fbpx
Find os her

NBA

DeVaughn Akoon-Purcell: Har modbevist mange

Den tidligere Bakken-stjerne DeVaughn Akoon-Purcell har skrevet en two-way-kontrakt med NBA-holdet Denver Nuggets, men ifølge spilleren selv, så er der intet, der skal fejres endnu.

Foto: FIBA Europe Cup

DeVaughn Akoon-Purcell overraskede mange, da han tidligere i august skrev kontrakt med NBA-mandskabet Denver Nuggets. Den tidligere Bakken Bears-stjerne er dermed blevet den første spiller, der nogensinde har taget skridtet direkte fra Basketligaen til NBA.

“Det betyder selvfølgelig noget, men jeg har ikke udrettet noget endnu, så der er ingen grund til at fejre det lige nu. Men jeg glæder mig til den kommende sæson,” fortæller Akoon-Purcell til Fullcourt.dk.

Den atletiske guard spillede NBA Summer League for netop Denver Nuggets, hvor han spillede så godt, at klubben valgte at skrive kontrakt med ham. Han snittede i fire kampe 19,3 minutter, hvor det blev til 12 point, to rebounds, to steals og 1,5 assists per kamp.

“Jeg var ikke overrasket over måden, som jeg spillede på. Jeg synes ærligt talt, at jeg kunne have spillet endnu bedre.”

DAP er derfor med på klubbens træningscamp, hvor han fortsat har i sinde at imponere sine trænere ved at være sig selv og lade bolden snakke.

“Mit mål for campen er at være den samme person, som jeg har været hele sommeren og udnytte, hvad der kommer til mig,” udtaler han.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: BasketballCL

Two-way-kontrakt

Den 25-årige guard har skrevet under på en såkaldt two-way-kontrakt med Denver, hvilket betyder at han for det meste skal spille i NBA’s udviklingsliga, G League, mens Denver Nuggets har muligheden for at hive ham op til maksimalt 45 dage på NBA-mandskabet.

Denver Nuggets er dog i den situation, at de, som ét af kun tre hold, ikke selv har en G League-mandskab, så det er endnu uvist, hvilket hold Akoon-Purcell kommer til at spille for. Uanset hvem det dog bliver, så er han ikke nervøs for, at han ikke kommer til at få spilletid, fordi holdene hellere vil bruge deres ‘egne’ spillere.

“Jeg er slet ikke nervøs. At jeg har skrevet under på en two-way-kontrakt, motiverer mig kun endnu mere til arbejde hårdt og få en rigtig kontrakt.”

Danmark er mit hjem

Det er ikke normalt, at den danske liga huserer spillere som DeVaughn Akoon-Purcell, men det kan det måske blive fremadrettet. Barren er blevet hævet med dette flotte skifte, og det betyder uden tvivl, at det bliver lettere at tiltrække topspillere i fremtiden.

Akoon-Purcell var en af dem, som inden skiftet til Bakken Bears havde fået at vide, at han ikke havde chance for at komme til NBA direkte fra Danmark.

“Jeg havde fået at vide, at jeg ikke kunne komme fra Danmark til NBA, og jeg har modbevist mange mennesker. Jeg synes også, at niveauet af både spillet og konkurrencen bliver bedre hvert år i Danmark, og coach [Steffen, red.] Wich og Mathias [Bach, red.] har hjulpet meget med min udvikling i mine første to år. Jeg ville anbefale folk at tage til Danmark.”

Udover at anbefale andre spillere at tage til det danske land, så har landet også fundet sin vej til Akoon-Purcells hjerte, der ingenlunde afviser, at han kommer tilbage til Danmark en dag.

“Jeg vil elske at komme tilbage til Danmark på et tidspunkt. Det er mit hjem i udlandet,” afslutter DeVaughn Akoon-Purcell i interviewet med Fullcourt.dk.

Aske er redaktør på Basketligaen, og han har været en del af Fullcourt siden 2014. Aske kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde ham i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn. Aske er desuden stor fan af Los Angeles Lakers.

Mere fra Denver Nuggets