Find os her

En overraskelse kan man bestemt ikke kalde James Hardens kåring som ligaens mest værdifulde spiller. Det har været så godt som en offentlig hemmelighed siden januar. Kun Giannis, LeBron og AD har været nævnt som mulige konkurrenter i diskussionen. En diskussion, som hovedsageligt har været til for mediernes skyld.

Det har de seneste to år været lige ved og næsten for Harden, som nu endelig kan tage kronen på sit hoved. Han har fået anden flest stemmer to år i streg, kun overgået af henholdsvis Stephen Curry og Russell Westbrook. Den ene mere fortjent end den anden, men lad nu det ligge.

I år blev han scoring champ og snittede 30,4 point per kamp. Sidste år vandt han assists-titlen, efter han snittede imponerende 11,2 per kamp, og det var på trods af Hardens score-first mentalitet. Foruden det er han også fem gange All-NBA, 6 gange All Star, og indehaver af en Sixth Man of the Year titel fra 2012.

Nu kan den 28-årige shooting guard også skrive MVP på CV’et. En titel James Harden ikke havde de bedste forudsætninger for at nå.

Straight outta Compton

James Harden er født og opvokset i det sydlige Los Angeles, Californien. Nærmere bestemt Compton. For de af jer der ikke ved det, er Compton et område i USA, hvor det første der kommer frem, når du googler det er ‘Er Compton sikkert?’.

Her voksede han op med sin mor og to søskende. Hans far var sjædent inde i biledet, eftersom han befandt sig i søværnet i Hardens unge år, og senere i et stofmisbrug, som resulterede i, at friheden til at se sin familie pludselig var et privilegium, han kun fik glæde af, de korte stunder han ikke var i fængsel.

James Harden, som rigtigt hedder James Edward Harden Jr., nægter til denne dag at bruge ‘Jr’ som en del af sit navn.

James Harden var en lav, farvet fyr som var god i skolen og led af astma. Det var først da han kom i high school at højden begyndte at arbejde til hans fordel.
Astmaen havde til tider låst ham til computerspil, men den fik han efterhånden under kontrol, som også basketball fik en større rolle i hans tilværelse.
Så var der den flittige skolegang, som efter en $200 millioners kontrakt med Adidas mildest talt også virker overflødig.

Mentaliteten inde under skægget

An LA kid’ – det er sådan James Harden ser sig selv. Det er sådan han altid har set sig selv. Han kan ikke lide rampelyset eller berømmelsen. Han kan lide at være anonym. Harden elsker at gå ned ad gaden, uden at se sig selv på forsiden af diverse magasiner og billboards. Harden er stille og meget afdæmpet som person. Han er konfliktsky og trives ikke i betændte miljøer (Det gør de færreste, men Harden formår, modsat mange andre, ikke at sige fra).

På banen er Harden dog en helt anden. Her elsker han at røre i gryden – skabe konflikter og tage den direkte konfrontation. Han lader sit spil tale og leder vejen for sine holdkammerater derigennem. Han råber, jubler og hoverer. Han er stjernen i fokus. Med en basketball i hånden, er han indbegrebet af den personlighed, han selv ønsker at frasige sig udenfor banen.

Hans holdkammerater er altafgørende for The Beard. Han er ualmindeligt bevidst om, hvordan de har det. Han kommer dem altid til undsætning på den eneste måde han har lært. Ved at sætte dem i scene på banen, for ordene har han stadig svært ved. Holdkammeraterne og det gode omklædningsrum er usandsynligt betydningsfuldt for Houston-stjernen, men sådan har det ikke altid været.

Der var en tid, hvor Harden kun koncentrerede sig om sit eget spil og sine egne stats. Det var som regel nok, til at stå med et W til sidst. På hans high school-hold, Artesia, havde han praktisk talt ikke lavet andet end at vinde. I college, hos Arizona State, lavede han praktisk talt ikke andet end at vinde, og det forsatte da han blev draftet af et ultra-talentfuldt Oklahoma City Thunder-hold, som allerede havde spillere som Durant og Westbrook i truppen. Harden havde aldrig prøvet andet end at vinde, og modgang var endnu et fremmedord for drengen fra Los Angeles.

Ind kommer Dwight Howard. Forestil jer musikvideoen til ‘Wrecking Ball. En kæmpe nedbrydningskugle der svinger frem og tilbage med en mager, hvid teenagepige på toppen. Erstat hende nu med Dwight Howard i sit supermankostume fra dunkekonkurrencen i 2008, og du har et visuelt billede af James Harden’s mentale tilstand.

