evn-dk
Fullcourt
14. apr 2018 - 17:28

Hurry hurry hurry – I need my Stephen Curry! Kan Warriors klare sig uden deres point guard?

En knæskade holder Stephen Curry ude af minimum første runde af slutspillet. I slutningen af sæsonen har Golden State Warriors klaret sig skidt uden deres stjernespiller, og flere eksperter ser nu på Houston Rockets som favorit til at vinde mesterskabet.

FOTO: Keith Allison, Flickr.com

Den skarpt skydende guard, Stephen Curry er ude med en ledbåndsskade i venstre knæ, der blev forårsaget, da holdkammeraten Javale McGee landede på Curry under en kamp imod Atlanta Hawks den 23. marts.

Det var et helt almindeligt spil i en ellers ligegyldig kamp. Atlanta Hawks, der slutter sæsonen af med en 24-58 record, spillede i Oracle Arena imod Golden State Warriors, da Mike Muscala med cirka tre minutter tilbage af tredje periode faker en hand-off ved highpost og driver til kurven.

Som en god, klog, uatletisk spiller gør Muscala det rigtige. Han når til kurven og pumpfaker imod det hold i ligaen, der med afstand snitter flest blocks per kamp. Den springglade McGee hopper på finten og lander uheldigt på Curry, der i samme kamp netop var kommet tilbage fra en ankelskade, der holdt ham ude i næsten 7 kampe.

Curry humper efterfølgende lidt rundt i ring, for at teste om han kan spille videre. Den går ikke. Curry forlader banen og sætter sig på bænken, hvor frustrationen tydeligt ses på ham, idet han begraver sit ansigt i sine hænder.

Curry har ikke været på banen siden.

Til glæde for resten af ligaen.

Som regel kan folk ikke lide at se en spiller blive skadet – selv når det gælder en spiller fra et andet hold. Da Gordon Hayward gik ned med skade i starten af sæsonen, var Cleveland Cavaliers helt nede i kulkælderen, men Golden State har simpelthen været så gode de seneste tre år, at mesterskabet nærmest var en sikkerhed, medmindre de blev ramt af skader.

Det er ikke den eneste skade, der har ramt Warriors i denne sæson. Kevin Durant, Klay Thompson og Draymond Green har sammenlagt siddet 35 kampe ude med skader. Mange andre rotationsspillere har også været skadet. På et tidspunkt var Golden State’s skadesliste så lang, at holdets twitter-profil var nødt til at lægge et billede op fremfor at skrive den.

“Der har været så mange ændringer i vores spillertrup. Vi har ladet det påvirke os, og vi burde have håndteret det bedre, men skaderne dræbte lidt moralen på holdet,” siger Kevin Durant.

Skader, aldrende rollespillere og ikke mindst manglende engagement har ført til en regulær sæson, der må siges at være langt under holdets standard. De slutter med en record på 58-24. Det er første gang, de er under 67 sejre, siden Steve Kerr tog over som cheftræner.

Som glasur oven på hindbærsnitten runder de sæsonen af med at tabe 10 ud af deres sidste 17 kampe, og de har slet ikke spillet som det hold, resten af ligaen har frygtet de sidste tre år.

”En del af problemet har været, at vi har været låst fast på andenpladsen i vest i den sidste måned. Vi har haft en masse skader, og vores forsvar har slet ikke været godt nok, men vores kampe har også været betydningsløse, og vores spil og vores fokus har reflekteret netop det,” siger cheftræner Steve Kerr på ESPN’s The Jump i optakt til slutspillet.

Hvis du, inden sæsonen gik i gang, fortalte, at Toronto Raptors ville have en bedre record end Golden State Warriors, havde folk grint.

Andre boller på suppen

Nu er slutspillet her, og man kan diskutere, om Houston Rockets, der kombinerer et historisk godt angreb med et habilt forsvar til at udscore deres modstandere med 8,5 point pr. 100 boldbesiddelser, har overtaget pladsen som favorit til at vinde mesterskabet.

I takt med at Rockets har taget et skridt frem, så har Warriors taget et skridt tilbage. Det er ikke det samme hold, der vandt 73 kampe. Det er fjerde år siden Kerr tog over som cheftræner, og det fjerde år er hårdt. I 2013-14 vandt Miami Heat med LeBron James, Dwyane Wade og Chris Bosh kun 54 kampe, og de tabte finalerne med en rekordstor margin.

