fbpx
Connect with us

Golden State Warriors

Fullcourt’s Rookie-Barometer

Sæsonen er i fuldt gang og har budt på flere overraskelser når det kommer til årets rookies. Den overskyggende spiller Zion Williamson har indtil nu været skadet, men det har bestemt ikke været en kedelig omgang, når vi snakker om rookies. Få Fullcourts Top-5 lige her.

youtube
Foto: Youtube.com

1 Ja Morant

Der var høje forventninger til den 20-årige allerede inden sæsonstart. Mange eksperter havde ham som andenbejler til at tage årets ROY-titel, efter Zion Williamson som stort set alle vurderede ville vinde titlen, hvis bare han levede halvt op til sit potientiale. Alligevel må Morant siges at have imponeret, og man kunne forstille sig, at der sidder en masse tilfredse Grizzlies fans og gnider sig i hænderne. Efter 20 kampe snitter han både flest point og assists blandt rookies med henholdsvis 18,7 og 6,4 per kamp.

Han ligner prototypen på en klassisk point guard, der med sin hurtighed og overblik er nødvendig altid at holde øje med som modstanderholdets forsvarspiller. Han er tydeligvis blandt de hurtigste spillere i NBA og er meget svær at holde, så snart han kommer op i fart. Dog fik han i starten af sæsonen kritik for sit trepointsskud, som mange eksperter mener, er hans største udfordring. Et trepointsskud som er nødvendigt, hvis han skal blive blandt de bedste på sin position i ligaen og for at omdanne sig selv til fra en klassisk til en mere moderne point guard.

Han skyder over 42 procent på 2,4 skud per kamp i øjeblikket, hvilket må siges at være absolut godkendt. Allerede har han vist sig at være god i de afgørende minutter, og Grizzlies viser ham al den tillid, han behøver for at udvikle sig som spiller. Hvis han kan få antallet af trepointsskud op samtidigt med at holde de flotte procenter, kan han blive en meget farlig angrebspiller.

I forsvarsenden udmærker han sig som værende en dygtig on-ball forsvarsspiller grundet sine atletiske evner og hurtige hænder, hvilket har givet ham 1,4 steals per kamp. Dog er det helt klart i denne ende af banen, at han har mest at forbedre. Det ville ikke gøre noget negativt for ham at tage et par kilo på, så han har lidt mere at stå imod med, uden det går udover hans hurtighed. Som det ser ud i øjeblikket, er han ikke nogen fremragende forsvarsspiller, og han skal især blive bedre, når der bliver byttet på screeninger og i off-ball situationer.

Morant er favorit til at tage ROY-titlen med Zion Williamson ude med skade, og kan han holde sig skadesfri, har vi hos Fullcourt også en klar forventning om, at han tager den.

2 Kendrick Nunn

Kendrick Nunn er klart en af de største overraskelser i dette års draft. Han stillede oprindeligt op i sidste års draft, hvor han ikke blev valgt på trods af en fremragende collegesæson året inden. For sit collegehold Oakland Golden Grizzlies scorede han 25,9 point per kamp i 2017/18-sæsonen, kun overgået af Trae Young’s scoringsgennemsnit på 27,4 for Oklahoma Sooners. Det er fuldstændigt uhørt, at en spiller som har det andethøjeste scoringsgennemsnit i collagerækkerne, går udraftet.

Der er ikke nogen officiel  forklaring på, hvorfor Dunn ikke blev valgt i draften. Men en voldssag han erklærede sig skyldig i fra 2016, hvor han angiveligt skulle have slået en kvinde i hovedet og hældt kogende vand udover hende, har formenligt gjort, at mange NBA-klubber ikke har turdet tage chancen med den dygtige score.

Efter ikke at blive valgt i sidste års draft, besluttede Golden State Warriors alligevel at tage den på daværende tidspunkt 23-årige rookie med på træningslejr. De lod sig ikke imponere og valgte ikke at bruge Nunn i deres trup indtil forgående sæson. Han fik dog chancen hos deres D-league hold Santa Cruz Warrior, hvor han spillede hele sidste sæson og snittede knap 20 point.

Miami Heat, som har et godt ry som en solid organisation, og som har været garant for mange gode draftpicks i deres tid, valgte at give Nunn chancen ved at signe ham til en ikke-garanteret kontrakt på tre år.

 

Det har de formentlig ikke fortrudt. Nunn har taget ligaen med storm og i sine første fem kampe for Heat scorede han 112 point samlet set. For at sætte det lidt i perspektiv, scorede Kevin Durant til sammenligning 113 point i sine fem første NBA kampe, så det er ikke hvem som helst, han konkurrere med. Det er stilnet en smule af, men generelt spiller Nunn solidt og har indtaget en startende rolle hos Heat, hvor han udmærker sig som en dygtig scorer, som også fungerer som en ganske udmærket forsvarspiller, som er så godt som et krav for overhovedet at få spilletid i en klub som Miami Heat.

Over sæsonen snitter han andenflest (delt med Eric Paschall) point blandt de nye rookies med 16,1, samt 1,1 steals og 3,6 assists per kamp, og statistikkerne har givet allerede givet ham tiltlen som Rookie of the month i Eastern Conference, ligesom Ja Morant modtog æren i Western Conference. Nunn selv har udtalt tidligere, at han bliver allstar en dag, og at han nok skal vise, at de hold som ikke valgte at drafte ham, tog en dårlig beslutning. Det bliver spændende at følge, om han lever op til sin egen udtalelse.

