyders mandskab.

Man kan håbe, at Utah tager en enkelt kamp hjemme i Salt Lake City, og ellers er det på gensyn i næste sæson.

De bliver et enormt spændende bekendtskab den kommende årrække. Dét kan der ikke herske nogen tvivl om.

6. Boston Celtics

Brad Stevens bliver ved med at imponere. Det er slet ikke til at forstå.

Man har manglet Hayward hele sæsonen, og det har man arbejdet udenom. Så har man manglet Irving halvdelen af sæsonen, og det har man arbejdet sig udenom. Dertil har man manglet Smart og Theis, og det arbejdede man sig udenom.

Nu står man i slutspillet. I anden runde. I mod et favoriseret Sixers-hold. Uden Jaylen Brown. Og man vinder. Igen.

Det virker fuldstændig ligegyldigt, hvem Brad Stevens sender på banen. Han skal nok vinde basketballkampe.

Dog skal det siges, at Al Horford og Scary Terry sandsynligvis ikke spiller så flotte kampe hele serien igennem som tilfældet var mandag nat, men hatten skal alligevel løftes på. Et anerkendende nik er også på sin plads.

Det er saftsusme imponerende.

5. Toronto Raptors

Toronto, Toronto, Toronto…

De gik ind til fjerde periode med en ti-pointsføring i nattens kamp mod Cleveland. Faktisk, førte de stadig med ti, da der var 10:24 tilbage. Men så begyndte playoff-dæmonen at vise sig. Denne dæmon, der kun viser sig, når vi er halvvejs inde i april, og Toronto Raptors forsøger at spille basketball.

Når kampen er ved at nå sin afslutning, sætter dæmonen sig lige på kanten af kurven, og sikrer sig, at alle skud der kommer fra DeRozan, Lowry, Valanciunas eller hvad de nu ellers hedder, ikke går i. Dét var tilfældet for Toronto i nat.

Dæmonen formåede at skubbe de sidste 11 skud Toronto sendte afsted, væk fra kurven, så  Cleveland kunne snuppe sejren i Air Canada Center og derved tage hjemmebanefordelen.

Sæsonen igennem talte man om, at det var et nyt og forbedret Toronto-mandskab i år. DeRozans 3-pointsskud og deres solide bænk skulle føre dem til finalerne, men indtil videre har man været faretruende tæt på at kløjes i det mod Wizards, og tabt en kamp på vippen mod Cleveland.

Der skal mere til at skubbe dem længere ned af power rankingen, men det er ikke synderligt prangende det Toronto viser i øjeblikket.

4. New Orleans Pelicans

Som tilfældet er med Utah, er der kun tilbage af nyde Pelicans i mens vi stadig har dem. De har været en utroligt fornøjende og underholdende faktor i dette års slutspil.

Hvem havde nogensinde set et sweep over Portland komme af et Boogie-løst Pelicans-mandskab?

Jrue Holiday har været fantastisk defensivt og blev med rette belønnet med en plads på Fullcourts ‘Månedens hold’.

Det samme gjorde hans kollega, Anthony Davis, som der forsætter sine freak-tendenser fra den regulære sæson. Han snittede 33 point per kamp mod Portland, hvor han også tilføjede 11,8 rebounds og 2,8 blocks.

Til sidst har vi Playoff Rondo og Mirotic, der begge har været sprudlende. De har overrasket i slutspillet, og lagt et ekstra lag på deres spil, siden vi gik ind i den sjove del af NBA-kalenderen.

Men hvis de har været så gode, at de sweepede deres forrige modstander, hvorfor skal vi så allerede sige farvel nu?

Svaret starter med ‘G’ og slutter på ‘Olden State Warriors’.

3. Philadelphia 76’ers

Lad os slå koldt vand i blodet, og undgå en uberettiget overreaktion efter deres første opgør mod Boston.

Det så ikke godt ud. Det kan alle blive enige om.

Brett Brown mødte sin overmand i form af Brad Stevens. Men det er trods alt bedst af syv. Det må vi ikke glemme. Derudover er Sixers stadig et enormt ungt og uerfarent mandskab, og indimellem har de disse udfald. Det er hvad der sker, når man ikke har været i situationen før. Det skete også i kamp to mod Miami.

De kommer til at tabe kampe, men det er lærerigt for et så ungt mandskab. Det holder dem nede på jorden, og styrker deres fokus.

Med det sagt, så taber Philly syv ud af syv kampe, hvor Ben Simmons har flere turnovers end assists. Han havde seks assists mod syv turnovers i mandags, og Brad Stevens formåede at holde den unge point guard i skak kampen igennem. Det formår han ikke over en hel serie.

2. Golden State Warriors

Det skal siges, at det er decimaler, der adskiller Rockets og Warriors fra første pladsen af denne power ranking. Rockets får æren, grundet deres placering i den regulære sæson. Og nu til Golden State Warriors:

Steph er tilbage. 28 point på 25 minutter, og det var fra bænken af endda.

Et klap på brystet, en finger i vejret og tandbeskytteren ud af den ene mundvig, og bolden ryger igennem kurven. Nothing but net.

Curry så varm og målrettet ud. Han så sågar sulten ud, og her er der ikke tale om spareribs. To mesterskaber virker ikke til at være nok for den 30-årige point guard, der inden i nat havde været ude med en skade siden marts.

Der er grund til at ryste en smule i bukserne, hvis man er Mike D’Antoni, for med Curry tilbage i fuldt vigør, er der pludselig endnu en faktor man skal medregne, når gameplanen skal lægges til konferencefinalerne (Ja, Houston – Golden State er et lock).

1. Houston Rockets

Ligeså gode Houston så ud i kamp fire og fem mod Timberwolves, ligeså håbløst sløset og ugidelige så de ud i kamp et, to og tre.

Mike D’Antoni kan man blot håbe at rusten er rystet af, og at man er tilbage på rette spor. James Harden lignede i hvert fald en mand, der var klar til at spille noget hoops da han i tredje periode af kamp fire scorede 22 ud af holdets 50 point. Han scorede 36 point i den kamp, og derfra har det kun taget fart for dette års MVP-udfordrer.

Han sænkede senest 41 af de mest nonchalant point, du nogensinde kommer til at se, mod Utah i deres første opgør. Ikke på noget tidspunkt så det svært ud. Om han overhovedet fik sved på panden vides ikke.

Det er værd at bemærke, at disse utroligt ‘nemme’ 41 point, var i mod et hold, der er i besiddelse af ligaens måske bedste forsvarsspiller i form af Rudy Gobert, men selv han havde intet svar på Hardens stepback-3’er (Muligvis også for meget forlangt) eller eurostep. 

Hold op, hvor er der grund til at glæde sig til Western Conference-finalerne mellem Golden State Warriors og Houston Rockets. Det bliver et brag af en serie!

Mere fra Boston Celtics