fbpx
Find os her

NBA

Houston we have a Westbrook

Det var forventet at en stor portion stjernespillere ville skifte adresse denne sommer. Forventningerne blev mere end indfriet i, hvad der allerede er et historisk Free Agency. Hvad der dog ikke var forventet, var at Russell Westbrook skulle ende i Houston Rockets.

FOTO: Keith Allison - Flickr

Der var chokbølger i basketverdenen, da Paul George fulgte med Kawhi Leonard til Los Angeles Clippers. Chokbølgerne nåede ikke at falde, før Russell Westbrook også var fortid i Oklahoma City Thunder. På få dage gik det tidligere Seattle placeret franchise fra potentiel titelkandidat til ordinært hold. Thunder fik Chris Paul og Rockets fik Westbrook. Genforeningen mellem de to karismatiske eks-OKC-profiler Harden og Westbrook har som forventet været det altoverskyggende tema lige siden.

Er der tale om et match made in heaven eller er deres egoer vokset for markant de sidste par sæsoner? Hvem bliver lederen? Og hvor står Houston Rockets inden den nye sæson?

Bedre end sidste år på papiret

Hvert år før en ny NBA sæson skydes igang, fremlægger det legendariske Las Vegas casino Caesar’s Palace dets forudsigelser for antal sejre til hvert NBA hold. Det interessante er, hvis man kigger på casinoets forudsigelse for Rockets: vinder de 52 kampe næste sæson?. Det er én kamp færre end de vandt sidste sæson. Dermed kan man ud fra disse tal konkludere, at Texas-holdet er marginalt dårligere end sidste år. Spørgsmålet er, om det er tilfældet.

Westbrook er med sine nuværende kvaliteter bedre end Chris Paul. At være skadesfri er en kvalitet, og den kvalitet har Chris Paul, desværre for ham, manglet de sidste par år. Ret skal være ret, Westbrook har også haft sine skader, men der burde ikke herske tvivl om, hvilken af de to point guards der har den bedste fysik. Westbrook er 30 år, Paul er 34. Rockets står nu med en yngre og bedre point guard. Der er tale om en klar opgradering vurderet ud fra nuværende spillemæssige aspekter.

Rockets har en starting five der på nær Paul/Westbrook ændringen, er intakt med sidste sæsons. Westbrook – Harden – Gordon – Tucker – Capela vil med al sandsynlighed udgøre startopstillingen. På bænken vil de mest profillerede navne være Austin Rivers, Gerald Green,  og Tyson Chandler. Sidstnævnte erstatter brasilianske Nenê, som forlod holdet tidligere i sommers. Westbrook og Chandler er kommet ind, Paul og Nenê er taget den modsatte vej. Det virker objektivt set ikke som en svækkelse.

Fornuftig off season med vigtig kontraktforlængelse i vente

Udover det altoverskyggende trade har Rockets truffet flere fornuftige beslutninger ved forhandlingsbordet. Ind er kommet rutineret Tyson Chandler på center positionen. På trods af en alder på 36 år er Chandler stadig i stand til at spille et godkendt antal minutter. Sidste sæson snittede han 16,4 minutter per kamp for Lakers. Den tidligere årets defensive spiller er med sine 2.16 meter altid et godt våben i rebound-spillet. På et hold som år efter år sprænger standarden for antal trepointskud, passer det som hånd i handske at tilføje en stærk rebounder. Der vil indiskutabelt ryge skud ved siden af kurven fra down town, specielt hvis Westbrook begynder at lege med fra distancen.

En vigtig signing er den to-årige kontraktforlængelse, som man gav Austin Rivers. Harden og Westbrook vil støvsuge de fleste minutter på guard positionerne. Med så dominerende guards på et hold er det langt fra et attraktivt sted at skulle spille som backup guard. Derfor er Rivers noget nær det mest optimale, der kan fås i den situation, da han sidste år accepterede hans rolle og spillede fremragende forsvar.

Eric Gordon er den sidste vigtige brik for Rockets fremtid. Harden, Westbrook og Capella er allerede garanteret for de næste minimum tre år, og P.J. Tucker for de næste to år. Gordon er en af de dygtigste trepointskytter i ligaen, og er derfor essentiel for Rockets spil. Den dygtige skytte står lige nu til at blive unrestricted free agent efter næste sæson. Meldingerne går på, at Gordon gerne vil forlænge sit ophold i Houston.

Fælles OKC fortid får marginal indflydelse

Flere fans og medier har omtalt den fælles fortid som et stort plus for de to superstjerner. Det ligger lige til højrebenet eller højrehånden, at det burde være en fordel for harmonien.

Det er efterhånden lidt over syv år siden, at Harden spillede med Westbrook i OKC. Dengang var Harden sjette mand, og Westbrook drømte om Triple-Doubles. Her mere end syv år senere er Harden en af de mest dominerende offensive spillere, og Westbrook snitter Triple-Doubles i søvne. Deres spil er helt enkelt ændret i en så voldsom grad, at det er umuligt at sammenligne deres tidligere samspil med det kommende.