”Det var slemt, fordi det var de samme gutter i fire år i streg. Dine jokes var ikke sjove længere. Når man mødte ind, var det ikke med et smil længere. Det var som at være i et dårligt ægteskab. Jeg forstår ikke, hvordan vi nåede finalerne,” sagde Dwyane Wade til en Cavaliers træning tidligere på sæsonen.

Ovenpå disse udfordringer har Warriors været skadet som aldrig før, og som resultat har de i følge Basketball Power Index kun en 18,5 procent chance for at nå finalerne.

Men Golden State har været så gode de seneste tre år, at de har rekorden for flest kampe vundet på en sæson, to sæsoner og tre sæsoner. De deler også rekorden for bedste playoff-run nogensinde, da de sidste år gik 16-1 på vej til deres andet mesterskab på tre år. Det er ikke for sjov, at et panel på 23 eksperter fra ESPN alle sammen havde GSW til at vinde mesterskabet igen i år. Det er, hvad der sker, når et hold vinder 73 kampe og skriver kontrakt med en af de 20 bedste spillere nogensinde.

På nogle parametre var sidste års Warriors hold det bedste nogensinde. Deres chancer for at nå finalerne er højere end 18,5 procent.

Curry er uundværlig

Warriors har været skadet i slutspillet før. I 2016 missede Curry seks kampe med en knæskade, og i 2017 var Kevin Durant ramt af samme type knæskade, som Curry er nu. Knæskader af denne art har typisk ikke haft den store effekt på en spillers produktion, når han kommer tilbage. Det er svært at argumentere for, at Kevin Durant ikke var 100 procent klar til at spille i finalerne i sidste år.

Men det her Warriors hold har brug for Curry mere end nogensinde. Det er et mere top heavy hold end tidligere. 2015 Finals MVP, Andre Iguodala, der har været en vigtig del af den berygtede death lineup, har lignet en skygge af sig selv i denne sæson. Han er nede på seks point per kamp og sølle 28% fra bag trepointslinjen. Defensivt er han ikke den samme atlet, som han har været tidligere i sin karriere.

Til gengæld har de udscoret deres modstandere med 9,6 point per. 100 boldbesiddelser, når Durant, Thompson og Green har været på banen sammen – en lineup der har spillet 1190 minutter sammen i år.  Det er nok til at have ligaens bedste pointforskel.

Til gengæld stiger dette tal til 13,8 point per 100 boldbesiddelser, hvis man bytter Curry ud med Durant. Curry er måske ikke deres bedste spiller, men han er deres vigtigste.

Han er katalysatoren for hele holdets offensive identitet. Der har aldrig været en spiller, der har haft en større positiv indflydelse på sine holdkammeraters skudprocenter end Curry.

Til trods for dette formåede Warriors at vinde ni ud af ti kampe i december uden Stephen Curry, og selvtilliden på holdet er høj.

“Vi har været uden Stephen Curry før. Vi slog Houston og Portland i slutspillet for to år siden uden Steph, og det var før vi fik Kevin Durant. Om det er regulær sæson eller slutspil, så er vi mere end dygtige nok til at slå alle hold i ligaen – også uden Steph,” sagde Steve Kerr under en pressekonference i marts.

Inden sæsonen gik i gang, rangerede ESPN alle spillere i ligaen. Kevin Durant var nummer to, Draymond Green var nummer ti og Klay Thompson var nummer 19.

San Antonio Spurs, som Warriors møder i første runde, er også ramt af en skade hos All Star Kawhi Leonard, og deres tre bedste spillere på banen rangerer som nummer 23 (Lamarcus Aldridge), nummer 61 (Pau Gasol) og nummer 100 (Danny Green). Disse rangeringer af spillere er naturligvis ikke nok til at forudse, hvem der kommer til at vinde serien, men faktum er, at Golden State har en stor talentfordel.

Det er basketball – alt kan i teorien ske, men der er stor sandsynlighed for, at Warriors nok skal klare sig igennem første runde.

Når Curry kommer tilbage en gang i anden runde, så har holdet gjort sig fortjent til igen at være favoritter. Indtil det modsatte er bevist, så er det et hold med uendeligt meget talent og erfaring, og samtidig er det også et hold med utroligt unikke spillertyper, der passer fantastisk sammen. Ingen har kunnet stoppe dem, når de har spillet fritflydende angreb, hvor bolden bevæger sig og trepointere regner ned over modstanderen.

Game of Zones sagde det bedst.

-

Seneste nyheder