evn-dk
Fullcourt
26. maj 2018 - 10:03

Cleveland overlever til knald-eller-fald kamp

Boston Celtics kunne ikke stoppe Lebron James, som med sin syvende 40+ pointskamp i dette års playoffs forcerede en syvende og afgørende kamp.

Foto: Flickr - Erik Drost

Med 2:30 tilbage af kampen og Cleveland foran 101-94 fik Lebron James udnyttet Boston Celtics forsvarsstrategi med at bytte på screeninger. James fik efter en noget halvhjertet screening af J.R Smith Jayson Tatum på sig. Tatum er 2,03m og med lange arme har han bestemt værktøjerne til at være en god forsvarsspiller. Tatum er også en rookie, og man kunne næsten se foragten i James’ øjne, da han så den 20-årige Celtic foran sig.

James bakkede lidt tilbage for at gøre klar til et frontalt løb mod kurven. Men med en finte og et step-back skød han treeren i stedet og så var Cavaliers foran med ti. Det var et så godt play, at i det næste angreb, gjorde han præcis det samme – igen over en hårdtkæmpende Tatum – 107-96.

James scorede Clevelands sidste to point 40 sekunder senere og så var kampen slut. The King fik lov til at gå til bænken mens fans skreg ”Cavs in 7”. Kampen endte med en ti-points sejr til hjemmeholdet, 109-99.

Lebron James sluttede kampen med 46 point og Cleveland forcerede en syvende og afgørende kamp mod Boston Celtics. James fik som vanligt lidt mere hjælp på hjemmebane end på udebane; George Hill scorede 20 point, Jeff Green scorede 14 og Larry Nance Jr. havde 10 point og 7 rebounds. Der var brug for den ekstra hjælp, da Kevin Love udgik i første periode efter at have slået hovedet sammen med Jayson Tatum.

Terry Rozier var Bostons bedste mand på dagen med 28 point og Jaylen Brown scorede 27. Al Horford havde derimod en svær kamp; han ramte 2 af sine 8 skud og scorede kun seks point.

Nu vender serien tilbage til TD Garden for kamp syv. Boston havde ikke tabt på hjemmebane i playoffs. Lebron James har ikke tabt en Kamp 7 i et årti. Sidst han så besejret i en knald eller fald kamp var i 2008 mod… Boston Celtics.

Hvad giver sig? NBAs bedste forsvar, træner og hjemmebane eller den bedste spiller vi har set i en generation? Kan nogen Cavaliers spillere hypnotiseres til at tro, at de spiller på hjemmebane og give James lidt hjælp?

Og hvis Boston vinder en plads i finalen på søndag, er I så klar til det alt overskyggende spørgsmål, som vil forfølge os de næste 6-8 uger: Har Lebron James spillet sin sidste hjemmekamp i Cleveland?

-

Seneste nyheder

Assign a menu in the Left Menu options.