Med voksende evner følger et ligeså voksende ego. Harden har siden skiftet til Rockets i 2012 været den ubestridte stjerne på holdet. Han har taget de store skud, små skud, og alt det imellem. Sådan vil det i store træk fortsætte for The Beard. Samtidig har Westrbook i Thunder lejren, specielt efter Durants exit, haft samme rolle som Harden i Rockets. Med andre ord er der løbet en del vand i NBA-åen siden 2012.

All in eller kompromis

Hvis Westbrook skal fungere optimalt, kræver det at træner Mike D’Antoni går på kompromis med en stor del af sit holds DNA. Den tidligere Phoenix Suns træner har revolutioneret NBA med sin offensive tilgang til antal af trepointforsøg. Westbrook skyder 30 procent fra trepointlinjen for sin karriere. Det burde allerede give en indikation om, at Rockets ikke skal bruge ham som skytte. Spørgsmålet er blot, om D’Antoni vil minimere den tidligere MVP’s trepointsforsøg. Hvis opskriften for Chris Pauls tid under D’Antonis skydegale system bliver fulgt, kommer Westbrook ikke til at forsøge færre treere. Paul har i snit skudt 3,6 trepointforsøg per kamp for karrieren. I sine to sæsoner hos Rockets forsøgte han sig i snit 6,3 gange fra distancen per kamp. En klar ‘The Antoni’ effekt. Problemet er, hvis Westbrook følger samme tendens og begynder at skyde cirka dobbelt så mange treere som normalt. Den eksplosive point guard har et seværdigt repertoire, men en god skytte er ikke en del af det. Det er ikke utænkeligt, at Westbrook kan forbedre sine trepointsevner under D’Antoni, men det vil være synd og skam at gøre det til et mål, da han råder over så mange andre kvaliteter.

Nøglen til succes eksisterer

Worst case scenario er et Rockets mandskab, hvor der opstår tvivl om, hvem den reelle leder er. Derfor er det nødvendigt, at der fra start af kommer en klar rollefordeling. Bliver det tilfældet, vil der komme ro på de indre linjer, og spillerne kan koncentrere sig om spillet. Harden skal mere end nogensinde vise, at han er en leder. Harden og Westbrook har begge været vant til at styre slagets gang. Det virker oplagt at en af de to skal ændre sit spil. I virkeligheden er den største gevinst, hvis begge spillere kan justere sig til hinandens spil.

Rockets råder over en af ligaens stærkeste centere i Schweiziske Clint Capela. En stor del af nøglen til succes findes i Capela. Harden og den lange schweizer har siden sidst nævntes gennembrud haft et stærkt samarbejde kørende, hvor lob afleveringer har været en stor del af opskriften. Kigges der på Westbrooks seneste tid hos Thunder, kan der hurtigt spottes ligheder i et stærkt Guard/Center samarbejde. Her var der etableret et stærkt samspil mellem Westbrook og brølstærke Steve Adams. Det positive for Rockets er dermed, at de får en guard som er vant til at benytte sin center som en del af sit spil. Bruges den nye atletiske guard korrekt, vil det tilføje en helt ny eksplosiv dimension i deres spil.

De skeptiske briller står skarpest

Rent journalistisk er det et must at se Harden/Westbrook projektet fra flest mulige perspektiver. Hvor der før blev fokuseret på de positive aspekter, er det nu tid til de negative.

Usage rate er et basket udtryk, som nævnes hyppigt. Det er et udtryk der fortæller, hvor høj en procentdel af spillet den enkelte spiller har for sit hold. For at give et konkret eksempel kan Westbrooks historiske MVP sæson nævnes. Her havde han en Usage rate på hele 41,7 procent. Det vil sige, at i den sæson endte 41,6 procent af Thunders angreb med Westbrook som den afgørende spiller, hvad enten der var tale om point, assists eller turnovers. De 41,6 procent er i øvrigt den højeste usage rate i NBA’s historie. Spilleren med den næst højeste Usage rate er, wait for it… James Harden med 40,5 procent i sidste sæson. Udover første og andenpladsen sidder de to guards også på fjerde (Westbrook) og tiendepladsen (Harden). Det er nemt at forestille sig, hvor svært det er at spille med bare én bolddominerende spiller. Nu er der to på samme hold, og det bliver suverænt den største udfordring for Rockets trænerstab at håndtere.

Westbrook er svag uden bolden i sine hænder. Det er han nødt til at ændre, da han mere end nogensinde vil være uden bold. Han kan med fordel kigge på, hvordan Dwyane Wade ændrede blandt andet den del af sit spil, da LeBron James tog turen til Miami. Et andet eksempel at studere kunne være, hvordan Golden State Warriors har fungeret som et uselvisk mandskab på trods af deres mange superstjerner. Selv med Durant på holdet var der ingen egoer, som blev for store. Det er på sin ret at så tvivl om, hvorvidt Harden og Westbrook er villige til at ofre deres individuelle succes for holdets.

Der er generelt flest kritiske spørgsmål rettet mod den nye duo, hvilket overordnet set er fair. Som neutral NBA fan kan der kun håbes på et lykkeligt ægteskab i Houston, for det fortjener ligaen. Det er mildt sagt et utroligt spændende projekt, vi har med at gøre. Det er umuligt at forudsige dets forløb. En ting tør loves. Det bliver underholdende.

Nyt NBA-gear? Tjek - NordicBasketball.com ud her.

Mere fra Houston Rockets