Find os her

NBA

Kaos i Minnesota: Ødelægger Wolves det for dem selv?

Er Tom Thibodeau fanget i fortiden, når han konsekvent henter gamle Bulls-spillere til Minnesota? Og hvorfor er der krise på et hold, som endelig havde brudt en 14-årig slutspilstørke? Burde det ikke se lyst ud? Krisen i Minnesota analyseres.

FOTO: Basket-streaming - Flickr.com

Luol Deng, John Lucas III, Jimmy Butler, Taj Gibson, Aaron Brooks og Derrick Rose.

Hvad har disse spillere tilfælles?

De har selvfølgelig alle været i Chicago, imens Tom Thibodeau var cheftræner, og er senere blevet hentet til Minnesota af den selvsamme mand: Team President & Head Coach, Tom Thibodeau.

Luol Deng er den seneste i rækken af spillere, som Thibs skal træne for anden gang, efter han blev hentet til denne sommer.

Timberwolves bliver nu igen, af mange, kaldt: ‘TimberBulls’.

Det var sjovt for et år siden – Nu er det bare trist.

Som nuværende Bulls-spiller, Bobby Portis påpeger, så er det kun Joakim Noah, der mangler til samlingen.

Kalenderen siger 2018

Thibodeau lader tydeligvis til at være fanget i fortiden, nærmere bestemt i årene 2012-2015.

Det var de år, hvor alle omkring Bulls-holdet blev traumatiseret af de mange Derrick Rose skader. Skader som reelt kostede dem chancen for at slå Miami Heat og for at vinde et mesterskab. Det gjorde selvfølgelig ondt på mange, og helt sikkert også på Thibs, som er kendt for at være en passioneret arbejdsnarkoman.

Mange Bulls-fans led i de år, og selvom smerten altid vil være der i et eller andet omfang, så er mange kommet videre og ved godt, at denne gruppe af spillere ikke vinder et mesterskab sammen. ‘Andre’ derimod tror stadig at den gruppe af spillere, sammen med et Minnesota-touch, kan komme langt.

‘Andre’ i denne sammenhæng er selvfølgelig Coach Thibs.

Han har måske aldrig kunnet slippe tanken om, at det godt kan lykkedes, eller har han bare virkelig så store problemer med at stole på nye spillere, at han kun vil have folk han kender?

Thibodeau er kendt for forsvar, at råbe utrolig meget på sidelinjen, at stå op under næsten hele kampen og for at have en smal rotation. Han stoler ikke på hvem som helst, og det har Minnesota-tiden også vist.

Butler, Towns, Wiggins, Teague og Gibson var på banen sammen i 24 minutter per kamp i 17/18-sæsonen, hvilket er fem minutter mere end den næstmest brugte startopstilling. Kontinuitet er selvfølgelig vigtigt, men NBA-sæsonen er et maraton på 82 kampe. Det er okay at give sine stamspillere en pause en gang imellem, så kan man give bænkspillerne selvtillid ved hjælp af mere spilletid. Det hjælper hele holdet i jagten på en god præstation i slutspillet.

De unge vs De gamle

Tom Thibodeau er uden tvivl en rigtig dygtig træner. Han vandt prisen som ‘årets træner’ i 2011 og i årene uden Derrick Rose formåede han at få det meste ud af resterne af et skadet Chicago-hold. Han kan uden tvivl coache.

Er han også en god general manager?

Indtil videre må det svar være; ‘nej.

Karl-Anthony Towns har stadigvæk ikke skrevet under på sin nye kontrakt, hvilket er noget af et chok. En så god spiller som kun er blevet betalt som en rookie, skriver altid under på en forlængelse med sit hold. At det ikke er sket endnu, viser virkelig hvor store problemer, der er på Minnesota-holdet.

Utilfredsheden er tydelig.

Towns mener, at Minnesota er ‘hans’ hold og er ligesom alle andre nok også forundret over beslutningerne, Thibodeau har truffet. Mon ikke også Towns’ manglende evner defensivt, er blevet påpeget op til flere gange af Thibs råbende, hæse stemme – en stemme man hurtigt kan blive træt af.