Det var ingen hemmelighed at Harden og Howard ikke kom overens udenfor banen, og det blev, helt naturligt, overført til banen. De to superstjerner kunne ganske enkelt ikke sammen, og grundet deres konfliktsky personligheder, udviklede det stille drama sig blot til indædte personligheder, der mistede glæden ved det spil der havde reddet dem begge.

Men den oplevelse – den fadæse, samarbejdet mellem de to veteraner nu engang var – har vist sig som grundlæggende vital for Hardens seneste tre sæsoner. Her er det blevet til to andenpladser i MVP-racet og nu (Endelig fristes man til at sige) en MVP-titel.

Harden har om nogen fortjent titlen denne sæson, hvor han var lederen på holdet med ligaens bedste record, ligaens topscorer og garant for højdepunkter, samtlige 72 gange han trådte på banen.

MVP-Moments

Hvornår var vi alle sikre på at Harden ville løbe med denne titel? Var det tilbage i december da han næsten havde Ricky Rubio nede at ligge? Hvad med hans imellem-benene-aflevering til Clint Capela?

Nej, ingen af dem. Harden har ét MVP-øjeblik, ét MVP-spil og én altoverskyggende grund til, at der ikke har været en reel diskussion om MVP-trofæet.

1. Øjeblikket, hvor vi alle vidste det

Toyota Center summer af liv. Ingen bagdele er i sæderne. Alle er oppe at stå. Nej, det er ikke tid til gratis t-shirts eller andet ligegyldigt merchandise. Det er ganske enkelt fordi, der bliver skrevet historie. Houston-historie, NBA-historie, basketball-historie.

Som James Harden sætter sit straffekast passerer han Calvin Murphys rekord for den største pointmæssige triple-double i Houston Rockets’ historie, alt imens han bliver den første spiller nogensinde til at lave en triple-double med vanvittige 60 point!!!!!

Hvis det ikke er et MVP-værdigt moment, hvad er så?

2. Spillet som vil blive vist igen og igen

Fra Wesley Johnson ufrivilligt sætter sig på gulvet i Staples Center til at bolden rammer nettet går der over tre sekunder. Tre sekunder, som, når man ser sekvensen, føles som flere timer.

Der sker så meget på de tre sekunder. Der er så mange små prisværdige øjeblikke i det spil, som man først ser efter den 150’ne gengivelse.

Det lille push-off som Harden fejt laver, for at skabe sig plads. Johnsons ankler der knækker flere forskellige steder, inden hans to meter lange torso rammer gulvet. Teodosic der halvhjertet og forgæves forsøger at komme sin holdkammerat til undsætning. Harden der selv bruger et par sekunder på at fjerne den dårlige smag i munden, efter det overlagte mord han lige har begået. Den efterfølgende sult der strømmer igennem ham, da han slikker sig om munden, imens han nedstirrer sit offer.

Selv efter 150 visninger, såes der stadig tvivl om, hvorvidt Harden kiggede på kurven eller om hans blik var boret ind i Johnsons sjæl, da han sænkede 3’eren.

Nyd forresten også den fantastiske kommentering, hvor det er tydeligt at selv kommentatoren er uden reelle meningsfulde ord.

“En eller anden, ring til en eller anden, for vi skal bruge en rengøring ved gang 3”

3. Diskussionen der udeblev

Harden er utvivlsomt dette års MVP. Han fortjener det. Det kan der ikke herske nogen tvivl om, og det er bestemt ikke det, dette afsnit forsøger at skabe.

Det var uden tvivl på tide. MEN.

Konkurrencen har været minimal for Harden i år. Den har været så smal, at vi i situationer har følt os nødsaget til at diskutere, hvorvidt LeBron skulle nævnes når han bar sit Finals-hold til en fjerdeplads i en usandsynligt tynd Eastern Coference. Vi holdt Giannis Antetokounmpo inde i samtalen ind til sidste øjeblik. Han var ganske vidst god, og han startede sæsonen fabelagtigt. Men hvis LeBron ikke skal have kredit for sin fjerdeplads, så skal Giannis heller ikke for Bucks’ ottendeplads.

Til sidst snakkede man om, hvorvidt det var for sent eller ej for Anthony Davis at blive nævnt som seriøs kandidat til titlen, efter han brillerede ved Cousins’ skade. Ja, det var for sent. Alt for sent.

James Harden var den eneste der forblev skadesfri (Tæt på i hvert fald), holdte et stabilt højt niveau og som konsekvent vandt kampe med sit hold. Han var indiskutabelt sit holds bedste spiller, og Houston havde med garanti aldrig vundet 65 kampe uden ham (Og inden Raptors-fans begynder med at argumentere for at DeRozan indfrier disse kriterier, så stop. Bænken var forskellen i Toronto og ikke DeMar DeRozan.)

Kasper er redaktør for NBA på Fullcourt.dk Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.

Mere fra Houston Rockets