fbpx
Find os her

NBA

Kampen om Los Angeles bliver afgjort juledag

Der venter et brag af en kamp på NBA Christmas Day, når det hele kulminerer med opgøret mellem Clippers og Lakers. Begge mandskaber ser stærke ud, og der er meget på spil.

Det er ikke jul endnu, men kigger man rundt i diverse supermarkeder, er der vist ingen grund til ikke at tage glæderne på forskud. I dag er der præcis en måned til, vi rammer juleaften, og dermed kun en måned og én dag til, at det for alvor går for sig i NBA. Den 25. december er i Danmark en helligdag, hvor vi fejrer Jesu fødsel, selvom vi ganskevidst snyder lidt ved at starte den 24. december. Hos Fullcourt.dk er det en helligdag på grund af de årlige Christmas Games, som i år afholdes for 72. gang. Det samler folk i stuerne, traditionelt i USA, men efterhånden også i Danmark.

Vi vil løbende klæde jer på til, hvad der kan forventes på denne særlige dag, og for god ordens skyld vil vi starte med, hvad der for mange er dagens højdepunkt, Clippers Vs Lakers.

Byen vinder uanset kampens udfald

Los Angeles har denne sæson for alvor transformeret sig til basketball’s epicenter. Byens hold har begge forandret sig til indiskutable slutspilshold med en reel chance for at gå hele vejen. Faktisk vurdererer det legendariske Las Vegas casino Ceasar’s Palace, Lakers og Clippers, til at være de to største favoritter til titlen. Kampen foregår naturligvis i Staples Center, som er hjemmebane for begge hold, men i denne anledning er det Lakers, som står som hjemmebanehold. Kampen spilles klokken 02:00 dansk tid.

En af hovedaktørerne, Lebron James, har inden sæsonen udtalt, at dem som for alvor har vundet dette års off-season, er netop Staples Center. Det samme har Lakers-legenden og nuværende Clippers executive Jerry West udtrykt enighed omkring. “Det er en fantastisk tid at være basketballfan i Los Angeles, for hvem skal man holde med?” udtaler han i et nyligt interview.

Imponerende sæsonstart for begge mandskaber

Lakers ligger nummer ét i Western Conference med den bedste record i hele ligaen på 14-2. Lebron James spiller på allerhøjeste niveau og snitter i øjeblikket 11,3 assist, hvilket er det højeste assistgennemsnit i hans karriere. Anthony Davis er ligeså faldet rigtigt godt til, og han spiller, forventeligt vil mange mene, ganske imponerende. Han snitter 25 point, 9 rebounds, 3 assist og 3 blokerede skud pr. kamp. Generelt ser de rigtigt gode ud i begge ender af banen, men i særdeleshed i forsvarsenden. Lakers har det tredje bedste forsvarshold i NBA med en defensiv rating på 102,1 samt den næstbedste pointdifference i ligaen på 8,8 point i plus.

Clippers har ligeledes haft en god start på sæsonen. Kawhi “The Claw” Leonard er startet som han sluttede sidste sæson og er ligesom James med i snakken om dette års MVP. Leonard har ført Clippers til en 11-5 record og foreløbig fjerde plads i Western Conference, da deres anden superstjerne Paul George først for fem kampe siden er kommet tilbage efter en skulderskade. Indtil for nyligt har førstnævnte været flankeret af Lou Williams og Montrezl Harrell, som begge har spillet rigtig god basket, og nok været de mest toneangivende udover Leonard selv på trods af deres ens roller, hvor de kommer fra bænken.

Både Williams og Harrell er spillere, som kunne starte på hvilket som helst NBA mandskab, og begge er et godt bud i snakken om årets sjettemand. Med George tilbage ligner Clippers for alvor et hold, der skal tages seriøst. De har vundet de sidste fire kampe, to af dem mod et stærkt Houston Rockets mandskab. George har spillet godt i begge ender af banen, og den duo han og Leonard udgør, ser ufatteligt effektiv ud.

Hvad kan man forvente af kampen?

Tager man de to holds præstationer hidtil i betragtning, er der lagt op til et brag af en kamp. Selvom det “bare” er en kamp som så mange andre i sæsonen, er der ekstra meget på spil. Det er kampen om, hvem der har magten i Los Angeles, måske sågar også om hvem der er det bedste hold i NBA – i hvert fald hvis man spørger bookmakerne. Clippers og Lakers har allerede mødt hinanden én gang i denne sæson. Det var på sæsonens åbningsaften, hvor Clippers træk det længste strå, og det var endda uden Paul George. Omvendt kan man nævne, at Lakers ikke havde Kyle Kuzma med.

Alligevel virker julekampen som en langt større test, og enhver basketballfan med rent mel i posen vil krydse fingre for, at begge hold er skadesfri på kampdagen, så vi kan få den bedst mulige kamp. Sker det, bliver det også kampen, hvor vi får, hvad der for mange anses som NBA’s to bedste duoer, at se: Lebron James og Anthony Davis mod Kawhi Leonard og Paul George. Siden åbningskampen har holdene haft mulighed for at spille sig sammen og lære hinanden bedre at kende på banen. Man skal huske på, at de begge havde lavet en del ændringer i sommerens off-season, så man vil kunne udlede mere efter denne kamp, end man kunne efter åbningskampen.

Det er også første gang, at Clippers og Lakers møder hinanden på Christmas Day, og formentlig kan det være med til at skabe det rivalopgør, som aldrig rigtigt har eksisteret, men som mange fans har håbet på at se. Forventningerne er store både blandt fans og hos begge mandskaber, og vi fra Fullcourt kommer uden tvivl til at sidde klistret til skærmene juledag.

25 årig skribent bosat i Århus. Følger NBA på tæt hold, og har altid været stor Los Angeles Lakers fan.

Mere fra LA Clippers