Så er der Butler.

Jimmy Butler, som elsker coach Thibs og elsker at blive trænet hårdt, har også ytret sin frustration over kulturen og attituden hos de unge Wolves i form af Towns og Wiggins.

Butler har aldrig været bleg for at komme med en opsang til sine holdkammerater, hvis han er utilfreds.

Har Jimmy Butler ret?

Butler er virkelig en vinder og vil gøre alt, hvad der skal til for, at blive bedre og i sidste ende vinde et mesterskab. Den indstilling ser han ikke hos Towns og Wiggins, og det er en indstilling, han heller ikke så hos de unge spillere i Chicago. Det er ikke første gang, at han føler at han mangler folk, som virkelig bekymrer sig og går op i det.

Karl Anthony Towns er selvfølgelig en fantastisk offensiv spiller, men defensivt mangler vi at se ham udvikle sig til Kevin Garnett-typen, som Thibs gerne vil have ham til at være i forsvaret. KAT har fysikken til det, men har han viljen? – Det har ikke set sådan ud.

Towns er måske den, der bliver forventet mest af, men Andrew Wiggins er det helt store problem.

Wiggins er cirka den samme spiller, som da han kom ind i ligaen. Han har ikke formået at bygge på, som man havde håbet, at han ville. Det tidligere første valg i draften har ikke levet op til sit potentiale, og det er tydeligvis frustrerende. Især hvis fornemmelsen er, at det er viljen til at arbejde stenhårdt, som mangler.

Kig indad

Den tydelige kollision mellem grupperingerne forklarer, hvorfor Thibs bliver ved med at hente spillere til klubben som han stoler på, hvorfor Butler ikke vil forpligte sig til Minnesota og hvorfor Towns ikke har skrevet under på en ny kontrakt.

Så tænker du nok. Kan situationen overhovedet reddes?

Ja, det kan den godt, men det er selvfølgelig en masse problemer at have på et hold. Der er til gengæld et par ting, der kan gøres for at forbedre situationen en smule.

For det første så skal Thibodeau ikke længere være general manager, men kun cheftræner. Han har ikke vist, at han kan håndtere begge ting, og der er heller ikke nogen i NBA ,som har formået at have begge roller på et succesfuldt hold (Stan Van Gundy, Doc Rivers og Mike Budenholzer er blot nogle eksempler på gange det er gået galt)

For det andet så skal hver enkel af stjernerne på holdet kigge indad, og gøre sit for at forbedre miljøet i klubben.

Towns skal vise, at forsvaret er vigtigt for ham, og det gør han kun ved at arbejde hårdt, og vise det på banen.

Butler skal overveje at være mere støttende fremfor at brokke sig åbenlyst i medierne. Det er fedt at han vil gøre alt for at vinde, men indtil videre har hans metode for at få de unge til at følge trop ikke virket. Skift stil, og hvis det ikke virker, så kan han altid smutte til sommer.

Andrew Wiggins bliver simpelthen nødt til at blive bedre eller acceptere, at han kun er den tredje bedste på holdet, samtidig med at han bliver nødt til at blive en bedre skytte bag 3’eren. Han skyder 33 procent fra distancen for karrieren, og det er bare ikke godt nok. Slet ikke, hvis han skal være en af de bærende kræfter på et hold, der ser sig selv som kommende mesterskabskandidater.

Skæbnesvanger sæson

Det er stjernerne der bærer holdet, og problemerne mellem dem er årsagen til at der bliver skabt grupperinger. Forsætter de ud af samme tangent, så kan de nemt blive sorteper i en Western Conference med mange dygtige hold. Hvis det sker, så kommer det til at koste Tom Thibodeau hans job, og det kan komme til, at skubbe både Jimmy Butler og Karl-Anthony Towns ud af døren i Minnesota.

‘TimberBulls’ har masser af…. sorry, Timberwolves har masser af talent, men det dårlige arbejdsmiljø de har skabt, kommer til at koste dem, hvis de ikke får det ordnet.

NBA-skribent, basketball-elsker og man kan følge med i mine NBA-Odds på twitter @OddserKunNBA.

Mere fra Minnesota Timberwolves