fbpx
Connect with us

For et par dage siden vandt LeBron James og Cleveland Cavaliers deres første kamp i finaleserien, hvilket var med til at reducere stillingen i kampe til 1-3, men nu står LeBron James over for måske sin største udfordring i karrieren.

Udfordringen er Golden State Warriors og især kvartetten bestående af Kevin Durant, Klay Thompson, Draymond Green og ikke mindst den forsvarende MVP Stephen Curry.

Sidst Cavaliers var i Oakland, var det en miserabel oplevelse for dem. Med mere en 20 turnovers i den første kamp blev de overrumplet af Warriors’ gode forsvar. Angrebsspillet var for individuelt og manglede struktur. I kamp tre var der for få som leverede. Det var kun King James og Kyrie Irving som kunne være deres præstationer bekendt.

Men det er ikke angrebet, der er de forsvarende mestres største problem. Golden State Warriors har for alvor fire-power i offensiven, og Cleveland har i snit lukket 120 point ind per kamp, hvilket er uacceptabelt, hvis de vil genvinde NBA-mesterskabet.

Forsvaret har været miserabelt, og Cleveland har ikke været i nærheden af at følge det tempo, som Warriors har lagt for dagen. Derfor bliver Cavs nødt til at trække tempoet ud af kampen, så vi som seere og basketelskere igen kan få lov til at se en spændende finaleserie.

Tristian Thompson har været en vigtig del af Cavs’ forsvar denne sæson, men vi har ikke set meget til ham i finalerne – Foto: Erik Drost – Flickr.

LeBrons små medhjælpere skal steppe up

Potientialet til et godt forsvar er der, men spørgsmålet er, om Cavs skal fokusere på den offensive ende og håbe på, at de kommer ud endnu mere blæsende end Golden State Warriors. Fordi den største nøgle til sejr for Cavaliers er, at Kyrie Irving og alle de andre Cavs-spillere kan følge LeBron, og levere samme tal som King James gør.

I kamp fire var Kyrie Irving flyvende, og hans 40 point og fire assists var bestemt med til at vinde kampen for Cavs. Udover Irving så leverede også Tristian Thompson med både point, assists og rebounds, mens både Kevin Love og J.R. Smith, og det er netop dét, der kan være afgørende for, om kampen falder ud til Cavs’ fordel.

Vi så i både kamp tre og kamp fire, at især J.R. Smiths form var afgørende for kampen med fem treere i begge opgør, hvilket var afgørende for, at kamp tre blev tæt og kamp fire blev til en sejr til Cavs.

LeBron James skal spille sit livs kamp

Lige meget om Kyrie Irving og Kevin Love tilsammen leverer 80 point tilsammen, eller om J.R. Smith brænder gulvet fuldstændig af bag trepointslinjen, så er det bare altafgørende, at LeBron James spiller sin livs kamp i nat for at holde liv i finalerne.

Den fire-dobbelte MVP er forsvarets anker og angrebets playmaker. Derfor er det også essentielt, at den Ohio-fødte stjerne spiller sit livs kamp.

I kamp tre var Cleveland +7, når James var på banen, og i sidste kamp var de forsvarende mestre hele +32, når James var på banen, så vi må håbe, at den 32-årige har fået spist godt inden kamp, og fået fyldt energidepotterne op, for han kan nok godt se frem til meget spilletid.

LeBron James har slået playoff- og finalerekorder igennem hele dette slutspil. Men alt dette kan han ikke bruge, hvis Cavs ikke vinder deres sidste tre kampe i denne sæson. LeBron James er et monster, og det monster skal for alvor folde sig selv ud i nat.

Det er ottende gang i streg, at James står i NBA Finals. King James har vundet tre af disse, og pt. ser det ud til, at han taber hans femte, men hvem ved? For hvis der er en NBA-spiller, der kan vælte et helt holds fundament, så skal det være LeBron James.

Tre gange tidligere har LeBron James fået lov til at hylde sig som NBA-Champion, men udsigterne til en fjerde gang er langt væk. – Foto: Flickr – Ian D’Andrea.

Hvis Cleveland vinder i nat, får vi også en kamp syv

Det absolutte sidste som Golden State Warriors har lyst til er at tage endnu en tur til The Land. Efter sidste kamps nederlag og sidste års forfærdelige oplevelse, hvor de tabte efter at have været foran med netop 3-1 i kampe, ønsker de ikke at få små deja-vu oplevelser.

Hvis Cleveland skulle gå hen og vinde i nat, så ville det også betyde, at den måske mest hadede mand i Cleveland pt., Draymond Green, igen ville få lov til at optræde foran et forhadt udepublikum. Green har ikke haft hans bedste serie til dato, med en dårlig procent fra gulvet (35,6 %), og med gengivende fejlproblemer har han ikke været den største oplevelse i årets NBA Finals.

De to Splash Brothers har heller ikke de bedste minder fra Quicken Loans Arena. Med sølle 29 point og 31,5 % bag trepointslinjen tilsammen i sidste kamp, var der ikke meget rain dropping over dette.

Som basket-elsker vil det glæde mig, hvis Cleveland kunne gå hen og vinde i nat. Selvom jeg ikke har nogle aktier i nogle af de to finalehold, så banker mit hjerte alligevel en lille smule for Cavs, så vi eventuelt kan presse serien ud i flere kampe.

Foto: Erik Drost – Flickr

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Jeg er Fullcourts Basketligaredaktør og har været det siden starten af 2020. Jeg brænder for basketball og bidrager til både NBA og Basketliga delen af siden.

More in Cleveland Cavaliers