fbpx
Find os her

NBA

Månedens hold i NBA: April (Playoffs edition)

I anledning af playoffs har vi ændret lidt på formatet for ‘månedens hold’ og vælger i stedet et hold for hver runde, udelukkende bestående af spillere fra klubber, som er røget ud.

Patrick Beverley, Los Angeles Clippers

9,8 point – 8 rebounds – 4,7 assists

4 nederlag – 2 sejre

Patrick Beverley var sammen med sit Los Angeles Clippers-mandskab på en næsten umulig opgaver, da man stod overfor Golden State Warriors. Serien endte 4-2 til Warriors. Et resultat som understreger en heroisk indsats fra Clippers, som på forhånd ikke var spået en eneste sejr i denne serie af de fleste eksperter.

Få spillere i hele NBA evner at komme ind i modstanderens hovede i en grad som Patrick Beverley. Hvis man har denne evne, og samtidig er en forsvars-specialist, så har man en god cocktail. Med sit fysiske og psykiske spil blev Beverley en af frontmændene for Clippers i serien.

Derrick White, San Antonio Spurs

15,1 point – 3 assists- 3 rebounds

4 nederlag – 3 sejre

Den unge White kunne måske ikke helt matche DeRozans samlede stats, men hans indflydelse på kampene var til tider større end den tidligere Raptor. Whites tre første kampe kom som en overraskelse for alle. Hans 36-point i kamp var en af de bedste præstationer, vi har set i dette års playoffs. 

White har allerede tilegnet sig Manu Ginobilis evne til at modtage bolden i bevægelse og angribe inden forsvaret forventer det. Samtidig viste han en føling med bolden omkring kurven, som gav flashbacks til Tony Parker. Foruden hans moves mod kurven, brugte han sin tårnhøje basket IQ til at finde den åbne mand igen og igen. Ikke med flashy afleveringer, men blot solide beslutninger og fundamentale afleveringer.

Han spillede større end sit talent i meget af denne serie. Når han vandt matchuppen med Jamal Murray, vandt Spurs kampen. Han var ikke et navn, som mange kendte før playoffs – nu er han en af de unge spillere, som der er høje forventninger til næste år.

Lou Williams, Los Angeles Clippers

21,7 point- 7,7 assists – 2,8 rebounds

4 nederlag – 2 sejre

Sweet Sweet Lou. Sjettemanden, som kunne være en All-Star i øst, gjorde ondt på Los Angeles Warriors i en grad, som få spillere har gjort før. Clippers vandt to kampe i Oracle Arena i denne serie. Sidste gang det skete, var i finalerne i 2016 mod Cleveland Cavaliers og en af historiens to bedste spillere, LeBron James.

Williams’ spillestil er den perfekte modgift til Warriors’. Golden State vil gerne spille hurtigt, Williams kan tage farten ud af enhver kamp. Ved uendelige pick ‘n’ rolls med Montrezl Harrell og hans evne til at score, når han vil på alle fra Curry til Durant, havde Warriors svært ved at lave deres hurtige 10+ runs. Det er bare svært at spille hurtigt og skabe kaos, når man starter hvert angreb med at tage bolden ud af nettet.

Williams særlige spilletstil blev virkelig fremvist i serien, hvor hans temposkift, retningsskift og evne til at manipulere forsvarens balance gav ham succes igen og igen. Hans bedste kamp kom i kamp 2, hvor Clippers leverede et historisk comeback, da de kom tilbage fra et hul på 31 point. Williams scorede 17 point i tredje periode og 36 point i alt. For god ordens skyld satte hans også sine medspillere op 11 gange.

Paul George, Oklahoma City Thunder

28,6 point – 8,6 rebounds- 3,6 assists

4 nederlag – 1 sejr

Oklahoma City Thunder blev fejet af banen med et 4-1 nederlag af Portland Trail Blazers. Det blev de blandt andet fordi Paul George ikke spillede op til sit bedste i alle kampene. Dog nåede PG flere stærke præstationer i serien, og derfor er han at finde på dette hold.

I første kamp i denne serie scorede George 26 point, hvilket isoleret set lyder godt. Problemet var bare, at han ramte otte ud af 24 skud (33,3 procent). Denne lave skudprocent fra George, var desværre for ham og OKC historien for flere af seriens kampe. Specielt kamp 3 var ond ved small forwarden, hvor han skød jammerlige 18,8 procent fra gulvet. Paradoksalt nok vandt Thunder denne kamp som den eneste.

Det kan lyde lidt mærkeligt at kritisere George samtidig med, at han er at finde på dette hold. De to nævnte præstationer var dog bare skuffende, når man kender hans vante niveau. Netop det niveau fik vi heldigvis at se i især kamp 2 og 5. Sidstnævnte kamp var han eminent, og scorede 36 point plus ni rebounds. Han skød 70 procent (14-20) i kampen.

Helt fortjent endte Trail Blazers med at avancere til næste runde. Heldigvis fik Paul George dog vist hvilken speciel spiller han er. Desværre var det bare for sent, så han må nøjes med en udtagelse her som trøstepræmie.

Montrezl Harrell, Los Angeles Clippers

18,3 point- 5,5 rebounds. 73% fg

4 nederlag – 2 sejre

Montrezl Harrell gør en ting rigtig godt, og det er at spille pick ‘n’ roll med Lou Williams. Hjælper Trez’ mandsopdækning på Williams, ruller Harrell hårdere mod kurven end nogen nord for Houston. Bliver forsvareren på Harrell, har Williams en åben bane til kurven eller til et mellemdistanceskud.

De to har så god kemi, at det er næsten er umuligt at stoppe – selv for spillere som Andre Iguodala og Draymond Green. De er samtidig som is og ild. Sweet Lou er stille og lader sit spil tale for sig, mens Harrell er ligeså intens som Russell Westbrook. Der bliver råbt, der bliver skreget og der bliver hængt i ringen på dunks. Alt sammen giver det mere energi til holdet og de to kammerater.

Hans bedste kamp i serien mod Golden State var ikke overraskende i den historiske kamp 2. Her havde Harrell 25 point og 11 rebounds – og ramte alle sine ni skud.

 

Nyt NBA-gear? Tjek - NordicBasketball.com ud her.

Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.

Mere fra Indiana Pacers