fbpx
Connect with us

Milwaukee Bucks

Middleton misser All-NBA grundet teknikalitet

Khris Middleton sluttede med flere stemmer end Russell Westbrook og Ben Simmons men kom ikke på All-NBA 3. team på grund af en teknikalitet i stemmesystemet.

Foto: Keith Allison - Flickr.com

Spillet har i de seneste år udviklet sig i sådan en grad, at det kan være svært at følge med. Spillet er mere flydende, trepointsskudene flyder i stor strøm og spillestilen er blevet mere versatil. I takt med disse ændringer er positionerne på banen blevet mere symbolske – store playmakere som LeBron James, Ben Simmons, Nikola Jokic og Luka Doncic dominerer spillet og har flest boldberøringer og assists på deres hold, men de er store og er officielt forwards og centere. Houston Rockets er eksempelvis gået helt væk fra at have en center og spiller mere eller mindre med fire identiske spillere på banen; versatile spillere, der kan dække mange positioner og skyde 3’ere. Det er med andre ord blevet urimeligt svært at skelne mellem de traditionelle positioner i NBA.

Når stemmerne skal optælles og afgives til All-NBA holdene, så har spillets forandring ikke ændret på processen. De fem på hvert hold er nemlig inddelt efter de traditionelle positioner, og hvordan spillerne har været listet i løbet af sæsonen. Derfor kan en spiller blive snydt for en plads på holdet, hvis spilleren f.eks. får talt sine stemmer op på guard og forward. Det er netop det, der er sket for Milwaukee Bucks’ Khris Middleton i år – Middleton fik 81 point* men kom ikke på All-NBA 3. team, selvom Ben Simmons og Russell Westbrook henholdsvis havde 61 og 56 point*. Middleton spillede en flot sæson og var Bucks’, ligaens bedste hold i den regulære sæson, klart andenbedste spiller. Middleton snittede 20,9 point, 6,2 rebounds og 4,3  assists per kamp, hvilket alle var karrierens bedste.

Det er lidt svært at se, hvordan NBA stadig kan holde fast i positionerne, når det tydeligvis virker som et smuthul i systemet. I en positionsløs liga burde All-NBA holdene også afspejle dette. Især når lønvilkårene for ligaens stjerner afhænger af udvælgelse til All-NBA hold.

*Point opgøres efter mængden af stemmer en spiller modtager i de forskellige kategorier. En stemme til 1. team giver fem point, en stemme til 2. team giver tre point og en stemme til 3. team giver ét point.

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Bosat i Århus og redaktør på NBA. Har en stor kærlighed til Los Angeles Lakers.

Advertisement
Advertisement
Advertisement

More in Milwaukee Bucks