evn-dk
Fullcourt
14. maj 2018 - 0:19

Geniet væltede mastodonten i kamp 1

Boston satte med intensitet og fremragende forsvar serien mod Cleveland i gang med en magtdemonstration

Flickr - Keith Allison

Første kamp mellem hjemmeholdet Boston Celtics og Cleveland Cavaliers var fra start udset som en duel mellem Brad Stevens fra bænken og LeBron James på banen.

Fra start havde Stevens valgt Brown, Tatum, Horford, Morris og Rozier, og de fem stak hurtigt af fra et Cleveland-hold, der gik i stå ved det syvende point. Boston buldrede af sted med masser af ball movement og frie skud, og det stod 36-18 efter første periode. Cavaliers forsøgte tydeligt at gå en del til Kevin Love for at få ham i gang, men det lykkedes aldrig rigtigt. Det samme gjaldt for James, der virkede uden rytme, gejst og boldkontrol. Flere gange blev han pillet af et aggressivt Boston forsvar, der alle steder havde kvalitet i opdækningen af superstjernen.

I anden periode fortsatte den grønne dominans, og Celtics kunne gå til halvleg med en føring på 26 point. Undervejs i kampen var føringen på 35, men efter pausen fik sidste års finalister bedre fat. Bagud 61-35 fra start tog flere spillere bedre beslutninger, og med point fra Korver, Smith, Hill og Love som support for James kravlede man tættere og tættere på. I sidste sekund af perioden, missede Boston en rebound, og Jeff Green kunne sende bolden i kurven på signalet til stillingen 78-64 til Celtics – nu kun en 14-pointskamp!

Boston stod imod

Starten af fjerde periode blev sat i gang med en sitren i publikum. Flere spåede sandsynligvis et stort LeBron quarter, men det udeblev, og Boston satte igen trumf på med scoringer fra Morris samt vigtige trepointsscoringer fra Tatum og Smart.

Uden at anstrenge sig fik Boston bygget på til stillingen 96-68, og med syv minutter igen smed Lue håndklædet i ringen og bænkede LeBron James.

Indsatsen fra slutspillets mest dominerende spiller var urovækkende for Cavaliers i aften. Man var -32 med LeBron på gulvet. Han lavede blot 15 point, skød 31 % fra gulvet 0 % bag linjen. Samtidig havde han syv turnovers!

Man kom aldrig fra Cavaliers side i spil i feltet, hvor Boston med bevægeligt forsvar lukkede af for nemme afslutninger. Samtidig skød man elendigt bag trepointslinjen. Korver ramte 20 % og JR Smith 0 %.

Samlet set skød Cavaliers holdet 36 % fra gulvet og 15 % bag linjen.

Anderledes så det ud for Boston, der igen havde flere spillere i double-firgures. Brown lavede 23 point, Morris 21, Horford 20 og Tatum 16. Samtidig var skudprocenterne markant anderledes end hos Cavaliers. Celtics var samlet 51 % fra gulvet og 36 % bag linjen.

Kampen endte med en endefuld på 25 point i Bostons favør – 108-83.

Brad Stevens fik som ventet lagt en god gameplan. Bostonholdet udførte til punkt og prikke det aftalte, og så væltede geniet i kamp 1 giganten LeBron James.

Næste kamp spilles også i Boston. Det foregår tirsdag nat kl. 02.30.

Foto: Flickr – Keith Allison

 

-

Seneste nyheder