fbpx
Connect with us

NBA

Fullcourts All Star-draft 2019

To af vores NBA-skribenter har leget LeBron og Giannis for en aften og forsøgt at drafte deres to All Star-hold.

Foto: Twittertrends, Flickr.com

For første gang nogensinde har man som NBA-fan mulighed for at se All Star-draften live! Det er samtidig også blot anden gang nogensinde, at NBA vælger draft-formatet.

Adam Silver arbejder effektivt, og derfor kan vi allerede nu læne os tilbage og nyde showet, der starter i nat klokken 01.

Hvis du ikke kan vente til, at LeBron James og Giannis Antetokounmpo skal lege førstevælger/andenvælger, så har vi her løsningen til dig:

Vores to NBA-skribenter Steffen Kartman og Mathias Deleuran har indtaget rollerne som de to superstjerner og valgt for dem.

Steffen Kartman (SK) agerer LeBron James og vælger dermed først, efter han vandt møntkastet over Mathias Deleuran (MD).

Startere

1 (SK): Stephen Curry

Jeg kan ikke komme i tanke om en spiller, der passer bedre med LeBron James. LeBrons størrelse og Currys 3’ere vil gøre holdet fuldstændig umuligt at dække op. Eller nu er det jo en All Star-kamp, hvor ingen dækker op, men så giv mig underholdende dunks, ekstraordinære afleveringer og 3’ere på stribe. Curry har aldrig vundet en All Star-MVP (eller Finals), mon ikke i år er året, han skal det.

2 (MD): James Harden

Over de sidste 25 kampe har Harden snittet 42 point, 8,0 assists, 8,3 rebounds, 2,3 steals på 44 procent fra gulvet og 37 procent fra 3’eren. Det har kastet utallige 40-pointskampe, fire 50-pointskampe og årets højeste scoringspræstation på 61 point i Madison Square Garden af sig. Hans tal taler for sig selv, og han spiller noget af det mest imponerende offensive basketball i historien.

Der er ingen jeg ville tage over ham.

3 (SK): Joel Embiid

Joel Embiid er som skabt til All Star-weekenden. Hans kombination af fysik, teknik, talent, personlighed og begær for at ydmyge andre stjerner er unik i dagens NBA, hvor alt er så venskabeligt. Hvor andre spillere vil have det sjovt i kampen, vil Embiid være all-in for at vinde og vise, at han er den bedste. Og hvem er det lige, som dækker ham op? Giannis? KD?

4 (MD): Kevin Durant

Kevin Durant går lidt under radaren på det stjernespækkede Golden State Warriors, men har været uhyre god i år, ligesom han plejer. Han snitter 27,5 point, 7,1 rebounds og 6,0 assists på ligaens bedste hold.

Der er kun få spillere i ligaen man vil have til at tage det sidste skud i en kamp. Nede med to point i de døende sekunder af kamp syv i finalerne, er der ikke mange jeg ville vælge over Durant, til at tage det sidste skud.

5 (SK): Kawhi Leonard

Med Kawhi Leonard får jeg en af de bedste forsvarsspillere i verden, en verdensklasse en-mod-en scorer og en stabil trepointsskytte. Endnu vigtigere får jeg en spiller, som bare gør det rigtige.

Med Curry og Embiid på holdet behøver jeg ikke flere kreatører af vilde højdepunkter. Det skal blive spændende at se, om der er kommet mere stjernestøv over Kawhi, siden hans storhedsvanvid begyndte i sidste sæson. Det værste der kan ske for mit hold, er, at Kawhis onkel Dennis har hvisket ham i øret hele ugen op til kampen: “Du er bedre end LeBron, du skal tage alle skud og vise, du er den bedste.”

6 (MD): Paul George

Paul George har i øjeblikket den bedste sæson i hans flotte karriere. Han er top tre i MVP-snakken og en tidlig favorit af Defensive Player Of The Year. Han er den bedste spiller på det tredje bedste hold i Western Conference og har leveret nogle fantastiske præstationer. Han snitter 27,6 point, 7,9 rebounds, 4,0 assists og 2,3 steals med en PER på 24,6.

Det er ikke for sjovt, han er valgt over Anthony Davis som starter.

7 (SK): Kyrie Irving

To driblekonger, storskydende og kreative score-first point guards er tilbage på bordet – jeg tror bare, at jeg vælger den bedste af dem. Jeg havde håbet, at kunne få PG13 med dette valg, så jeg havde en ekstra forsvarsspiller at smide mod Harden.

8 (MD): Kemba Walker

Den sidste plads i startopstillingen går til Kemba Walker, der kan fejre sin tredje All Star-optræden på hjemmebane i Charlotte. Han har spillet en fantastisk sæson og har taget det ellers tynde Hornets-mandskab ind i slutspillet.

Reserver

9 (MD): Anthony Davis

Hvor end Davis ender med at spille, så er han for vild. Han er den originale unicorn, der kan alt fra post-spil til 3’ere. Den bedste Bigman i ligaen. Han er kun reserve fordi Paul George har taget en utroligt fortjent plads, i sin ekstremt flotte sæson.

10 (SK): Nikola Jokic

Ingen var vigtigere at få end denne mand. Jeg skal have HIGHLIGHTS!

Jokic’ playmaking er nøglen, som åbner for skabet ind til basketballens Narnia, hvor afleveringsspillet når nye højder.

11 (MD): Damian Lillard

Dame Dollar er i min bog en top tre point guard i denne liga. Derfor tog jeg ham over de resterende spillere. Han kan både skyde, aflevere og drible, så han skal nok ramme nogle dybe skud og sætte de andre op.

