Damian Lillard har haft en brandvarm start på det nye år. Over en periode på seks kampe i slutningen af januar og starten af februar snitter den 29-årige point guard 48 point. Og det er ikke, fordi han hovedløst har sendt bolden afsted: Logo Lillard, som han også kaldes på grund af sin evne til at ramme fra overalt på banen, har i de seks kampe skudt 54,8% FG og 57% 3PT.
Med sine lidt over 10 assists per kamp i samme periode, har Lillard kreeret 26 point foruden sine egne 48. Det er en af de bedste scoringspræstationer i NBA-historien, og Lillard blev kåret til Western Conference Player of the Week to uger i træk. Alligevel var det LeBron James, der løb med titlen som månedens spiller. Lakers vandt ti af 14 kampe modsat Trail Blazers, der på trods af Lillards historiske run, kun formåede at vinde otte af 15 kampe.
I de famøse seks kampe har Damian Lillard scoret minimum fem 3-pointsscoringer, og med det melder han sig ind i en klub, hvor det kun er Stephen Curry og James Harden, der overgår ham. Han er desuden den første Blazers-spiller, der har scoret mere end 500 point i en kalendermåned. I januar snittede han 34,1 point, 8,4 assistst og 5,1 rebounds.
Et sidste playoff-run
Portland Trail Blazers, der har været plaget af skader, har haft en hård start på sæsonen og ligger lige nu udenfor slutspillet. Der er blot to sejre op til Memphis Grizzlies på ottende pladsen, men med 13 sejre i de seneste 18 kampe, ser det ikke ud til, at Ja Morant og co. har tænkt sig at sænke farten.
Startende center for Blazers, Jusuf Nurkic, brækkede benet i marts 2019, og har endnu ikke været på banen siden. Rodney Hood, der startede rigtig godt ud i de 27 kampe, han nåede at spille, er ude for sæsonen, efter han i december måned rev sin akillessene over.
Trail Blazers har 29 kampe tilbage, og måske det bliver et opgør om ottende pladsen, når de møder Grizzlies den 12. februar.
Har set - og selv spillet - basketball igennem 12 år. Holder med Los Angeles Lakers