fbpx
Find os her
EVN Efterskolen ved Nyborg

Boston Celtics

Optakt fra Torkil Bang: Boston uden Celtics-identitet – Del 3

Torkil Bang har analyseret Boston Celtics fra top til tå, og vil over de næste par dage holde en løbende gennemgang af mandskabet i Boston for denne sæson. Dette er sidste led i hans gennemgang af Boston, hvor han blandt andet forudsiger sæsonens gang for den legendariske klub.

Brad Stevens - Flickr - Brad J. Ward

Brad Stevens kommer til at blive en stor del af fremtiden i Boston.

Vitor Faverani

Årets store joker i Boston-rosteren er brasilianske Vitor Faverani, som er den eneste reelle center-spiller på holdet. Hans stats fra den spanske liga er ikke overvældende, men i opvarmningskampene har han lignet et steal, som næppe bliver dårligere end en god back up center i NBA. Han har gode hænder, en god næse for spillet, og kan godt lide den fysiske del af spillet under kurven. Han bliver nok nødt til at æde nogen flere bøffer for at kunne stå distancen imod de største drenge i NBA, men han er måske allerede bedre end Pekovic var, da han kom til NBA i samme alder.

Vitor Faveranis spanske tilnavn er i øvrigt grund nok til at blive fan af ham: ”El Hombre Indestructible”.

Phil Pressey og luxury tax-grænsen

I de seks opvarmningskampe har Phil Pressey været klart den bedste playmaker af dem, der har været testet på point guard-pladsen og Celtics’ spil har fået et ganske anderledes flow med ham på banen. Han er dog ikke blevet testet imod startere i ligaen, og spørgsmålet er, om han har nok fysik til at være starter, indtil Rondo er tilbage.

Pressey blev ikke valgt i årets draft. Dels fordi han er mindre end de fleste (under seks fod) og dels fordi han ofte spillede med hovedet under armen i college. Alligevel fik han en lidt overraskende Celtics-kontrakt efter at have vist fornuftigt point guard spil i Summer League.

Der skal man dog bl.a. se på Celtics’ økonomi. En udraftet rookie tæller kun lidt over halvt så meget som en veteran på minimumskontrakt imod salary cap. Og fordi der fra og med næste sæson er store straffe til hold, der gentagne gange kommer over luxury tax-grænsen, er det altafgørende for Celtics at være kommet under den. Det viser alle Danny Ainges handlinger siden Brooklyn-handlen. Det var f.eks. bevæggrunden for at handle Fab Melo for Donte Greene og give Memphis penge i hånden for den handel. Greenes kontrakt var nemlig ugaranteret, og han blev da også sluppet løs lige med det samme.

Af samme grund er den 15. plads på rosteren tom indtil videre. Der er simpelt hen ikke plads under tax-linjen, før der er handlet spillere, eller vi kommer så langt hen på sæsonen, at den samlede løn er lav nok.

Forudsigelser for sæsonen

Boston Celtics har gjort en del ud af at understrege, at de ikke tanker. Men samtidigt har de spillet ganske forfærdeligt i flere af opvarmningskampene. Brad Stevens har eksperimenteret ekstremt meget og har bl.a. sat spillere, som normalt ikke skyder treere til at tage chancen bag linjen. Det lignede nærmest et kontrolleret eksperiment, hvor han forsøgte at indsamle data på forskellige områder.

Stevens har samtidigt været igennem et hav af opstillinger for at se hvilke grupper af spillere, der passer sammen. Det er ikke til at sige, hvem hans startere er endnu, og han har endda signaleret, at det kan komme an på matchups.

Brad Stevens har ikke en gang valgt en ny holdkaptajn efter Pierce. Han tror ikke på lederskab gennem hierarki, men gennem handlinger. Det lyder jo meget smukt, men de fleste hold vil alligevel oprette et naturligt hierarki, og indtil videre er det Wallace og Rondo, der fremstår som de naturlige ledere.

Læs også: Del 1 & Del 2

Wallace har åbenbart udviklet en tradition, hvor han hver sæson kalder sit hold ud for manglende kampvilje og indsats. I år virkede det dog ekstra påfaldende, fordi han blev solgt fra en mesterskabskandidat til et formodet lotterihold og han først dukkede op i Boston umiddelbart inden træningslejren, mens mange af de unge havde været i gang i ugevis.

Det skal dog understreges, at han havde ret, men at det måske ikke handler om en dårlig indstilling hos spillerne. Holdet mangler i den grad identitet – i hvert fald indtil Rondo kommer tilbage – og der er så mange unge spillere, som ikke helt ved, hvem de er endnu, at de kan have meget svært ved at leve op til deres potentiale og yde det maksimale.

Den manglende identitet peger naturligvis også tilbage på coach Stevens, som nok er blevet overrasket over, hvor meget af det han ”vidste” fra college basketball, han har måttet smide ud allerede. Han siger selv, at NBA og college basketball nærmest er to forskellige sportsgrene.

Der er kun en håndfuld erfarne spillere på holdet, som ved hvem de er, i en grad så de kan spille på samme niveau stort set uanset omgivelserne: Wallace, Humphries, Bass, Bogans og Rondo. Green er lidt i en kategori for sig, da han er blevet sat i en ny rolle, selv om han har masser af erfaring. Og det er muligvis også derfor, han til tider har virket passiv i træningskampene. Hvis Pierce og Garnett havde været der, så ville hans indsats have været særdeles tilfredsstillende, men nu forventer Boston mere af ham.

Det ovenstående forklarer i høj grad, hvorfor det er så svært at sige, hvor godt holdet klarer sig i den kommende sæson. De har talent nok til at vinde over de fleste hold på en god dag, men hvor lang tid går der, før de spiller fire sammenhængende gode perioder? Risikoen for at de taber samtlige de første 25 kampe er betydeligt større end chancen for, at de vinder over halvdelen. Der er samtidigt en god chance for, at de begynder at få rettet op på tingene, når Rondo kommer tilbage, og efter all star pausen kan de godt blive et ubehageligt hold at møde.

Bookmakerne siger, at Celtics vinder færre end 28 kampe i denne sæson. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Før træningskampene ville jeg have sagt minimum 33 sejre, men det ligner en hård sæson for Boston-fans. Holdet kommer næppe til at kæmpe om den værste record, nummer fem fra bunden er et god bud.

(Foto: Brad J. Ward)

Torkil Bang er uddannet journalist. Han har tidligere siddet i redaktionen på DBBFs basketmagasin "Rebound" og har skrevet artikler for NBAinfo.dk.

Mere fra Boston Celtics