evn-dk
Fullcourt
22. maj 2012 - 11:18

LA Lakers sendt på sommerferie – store ændringer i vente?

Efter at være blevet sendt på sommerferie efter kun fire kampe i slutspillets 2. runde sidste sæson, så har Los Angeles Lakers igen måtte se sig slået ud i selv samme runde, denne gang af det unge og energifyldte hold Oklahoma City Thunder. I går nat slog Thunder nemlig Lakers 106 – 90, og dermed lukkede de serien 4-1. Meget kendetegnende for sæsonen, så kom nederlaget til trods for en ellers klassisk præstation fra den aldrende Lakers superstjerne, Kobe Bryant, der med sine 42 point på 33 skud forsøgte at kompensere for, at den endog talentfulde PF/Center-duo, Andrew Bynum og Pau Gasol, kun leverede 24 point sammenlagt.

Men selvom det nu er OKC Thunder, der får fornøjelsen af at spille mod brandvarme San Antonio Spurs i Western Conference Finals, så var Kobe Bryant vedholdende og optimistisk, som altid, i det efterfølgende pressemøde:

I’m not fading into the shadows, if that is what you are asking. I am not going anywhere. We are not going anywhere.

Mere interessant var det dog, at Bryant også kommenterede på det meget ustabile LA Lakers-angreb, der har præget hele sæsonen. Sidste sæson udskiftede Lakers nemlig Phil Jackson, der valgte at tage en pause fra NBA, med Mike Brown; siden da har især angrebet oplevet væsentlige ændringer fra de foregående år.

Ligeledes berørte Bryant også Lakers organisationens fremragende evne til hurtigt at genopbygge et mesterskabshold, til hvilket han afslutningsvis sagde:

We just have to do it again.

Og en ny genopbygning kan meget sandsynligt også være i vente. Allerede fra dag et i årets sæson har op til flere navne på Lakers spillere nemlig stået i forbindelse med byttehandler; mest famøs blev uden tvivl den Chris Paul-handel, der blev afslået af NBA kommissæren, David Stern, efter alle detaljer var faldet på plads.

Over sommeren får Lakers i hvert fald mange spørgsmål at besvare, hvor de formenligt vil forsøge at rykke med en stor del af de brikker de råder over, ligesom muligheden for en Dwight Howard-byttehandel utvivlsomt vil blive efterprøvet op til flere gange.

Seneste nyheder