3. Rui Hachimura

Hachimura er kun den femte spiller fra Japan til at spille i verdens bedste basketball liga. Han blev valgt af Washington Wizards med niende valget, og er gået direkte ind i startopstillingen som deres primære power forward. Det er ikke svært at se hvor Hachimura har sine styrker, og ditto svagheder. Han har den bedste offensive rating blandt rookies, som spiller mere end 20 minutter per kamp, på 111,7 point per 100 boldbesiddelser.

Han producere cirka 14 point per kamp, og skyder 48,1 procent fra gulvet. En stor del af hans produktion kommer fra evnen til at angribe kurven.

Cirka seks gange i hver kamp afslutter han omkring ringen (under 5 feet), hvoraf 64 procent ender med point. Det er blandt andet en afledt effekt af hans atletiske evner og fysiske ramme (203 centimeter, 104 kilogram og et vingefang på 218 centimeter).

De fysiske og atletiske egenskaber afspejles dog ikke i forsvarsenden. Forventningen er at Hachimura kan udvikle sig til en habil forsvarspiller, grundet hans store vingefang og evne til at flytte fødderne. Egenskaber som blandt andet gør ham velegnet til at dække hurtige guards.

Men sammen med holdet, har Hachimura leveret uinspirerede præstationer i forsvaret med en defensiv rating på 118 point tilladt per 100 boldbesiddelser – Wizards tillader 116,4 point per 100 boldbesiddelser.

Hachimura excellere yderlig på et lidt uventet punkt, taget i betragtning at han kun er rookie.

Med en turnover-ratio på kun 5,1 er han den spiller i ligaen som smider færrest bolde væk per 100 boldbesiddelser. (I sammenligningen er der kun medtaget spillere med over 20 min per kamp, og en usage procent på over 20).

Som rookie er evnen til at passe på bolden en overset kvalitet, og er med til at bringe ham frem i denne rangering af rookies.

4. Eric Paschall

På fjerdepladsen på vores rookie-barometer finder vi endnu en overraskelse. Årets 41. valg i draften Eric Paschall har indtaget en rolle på Golden State Warriors, som de færreste nok havde set komme inden sæsonstarten. Grundet Warriors velkendte problemer med skader denne sæson, er han trådt direkte ind i startopstillingen og spiller mere end 30 minutter per kamp. Paschall snitter ligesom Kendrick Nunn 16,1 point, samt 5 rebounds og 1,7 assist per kamp.

Han er en atletisk forward med et stort vingefang, som trods sin størrelse og kropsbygning har et fint jumpshot, og som skyder hele 80 procent bag straffekastlinjen. Udover at have et fint skud kan han bevæge sig uden bolden og score, han kan tage sin forsvarspiller med ryggen til kurven, og han kan angribe sin mand og kurven en mod en.

Især på grund af sine atletiske fordele fungerer han også godt i forsvarsenden, hvor han kan forsvare alle positioner fra 2-5. Han er hurtig på fødderne og samlet set måske den mest alsidige rookie fra årets draft, grundet hans evner i begge ender af banen.

Han har de seneste par uger døjet med problemer i venstre hofte, hvilket har gjort, at han siddet nogle kampe over og spillet færre minutter. Warriors tager ikke nogen chancer med deres talentfulde rookie og sørger for at give ham den tid, han skal bruge for blive 100 procent rask. Men i den situation Warriors er endt i, er der ingen tvivl om, at Paschall nok skal få en stor betydning for deres hold i år og dermed rig mulighed for at vise, hvad han dur til.

5. Brandon Clarke

Memphis Grizzlies har virkelig formået at finde værdi i dette års draft. Med andet valget tog de Ja Morant, og henover sommeren erhvervede de Brandon Clarke via et trade med Oklahoma City Thunder.

Clarke udemærkede sig i summer league ved at blive MVP, en titel som ikke vægter højt, men som ikke desto mindre antyder at spilleren har kvalitet.

Clarke er kommet lidt sent ind i NBA (23 år), men for Grizzlies betyder det at de har fået en voksen basketball spiller, som rent fysisk er veludviklet. Til gengæld – og grunden til at han ikke blev draftet før – er det usikkert hvor meget mere Clarke kan udvikle sig som basketball spiller.

Selvom Clarke kun har startet to kampe, og på nuværende tidspunkt kun snitter cirka 21 minutter per kamp, er han den rookie som har haft størst effekt på holdets sejre. Clarke har alene bidraget med 1,3 sejre på i alt 381 minutter – imponerende effektiv på relativ lidt spilletid. Fik Clarke lov til at spille 36 minutter per kamp, ville han snitte en double-double i rebounds og point med det nuværende snit per kamp.

Alt i alt er Clarke en sublim angrebsspiller, som fungerer godt i pick and roll spillet, grundet hans atletiske evner og eminente touch omkring ringen. Modsat mange atletiske big-men skyder Clarke fine procenter fra straffekastlinjen, og er dermed ikke en svaghed når kampene skal afgøres.

Kan han fortsætte med at udvikle sit spil, vil vi helt sikkert se Clarke i NBA mange år endnu, og ikke bare som bænkevarmer.

Køb dit NBA-gear her

Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.

More in Golden State Warriors