fbpx
Find os her

NBA

Milwaukee sejrer i Madison Square Garden

Knicks og Bucks skød her til aften den traditionsrige dag i gang i Madison Square Garden. En aften med fem fabelagtige basketballkampe på programmet. En aften, hvor stjerner står i kø for at forære os højdepunkter. En aften, hvor udeholdet fra Milwaukee kunne gå fra banen en sejr rigere, end før. De vandt kampen med 95-109.

Sidst de to mandskaber mødtes endte det med en overraskende sejr til New York, og en yderst ydmygende sekvens for superstjernen Giannis Antetokounmpo, hvor Hezonja trådte over ham. 

Giannis selv var heller ikke sen til at putte brænde på bålet efter kampen, hvor han ordret sagde, at hvis det skete igen, ville han slå Hezonja i nødderne.

Den revanche fik vi dog aldrig på denne højhellige Christmas Day, men så fik vi så meget andet.

Vi fik et ungt New York-mandskab, der halvvejs igennem kampen skulle mindes om, at det var jul, og så fik vi en storspillende Giannis Antetokounmpo, der følte sig hjemme på den store scene.

To gaver vi blev foræret, som begge var sigende for kampens udfald.

Jule-påmindelsen

David Fizdale måtte kort inde i aftenens første opgør minde sine spillere om, at de skulle spille mere flydende, mere afslappet. De skulle ganske enkelt, huske på at nyde julen og glæden omkring den. Det er trods alt ikke hver dag, man får lov at spille basketball på en så ikonisk scene som de to mandskaber fik lov til her til aften.

New York Knicks er et utrolig ungt hold, som lige nu forsøger at samle et større puslespil i forhold til, hvem der skal være de fire startere ved siden af Porzingis, når han engang vender tilbage fra sin skade. I dag startede de Kanter og Hardaway Jr. på 26 år, Vonleh på 23, Mudiay på 22 og Knox på 19 år. Kun Kanter havde spillet en kamp på denne helt særlige scene før. En kamp, på dagen over alle dage i NBA, i arenaen, der bedst kan betegnes som NBA’s mekka.

Og det var tydeligt at mærke. De virkede anspændte. De så nervøse ud de unge Knicks-spillere. Deres skud ramte ikke i nettet, og i forsvaret havde de svært ved, at dæmme op for Bucks’ mange strenge at spille på. De skød blot 36 procent fra gulvet og havde svært ved at følge med, når Bucks satte tempoet op.

Storspillende Giannis Antetokounmpo

De var 41 år siden, at Bucks sidst havde spillet en basketballkamp på første juledag. Dengang besejrede man Kansas City Kings. Så lang tid er det siden.

I dag var det med et fornyet håb og som et tegn på, hvor langt Milwaukee er kommet. De er der næsten. Som det andet bedste hold i East og med en af frontkandidaterne til at vinde prisen som årets mest værdifulde spiller, manglede det også bare, at man fik en kamp i de mest storslåede omgivelser.

Et proppet Madison Square Garden blev, til de mange hjemmefans store ærgrelse, udsat for en særdeles velspillende græker, der var kommet for at vise sig frem for verden.

Han kickstartede sin præstation i starten af anden periode. Her fik han med sit enorme vingefang, prikket til en aflevering fra Knicks’ Lance Thomas ved Milwaukee’s egen trepointslinje. Godt og vel fire skridt efter dunkede han nådesløst bolden i hjemmeholdets kurv, for øjnene af en skrækslagen Thomas. Giannis selv havde fire steals, hvilket var ligeså meget som hele Knicks’ hold tilsammen.

Han havde derudover også to blocks, hvor en af dem var et ondskabsfuldt et af slagsen, som den stakkels rookie, Allonzo Trier, sent vil glemme. De to blocks var blot én færre, end hvad hele Knicks’ hold havde tilsammen.

Giannis krydrede præstationen med 30 point, 14 rebounds og tre assists.

Milwaukee vandt overlegent 95-109, og beholder derved deres andenplads i East. Knicks ligger nu på andensidstepladsen, hvor kun Cavaliers er været ringere.

Nyt NBA-gear? Tjek - NordicBasketball.com ud her.

Kasper er redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.

Mere fra Milwaukee Bucks