12 (SK): Klay Thompson

Med Jokic, LeBron og Curry på holdet, manglede jeg virkelig en spiller som Klay. Der er ingen grund til, at han på noget tidspunkt skulle drible i denne kamp. Han skal bare cutte og spotte up og nyde alle de frie skud, han får. Anthony Davis havde 52 point i All-Star kampen for to år siden. Skal vi ikke lade Klay gå for 60 point på nul driblinger på 20 minutter? Hvorfor ikke?

13 (MD): Russell Westbrook

Jeg ved ikke om der nogensinde har været en triple double i en All Star-kamp. Men hvis der har, eller skal laves, er Westbrook det bedste bud. Han leverer i alle kategorier og er bare en ekstrem underholdende og eksplosiv spiller.

14 (SK): Karl-Anthony Towns

Jeg ville faktisk have valgt Bradley Beal med dette valg, som en light-udgave af Klay. Men så viste det sig, at Towns rammer bedre fra 3’eren end Beal, og med højdeforskellen blev det et let valg.

15 (MD): Bradley Beal

Bradley Beal har været fremragende siden John Walls skade. Det var han i øvrigt også før, men han har steppet op og taget Wizards på sine skuldrer og leveret, når de har haft brug for det. Derfor skal han med på mit hold.

16 (SK): Ben Simmons

Atletisk? Tjek. Fremragende afleverer? Tjek. God skytte? Tj…. Argh. Men han er ung, han kan løbe, hoppe og er ikke en dårlig cutter – og så har han flair.

17 (MD): Blake Griffin

Det kan godt være at Blake Griffin er gået fra LA og 30 grader til Detroit og -30 grader, men han er stadigvæk for vild uden spotlightet i Hollywood. Han er kommet lidt op i årene, og har erstattet noget af hans atletiske spil, han ellers var kendt for, til fordel for mere skudorienteret spil. Men manden kan stadigvæk hoppe ud af hallen, og det er jeg sikker på at han nok skal vise.

18 (SK): Khris Middleton

Er der en egofri All-Star med et godt trepointsskud tilbage? Ja! Så lad mig få ham. Middleton er den perfekte spiller på et All Star-hold fuld af egoer. Han ved, hvordan man spiller basket, og vil ikke kaste sig ud i en masse ting, som han ikke kan.

19 (MD): D’Angelo Russell

D’Angelo Russell har for alvor taget springet til All Star i år. Den unge point guard har været fremragende og har ledt sine holdkammerater til en flot plads inden for slutspillet. Han kan tage den til kurven, lave assists på stribe og sende den afsted langt bag 3’eren.

Og så spiller han med venstre hånd, og det ser bare lidt lækkert ud.

20 (SK): Nikola Vucevic

Jeg behøver ikke rigtigt flere store spillere, og både Aldridge og Lowry er bedre spillere, men de er oppe i årene, flere gange All Stars og spiller for hold, som kæmper om slutspilspladser. De vil næppe byde ind med ret meget i en opvisningskamp. Giv mig stedet en first time All Star, som spiller for et dårligt hold – det her bliver sæsonen, hvis ikke karrierens, højdepunkt for Vucevic.

21 (MD): Kyle Lowry

Point guard og stjerne på et af de bedste hold i ligaen. Han kan assistere som ikke særligt mange i ligaen kan, så han skal ind og sætte nogle spil op. Masser af alley-oops og flotte afleveringer.

22 (SK): Dwyane Wade

Hvis Wades sidste All Star-kamp ikke skulle spilles med LeBron James, hvorfor skulle den så overhovedet spilles? Wade skal ikke spille meget, men han skal lige ind og lave et alley-oop med LeBron.

23 (MD): Dirk Nowitzki

Dirk får sin sidste All Star-kamp, og det er en fantastisk gestus til en levende legende. Han skal kun have bolden i lowposten, så han kan sende den ene one legged fadeaway efter den anden afsted.

24 (SK): LaMarcus Aldridge

For andet år i træk bliver Aldridge valgt sidst i Fullcourts All Star-Draft. Sidste år valgte jeg ham med disse ord:

“Sidste sommer var jeg klar til at køre Aldridge til lufthavnen. Jeg har siden været nødt til at sluge de ord – sikke en sæson han har haft. Jeg giver ham to minutter på banen i venstre lowpost, og så må han hellere komme på bænken og få hvilt benene til playoffs.” 

Bortset fra, at hans sæson ikke har været helt så imponerende, nu hvor han kæmper om at få lov til at lave turnarounds fra venstre lowpost, så er det stadig nøjagtigt, hvad jeg føler om Aldridge i en All Star-kamp.

De samlede trupper

De to samlede trupper kommer dermed til at se således ud:

Team Steffen Kartman AKA. LeBron James:

  • LeBron James
  • Stephen Curry
  • Joel Embiid
  • Kawhi Leonard
  • Kyrie Irving
  • Nikola Jokic
  • Klay Thompson
  • Karl-Anthony Towns
  • Ben Simmons
  • Khris Middleton
  • Nikola Vucevic
  • Dwyane Wade
  • LaMarcus Aldridge

Team Mathias Deleuran AKA. Giannis Antetokounmpo:

  • Giannis Antetokounmpo
  • James Harden
  • Kevin Durant
  • Paul George
  • Kemba Walker
  • Anthony Davis
  • Damian Lillard
  • Russell Westbrook
  • Bradley Beal
  • Blake Griffin
  • D’Angelo Russell
  • Kyle Lowry
  • Dirk Nowitzki

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.

Advertisement
Advertisement
Advertisement

More in NBA