Find os her

Søndag nat vandt Houston over Utah og bragte sig foran med 3-1 i serien. De er nu blot en sejr fra at være i konference finalerne, og derved et skridt nærmere historieskrivning for kampens højdepunkt, Chris Paul.

Chris Paul, som af mange bliver betragtet som en af de bedste point guards nogensinde, har aldrig været i en konference finale. En gang har han været tæt på med Los Angeles Clippers, men der røg de ud til Houston Rockets, efter netop at have været foran 3-1. Et minde Paul ikke længere bruger energi på, at tænke tilbage på.

“Det er ude af mit hoved nu. Det er ude. Ude,” sagde Paul ifølge ESPN, efter kampen.

Chris Paul fejrede sin 33-års fødselsdag i nat, med en præstation der mere mindede om en 23-års.

Han lavede 27 point, 12 boards og seks assists. I vanlig Chris Paul-stil, men yderst usædvanlig Rockets-stil, kom de 27 point hovedsageligt fra midrange-jumpere. Et skud, der efterhånden er uddødt i NBA og for længst er blevet kasseret i Houston.

Alt der ikke er et lay-up, 3’er eller straffekast er ikke effektivt nok for Mike D’Antoni og hans raketter, men på en nat som i nat, skulle Chris Paul have lov til at skyde dem.

“Alle regler har en undtagelse. Når du er så god til noget, så kan ikke engang statistikere tale i mod. Det virker fordi han er så god. Hvis han bare var gennemsnitlig fra den lange 2’er, så ville det ikke virke,” sagde Houstons cheftræner, Mike D’Antoni ifølge ESPN.

Holdets anden stjerne, og formentligt ligaens MVP i år, James Harden, bakkede den påstand op, ved at sammenligne Pauls 2’er med et lay-up.

Houston vandt overbevisende 87-100, efter en kamp, hvor de ikke var bagud en eneste gang.

Kasper er redaktør for NBA på Fullcourt.dk Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.

Mere fra Houston Rockets